Noget om sorg

Musik er forbudt. Det vækker så mange følelser. “Lad være med at høre det alene,” siger de. Der er salmer om søndagen, med trænede medarbejdere, klar til at gribe dem, der bryder sammen under sang. 

Jeg har opdaget noget om sorg: Den har mange forskellige former – også inden i mig.

Da min mor døde, var sorgen en følelse af også at være blevet historieløs, at mangle et bindeled, nogen der kunne huske hvordan det havde været, hvordan jeg havde været, hvordan min fødsel havde været. Sorgen lå som en tyngde i mig, som en tåge indeni, den bredte sig når jeg tænkte tilbage, når jeg tænkte frem, for hvordan skulle jeg kunne planlægge en fremtid, en fremtid med børn og nye drømme, når hun ikke var der, når min far ikke kunne dele det med hende?
Min forældre og jeg boede i hver sin ende af landet da min mor døde, så hun manglede primært i bevidstheden, i den anden ende af telefonen, i sommmerferierne når vi lå på græsset i haven med markerne omkring os og vestenvinden susende gennem træerne, og hun manglede i julen hvor ingen havde opskriften på risalamande eller vidste hvordan hun nåede at få anden sprød mens vi var i kirke eller så Disney’s Juleshow.
Sorgen var der hele tiden som en påmindelse om at familien var amputeret, at jeg var amputeret, jeg manglede et anker, et pejlemærke. Og til sidst opdagede jeg også at sorgen var blevet en undskyldning, en undskyldning for ikke at drømme mere, for ikke at lægge planer, at tage mig at det jeg burde i mit liv – for hvordan kunne nogen forvente det når jeg var moderløs?

Og nu, nu er sorgen noget andet. Nu er den et vemod over at alt det vi, Ulven, Dorte, hendes kone og børnene delte, ikke er mere. Alle hverdagsstunderne, bålfadet i gården, de ristede pølser, salaterne, middagene, boblerne vi delte så rigeligt af. Alle brætspillene, gåturene, al latteren og alle pauserne når vi talte, fordi vi vidste at vi havde et helt liv foran os at tale i.
Dorte var ikke blot Ulvens bedste veninde, hun var hans kollega, hans chef, hun var leder på børnenes skole – hun og hendes familie var nogle af dem vi så allermeste, de var flettet ind i vores hverdag, vores arbejde, vores liv … Hun er i min indbakke, på Facebook, på Instagram. Der har min mor aldrig været.
Derfor er sorgen nu et tungt gisp der undslipper mig når jeg tænker på alle de huller der nu slås i hverdagen, alle de middage som ikke kommer, alle de sms’er der ikke længere bipper ind om aftenen når Ulven og hun slutter dagen af, Ulvens dybe, glade latter når de talte i telefon sammen, de kunne le, kunne de, sammen som ingen andre.

Sorgen over min mor var et løvebrøl jeg druknede ind mod min kæreste hals, store hulk der ramte ham som bølger en sen aften på hospitalet, larmende, rungende, men sorgen nu er så stille, den er tårer der siler, tavshed i stuen mellem os.

I disse dage tænker jeg, mindes jeg, og i disse dage læser jeg forstandige damer for at blive klogere på andres sorg. Og min egen.

Noget om sorg

Og det endte …

Da jeg skrev dette indlæg for præcis to uger siden, levede både vores nære veninde, Dorte, og Maria Gerhardt.
Nu er de begge døde. Ingen af dem nåede at fylde 40.

Jeg har jo selv mistet, min mor, der var 52 da hun døde – men hun havde voksne børn, godt på vej med kærester, drømme og kærlighed i livet – men når unge mennesker må herfra, er sorgen så anderledes; rå, voldsom, rivende og flående. Også selvom den var ventet.

Når døden rammer et menneske alt for tidlig, når sygdommen rammer mennesker med så meget uprøvet liv foran sig og deres børn, så minder det os om at vi skal huske at leve, at elske, at gå med bare tæer i græsset. At vi skal kigge op i himlen, følge forårssvalens dykkende, vuggende svæven hen over alt det blå, at vi skal være her, til stede … Vi skylder dem det, dem der ikke længere kan det, vi skylder de døde det, synes vi.

Vores veninde var i særdeleshed eksponent for netop det. Hun delte generøst og modigt sin sygdom, sin sorg, sin angst og sin afmagt med sine mange venner og følgere på Facebook, det var råt og ærligt og svært at være vidne til, men netop som jeg skrev, dengang for to uger siden, så er man nogle gange nødt til at læse også de tunge og svære ord – fordi man har det privilegie de ikke længere har; at man kan stå op til en ny dag dagen efter.

Alligevel var det første der slog Ulven og mig da vi vågnede i morges, hverdagen. Madpakkerne der ventede, hold nu kæft vi orkede ikke tunsalat og grovboller og små sprøde gulerødder, men inde ved siden af lå to gryntende, sengevarme unger, vores. Vi har dem, og de har os. Vi har nogen at smøre madpakker til, og de har nogen der kan …

Da vi fik beskeden om at Dorte var død i går, havde jeg kun lyst til at åbne en flaske vin. At drikke mig gennem aftenen til en gedigen rødvinshovedpine, men vi havde kun bobler på hylden, så de røg på køl, og da ungerne var puttet, og vi sad der i sofaen med hverdagsrod og aftenritualer som dynger af dårlig samvittighed rundt omkring os, skålede vi. Løftede glasset, tudede lidt, mindedes, talte – og var stille. Helt stille.

Når livet ender

Ulven og jeg har en nær ven der er dødssyg af kræft.
Hun har været det længe, hun og hendes familie har været midt i det længe, og ude i periferien af denne umenneskelighed står vi, hendes venner.
Vi prøver at række ind, at gøre noget, men kræft er en ensom vandring, og intet, intet slår det at stå der med sit liv i hænderne og vide at man ikke længere kan passe på det, at ingen kan passe på det.

Det kryber ud og ind ad vores hverdag, bevidstheden om at vores liv er så let, så fint, så leende sammenlignet med det de står i, og indimellem slår det luften ud af mig, og jeg bliver så berørt af det.
Sådan en dag er i dag.
Og jeg prøver at adsprede mig med musik og kaffe, men den bog jeg oversætter, er så fuld af ondskab og skræmmende fremtidsvisioner og tortur, og det er næsten mere end jeg kan håndtere. I dag.

I dag udkommer også Maria Gerhardts Transfervindue, og mit SoMe-feed skubber hende så nænsomt og massivt ind i min virkelighed. Måske er det også derfor det er sådan en dag, jeg tror det.
Jeg ved ikke om jeg kan læse flere af Gerhardts ord, tænkte jeg da jeg læste Lotte Thorsens smerteligt fine interview med hende i Politiken i lørdags. Men nogle gange er man nødt til netop det, at læse ord som dem Gerhardt skriver, fordi det er hendes virkelighed, vores vens virkelighed, hver eneste dag, hvert eneste fucking minut, og de har ikke det pivilegie jeg har; at det kun er dage, som i dag, det slår luften ud af mig, at det kun er dage, og ikke det sidste af mit liv.

Så jeg vil købe den bog, trække luft ind, læse, tænke – og leve.

Transfervindue

Lidt om kunsten at kæmpe

Jeg ved faktisk ikke om min mor kæmpede for noget, i 70′erne, i 80′erne, i 90′erne. Ved ikke engang om hun følte hun kæmpede for siv liv, dengang hun blev syg. Måske gjorde hun.
Men jeg tror at hun ville kæmpe for andres ret til at kæmpe hvis hun kunne, med ord, i tanken. Ville kæmpe for andres ret til noget andet end det hun drømte om; en anden familiestruktur, en anden slags kærlighed, et andet liv, andre drømme, andre ambitioner.
Hun levede i 80′ernes kernefamilie; mor, far, dreng, pige, lønarbejde, dobbeltgarage, spisekøkken, kæledyr og smøgpause på terrassen med udsigt over rododendron og bede og sprinklervædet plæne.
Jeg ved ikke om hun drømte om andet, måske gjorde hun. Men hun ville have kæmpet for min ret til at drømme noget andet, det er jeg sikker på, for min søns ret til at drømme noget, min datters. Menneskers ret til at drømme noget, til at levet for noget andet.

Kvindetegnet

Fastelavnstanker

I dag har jeg sendt en troldmand og Modig i skole sammen med deres far, Praktiske gris. Med troldmandsstav, bue og fasanfod i bæltet tog de ud i verden.
Jeg ved ikke med faren, men det var som om de to andre væsner lettede lidt fra jorden og rettede ryggen da de gik afsted, der i den grå morgen. Der skete noget, kunne man se. De voksede.
Jeg ville ønske alle børn havde det sådan denne mandag morgen, hver mandag morgen, at de rankede sig, løftede hagen, at de tog imod verden og livet, stolte, glade og med løftet pande.

Farvel til et stykke af barndommen

For flere år siden begyndte jeg at skrive små erindringsglimt ned fra min barndom; fra livet på landet, fra min mors sygdom, hendes død, den slags der lagrer sig i os og gør os til de mennesker vi er.
Jeg skrev også om mine forældres nabo, Kristian, der blev en slags bedstefar for mig og min bror, og Ulven lærte ham at kende og mine børn.

I sidste uge døde han.
96 år gammel lagde han sig til at dø på den gård han havde ejet i 70 år, billederne hang der på væggene hvor de altid har hængt, køkkenet lugtede som da jeg var barn, huset knirkede som dengang, og der døde han.
Det må være en drømmedød, tænker jeg, afklaret, klar, fredfyldt. Sådan som Kristian havde fortjent det.

Lidt længere nede ad landevejen bor Kristian stadig. I det hus han byggede sammen med sin Lilli inden Alzheimers formørkede hendes sind, og hun ikke længere kunne huske hvordan man laver kaffe. Det var hans marker der lukkede vores matrikel inde i raps og brakvegetation og hvede, jeg gik hen over stubbene med bare tæer, de stak som pigge, og den solvarme asfalt summede mod fodsålerne når jeg trådte ud på den bagefter. Jeg sad øverst oppe på halmballerne når vi hjalp med at høste, og i gildesalen på førstesalen i huset stod klaveret. Jeg kan stadig høre dets sprøde klang under Ingers organistfingre som akkompagnement til Marken er majet og Nu falmer skoven trindt om land. Og i stuen satte han Pia Raug på pladespilleren, og jeg lå i den store plyssede hjørnesofa og lærte Jeg vil male dagen blå udenad.
Om aftenen når vi sad i stuen derhjemme, kunne vi se ham gå markvandring i skellet mens han pillede kerner af et strå. Man kunne høre de fede fluers summen ude på hans gårdsplads, og grisene, og man kunne lugte dem, og han havde i virkeligheden drømt om at blive sådan en der bygger broer. Men det blev man ikke i hans familie.

Hvil i den fineste fred, kære, gamle Kristian. Jeg håber du får bygget et væld af broer der hvor du er nu.

Mon dronningen også var vild og tøjlesløs?

I 1972 fik forfatteren Elsa Gress og hendes mand, maleren Clifford Whrigt, stillet en villa til rådighed af den daværende ejer af Marienborg Gods, grev Peter Moltke.
I huset skabte de kunstnerkollektivet Decenter - der blev et eksperimenterende alternativ til den etablerede kunstscene i 70’erne og 80’erne og samlingssted for et væld af både danske og udenlandske kunstnere og intellektuelle.
Huset lagde smukke rum til udstillinger, teaterforestillinger, foredrag, diskussioner og meget mere i næsten ti år, siden stod det tomt, og nu er det som I nok har gættet, det af undertegnede stærkt roste refugium, Villa Gress.

decenter

Villaen levede sit vildeste liv i en fascinerende og tøjlesløs epoke, dengang i 70′erne, en epoke der i dag regnes som en væsentlig milepæl i dansk kunst- og kulturhistorie.
I 1976 besøgte dronning Margrethe og prins Henrik officielt stedet – og nede i kælderen befinder sig stadig det toilet som dronningen benyttede da hun besøgte huset.

Jeg nåede ikke selv at sidde på det så berømmede toilet – og vel hjemme i hverdagen igen, tænker jeg at det måske ville gøre den lidt mere glamourøs hvis jeg havde gjort det …

Jeg ved ikke om dronningen nogensinde har siddet på toilettet heroppe på tegnestuen, formodentlig ikke, men der kom nye hylder op til toiletrullerne mens jeg tastede og tastede i Villa Gress. Og det er vel også  noget.

I skriverskjul #3

Nå, dag 4 i vidunderlige Villa Gres blev dagen hvor jeg har haft så uendeligt lidt lyst (læs: inspiration) til at skrive.
Læser op på skilsmisser og utroskab, på Maria Callas, hører hendes smukke fortolkninger af arier fra La Traviata, Tosca, Rigoletto – når jeg ikke hører Patrick Dorgan, min nye bedste ven, på repeat.
Jeg læser om selvmord og død og sorg, søger i de alleryderste kroge af nettet, hey, jeg laver jo research! siger jeg til mig selv. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne se det skide dokument vokse, blive længere, så jeg tæller enheder, igen og igen. Men det bliver det ikke længere af.

Og jeg går rundt i huset, suger indtryk, søger inspiration.

villa-gress-5      villa-gress3      villa-gress-4

Hun har aldrig været så tæt på Erling før. Hun skeler over mod ham, det ser ud som om han lige har kørt en kam gennem håret, hun kan se tændernes striber gennem det tynde grå hår, strøget om bag ørerne. De buskede øjenbryn, skægget, tætklippet, og skjortekraven der er slidt hele vejen rundt, knappet helt op. Han kigger ligeud i luften, har proppet hænderne i lommerne, sidder med benene over kors, vipper let med foden i træskoen som om han nynner indeni. Hvad mon han nynner indeni? Hun forestiller sig ikke at han er et menneske der nynner, han slår hende som tavs, sammenbidt, en mand der søger ensomheden i baghaven når de andre drikker hvidvin og fylder havebassiner i forhaven. Har de egentlig nogensinde talt sammen? Hun tror det ikke, ville ønske det, så hun kunne fortsætte den samtale de i så fald havde haft sidst. Men det lader ikke til at nattens stilhed, tavsheden der hænger der mellem dem i de to stole, generer ham. Han trækker vejret helt roligt, vipper med foden, lader blikket hvile.

Det skrev jeg i romanen i går, og det føles også som om jeg trænger til at lade blikket hvile i dag, og det på noget andet end teksten.