når de forlader os

Vi forandres når vores mødre forlader os. Det sætter spor i sjælen, farver det blik vi ser verden med, trækker smerten ud i huden.
Det er – også – det den her fine ungdomsbog handler om – foruden venskabets anatomi, dets vide grænser og sorgen over tabet af netop venskabet som kan være så altopslugende sort.

Miranda og Syd er nære veninder, bundet sammen af en fælles historie; deres mødre forlod dem. En dag forsvinder Syd bare. Og bogen handler om den vandring Miranda begiver sig ud på for at finde ud af hvad der er sket med Syd.

Syds flugtplan var blevet legendarisk på La Cruces High. Hendes mor var alkoholiker og forlod hende, og hendes far var et røvhul. Men Syd var anderledes. Hun trodsede alle odds, og folk elskede, når nogen gjorde det. (…) Hun har ikke altid været sådan. Alt forandrede sig, sommeren inden vi begyndte i highschool, da hendes mor tog på afvænning og brugte to måneder på at blive ædru, inden hun stak af til Colorado og overlod forældremyndigheden til Ray. Hun forlod Syd uden nogen form for forklaring eller undskyldning. Det var vildt. Jeg var knust. Jeg kunne ikke sove, og mine angstanfald vendte tilbage for fuld styrke. Min far rullede hele kriseberedskabet ud og sendte mig hen til den psykolog, jeg havde gået hos, da min egen mor forlod os syv år tidligere.

Bogen er netop udkommet, og selvom jeg var voksen da jeg mistede min mor, selvom jeg ikke har været i sorg over bristede venskaber siden jeg var ung, har den været en genkendelig fornøjelse at oversætte. Jeg tog turen tilbage til de venskaber jeg grundlagde i gymnasiet, til den store kærlighed der kan være i netop dem – og til følelsen af at man har hele livet liggende derude i horisonten og mindst lige så meget levet liv liggende i bagagen. Det er i hvert fald sådan Miranda og Syd har det i Savn mig ikke. Og måske er det også sådan det er.

 

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *