kim er død


Jeg lå der på det løkkede gulvtæppe i stuen med spil og dukker og tegnepapir. Tusserne lavede huller i tegninger mod det umulige underlag, der blev store blækpletter i prinsessekjoler og trækroner. Og på kommoden lå Soya og Karen Blixen, Irma-hønen blinkede i natten, derovre i hovedstaden, og i den koncentrerede stilhed lagde Jutlandia til.
Det var min barndoms lydtapet; hæs sang om eksotiske Langebro, de smukke unge mennesker og linedanserens stille dans.
Om lidt blir her stille, sang han, og det blir der nu, to minutters mindero i barndommens land. Tak for tonerne, din gavflab.

I går døde manden bag soundtracket til min barndom jo, Kim Larsen.
Thomas Helmig skrev på Facebook at skovens største træ var faldet, Jakob Martin Strid skrev at det var første gang han havde grædt over at et menneske han ikke kendte, var død. Jeg havde det på samme måde.

Jeg skrev ovenstående sekunder efter at jeg hørte at han ikke er her mere, og resten af dagen var fuld af vemod, fuld at tårne jeg havde bygget til tonerne af ham i min barndoms stue der nu lå væltede inden i mig.
Skæbnen ville at jeg havde mistet stemmen (efter min venindes meget talende 50-årsfødselsdag i lørdags), så jeg kunne ikke skråle med på alle hans sange der bølgede gennem verden hele dagen, men heldigvis er det sådan med Kim Larsen at man har ham med sig indeni, han ligger og vugger i kroppen, i sindet, i erindringen – fordi han altid har været der – så jeg sang i det stille.
Jeg sang da jeg så alle programmerne om ham man havde ryddet sendefladen for at vise, jeg nynnede med på de fineste fortolkninger af hans gigantiske arv – og jeg sang helt stille da savnet af alt det han havde lagt lyd til, ramte mig.

Det er efterhånden sjældent jeg savner min mor i hverdagen. Måske nåede jeg ikke rigtigt at få en voksenhverdag med hende, mig i hovedstaden, hun i det nordjyske, måske er det bare så længe siden at der var en hverdag med hende, men i går manglede hun pludselig.
I går ville hun have ringet, det sagde jeg til Ulven da jeg sad der i sofaen med toner og tårer i kroppen, og hun ville forsøge at tæmme stemmen, det ved jeg, men den ville have dirret.
– Har du hørt det? ville hun spørge. – Kim Larsen er død.
– Ja, jeg har hørt det, ville jeg forsøge at sige med min manglende stemme.
Og i baggrunden havde hun sat en plade på, jeg kunne høre Forklædt som voksen knitre bag hende, jeg kunne høre hende tage en slurk kaffe, stærk ville den være, så man kunne mærke at man levede, og så ville vi nynne tavse sammen. Og kloden ville fortsætte med at dreje stille rundt.

Foto: Ulven

øje for øje

Jeg har lagt sidste hånd på korrektur af en krimi der handler om selvtægt.
Det var interessant, eftertænksom læsning, hæsblæsende drama i et hood jeg kender godt, Bellahøj, så jeg kunne se kulissen om skuddrab, knivoverfald og voldtægter så ulideligt levende for mig.

Jeg har altid været fascineret af selvtægtsbegrebet – for hvor langt vil vi egentlig gå hvis en forbrydelse ikke længere er noget vi kun læser om på knitrende papir, men en skygge der har lagt sig over vores liv, vores barns, ægtefælles eller vens liv?

Jeg læst engang et interview med den begavede forsvarsadvokat Merete Stagetorn der sagde noget i stil med at alle mennesker besidder evnen til at begå en forbrydelse under de “rette” omstændigheder, og et andet sted har hun sagt: “Jeg har lært, hvor mangfoldigt samfundet er. Jeg har også lært, at mennesker, man ellers ikke skulle tro det om, kan vise sig at være selskabstømmere, storsvindlere, pædofile, tyveknægte, alt muligt.”

Stagetorn var, som advokater vel er flest, fortaler for og forsvarer af retsstaten, hun havde tillid til systemet – derfor turde hun også lægge det trygt over til systemet at dømme; hendes opgave var at give selv de skyldige det bedste forsvar, så ansvaret kunne placeres det rette sted, så retten kunne udmåle den rette straf. Men Stagtorn var ikke i tvivl om at alle, hvis man kommer langt nok ud, kan blive forbryder (og derfor fortjener et engageret og velopbygget forsvar) – og hun anerkendte dermed at følelserne kan tage over der hvor retsstaten ikke synes tilstrækkelig.

Det er interessant, synes jeg. For det bryder på sin vis med alt det jeg mener vi til enhver tid skal forsage, nemlig forståelsen for at man tager sagen i egen hånd, forståelsen for at vi vælger en vej der gør os selv til forbrydere. Ikke desto mindre føler jeg ofte en vis lettelse når sadisten får sin velfortjente bekomst, om end i et fiktivt univers, når offeret slipper afsted med det, og når vi forstår hvorfor han eller hun ikke længere havde evnen til at vente på netop retsstaten.

som en klippe i landskabet

Jeg hører Teitur og skriver på nyt romanprojekt.
Tænk det stadig er blåt duver inden i mig, stadig. Det har været en del af mig så længe, af min hverdag, mit arbejdsliv, det er min historie. Og nu ligger den herude til skue.
Da jeg begyndte på romanen, handlede det mest om min mor, om min sorg, om hvordan det er at leve med at det blev cancer der skrev Slut på sidste side i hendes historie. Men efterhånden blev det også en historie om barndommen derude på landet, om det der har dannet mig, om de mennesker der sætter spor i ens liv, om min bror, min mand, min far.

Jeg har altid været fascineret af menneskers historier, af det de kommer fra, af det de er dannet af, fascineret af hvor forskelligt vi falder ud, vi mennesker, også vi mennesker der på papiret har så meget tilfælles. Min bror og jeg for eksempel. Vi har klatret i de samme træer, løbet over de samme marker, har haft de samme samtaler over aftensbordet, gennemlevet den samme sorg. Og alligevel er han blevet en klippe i landskabet mens jeg er en pil der vajer i vinden, til den ene side, så til den anden.

Det er noget af det jeg kredser om i mit nye projekt. Hvad sker der med mennesker når livet folder sig ud på villavejen foran dem – og så anderledes end de regnede med det ville udfolde sig? Hvad sker der når den nabo man lurer på gennem hækken, viser sig at have hemmeligheder og løgne med ind i parcelhuset? Hvad sker der med kærligheden når den skal stå sin prøve?

blå mærker

Det var på den længste glidebane i skolegården. Måske var jeg kommet for tæt på asfalten, måske havde der ligget sand på isen, jeg ved det ikke, men det var i sjette eller syvende klasse, tror jeg, og mit øjenbryn rejste sig som en bule på størrelse med en golfbold. Vipperne lå som sammenklistrede insektben hen over det blå, grønne og gule, og den udspilede hud var som blankpoleret træ. Det var som kunne den sprænges, nu, om lidt.

Jeg tegnede det blå øje op hver morgen. For låst dør med min mors Rimmel-øjenskygge. Dæmpede perlemoret med lidt pudder, følte på huden der stadig var øm.
Hvor ser det vildt ud, sagde de og rørte let ved min arm. Rørte mig.
Tænk at det bliver ved med at være så blåt.
Ja. Tænk.

Tænk det stadig er blåt #63 – sidste afsnit
Foto: Gitte Lotinga

adieu

Man vedbliver at tage afsked, og nu sad vi der under himlen der var begsort med stjerner spredt som huller i et dørslag. Det var sommernatskøligt, men i læ i indhakket under halvtaget havde vi whisky og tæpper og en enkelt staldlampe med lyset som et blafrende insekt over hovedet.

Jeg kiggede på stenene på gårdspladsen, kunne stadig mærke dem under mine bløde barnefødder, rundt om hjørnet havde hønsehuset stået, bag det lå skoven, hvor min far brændte skrald af, og bedstevennen lærte mig at klatre i træer. I virkeligheden var det bare en snoldet klynge vindblæste graner og birke, men når man er lille, kan selv de mest forkølede stammer være en skov. Og når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig høre hvordan det lød når vinden ruskede i bladene.

Inde i stuen stod mit barndomshjem i kasser. Vi hørte vinyludgaverne af Beatles og Dylan inden vi pakkede dem ned, billederne havde efterladt lyse øer på tapetet, og overalt i de skuffer og skabe vi åbnede, lå der spor af hende. Knapper købt på loppemarkeder, postkort med akvareller af strande og skove og markblomster, breve med ønsket om at hun snart ville blive rask, billeder, strikkepinde, hendes dagbog.

Man vedbliver at tage afsked, alkoholen duvede i kroppen, og vi havde fundet en flyttekasse med billedbøger længst inde på loftet hvor den var nem at overse. Jeg så hende for mig: en ny mor med drømme for sine børn, for sine børnebørn, engang, hun sad der og kiggede ud i luften med et lille nyt liv sparkende i maven, og hun havde gemt livet til det i de kasser, og til vores. Vi kunne lugte tiden da vi løftede låget, min bror og jeg, og alt det hun havde gemt til vores børn nede i den kasse, en dag, engang, slog luften ud af mig som havde hun lige tyret en fodbold i mellemgulvet på mig.

Tænk det stadig er blåt #62 – næstsidste afsnit
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

med krop på

Jeg kan se hende i spejlet. De smalle ankler, læggene, lårene der buer mod kjolestoffet, den genstridige hårde hud på hælene. Kan se hende i det askeblonde hår, kort, bag ørerne, kan se hende i dunene på kinderne, på overlæben, i de stride skæg der må fjernes med pincet, og i hverdagsstressen der indimellem sætter sig som bumser på hagen.

Jeg kan se hende i de fem kilo for meget, og jeg kan se hende i smil og sol der har sat sig som rynker om øjnene og i kavalergangen. Hun viser sig i påskeforkølelserne der tager både smags- og lugtesans, og i forårstungsindet der lægger sig som en gammel støvet uldfrakke om mig, og jeg føler mig tyk og trist og grim og åh, så træt.

Og jeg kan høre hende. Hun kommer ud af min mund i hele sætninger og løsrevne ord, hun kommer ud som følelser og etik og moral og danske viser og godnatsange, og hun taler til mine børn, jeg aer dem på kinden på samme måde som hun, og hun opdrager på dem. Jeg står der på skuldrene af hende og prøver at gøre dem til hele og lykkelige og duelige mennesker.

Så de kan klare sig når jeg engang ikke er her.

Tænk det stadig er blåt #61
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

angst æder sjæle op

Leukæmi løber i mødrenes blod i min familie. Jeg kan huske min mormor, tynd som en kvist, og hendes stemme, spinkel og sprukken. Man kunne se gennem huden, og det var som fløj hun snart ud hospitalssengen der var rykket ind i stuen den sidste jul.

Og hvad med dig, spurgte min far en dag, er du bange for det?
For at bliver syg? sagde jeg. Mig?

*

Men ti år senere, da jeg havde lagt krop til to levende væsner, havde det der modermærke lige under navlen da ændret sig, havde det ikke, var det ikke vokset, kløede det ikke?

Og Google er verdens mest pessimistiske læge, så jeg stod der og kiggede på deres små sovende kroppe i tremmesengene med angsten helt klar som glas strømmende ned over kinderne.

Nogen havde prikket hul på den frygtens vandballon der havde ligget i dvale i kroppen, og nu væltede virkeligheden ud i hver eneste pore, i hver eneste mikroskopiske celle i kroppen. Og selvom lægen tog mig i hånden og forsikrede mig, selvom hun gav mig henvisninger og viste mig billeder og ikke slap mig, hverken min hånd eller min sjæl, før jeg sagde at hun gerne måtte, kunne jeg med ét se mine solbrune fødder ligge der på det institutionsstribede, mine lakerede negle, og jeg kunne høre dem hviske omkring mig mens jeg selv ikke havde mere at sige.

Tænk det stadig er blåt #60(!)
Foto: Ulven