Som nogle af jer allerede ved, er Ramasjang Radio lydsporet til mit familieliv.
Da jeg var barn, samlede jeg puslespil og legede med påklædningsdukker til tonerne af Beatles, Joan Baez og Bob Dylan – men mine unger kender stort set kun til P8 Jazz og Ramasjang Radio. (Jeg ved det, vi er nogle skarn. Undskyld).
Derfor tager både ulven og jeg ofte os selv i at nynne først den ene, så den anden børnesang – og ungerne er kyndige ud i diverse tekster, men forleden kom vi altså til kort, sådan rent tekstmæssigt.
Ungerne havde nynnet en sang i flere dage der blandt andet lød noget i stil med “De kalder os for Bent og Kris” og nogle tog og nogle broer og så noget med at der var forældrefrit og noget.
Ingen af os anede hvad det var for en sang.
Men google er jo heldigvis min bedste ven – ikke kun på jobbet – så et par søgninger senere fandt jeg den her.
Bent og Kris var blevet til Pendlerkids – og pludselig gav det alt sammen mening.
I skulle tage at læse teksten på klippet.
Jeg er sikker på det er en fan der har skrevet teksten ned – og jeg synes det er så fedt at der ikke har været en eller anden emsig voksen (det kunne jo for eksempel godt have været, lad os sige, mig …) inde over og indsætte et par kommaer eller en enkelt nutids-r – eller har rettet i sætninger som: Men når vi spinder over blank slipne skinner eller slipper afsted med krykker eller for vi er så afgjort, de aller mest lovende, her på alle togende …
Se, det her er når sproget er bedst: Det er skrevet af målgruppen til målgruppen, det er kommunikation, formidling – der har siddet en som elsker den her sang, som elsker teksten, sproget – og det vil hun gerne dele med alle de andre der også elsker teksten.
Og dét elsker jeg.
Sidder tilbage med en følelse af at det er en stor fejl der ikke er lavet en sang om Bent og Kris
Amn, du har ret! Den tager du, gør du ikke?