happy ending

Vi havde en tavs aftale om at læse til det endte godt, hun og jeg. For luften sitrede omkring os, huden trak sig sammen, og først når jeg så hun slikkede på sin finger og vendte endnu en side, turde jeg trække vejret igen. For hvad nu hvis Mary Ingalls blev blind mens jeg sov om natten? Eller hendes far rent faktisk blev ædt af den bjørn? Og tænk nu hvis Pippi alligevel hoppede ombord på Hoppetossa og ikke blev hjemme hos sine venner, Tommy og Annika.

Jeg sad i den sofa søndag efter søndag. Mine lår sled rillerne af det brune fløjl efterhånden som mine ben voksede ud over kanten, og hun sad med fødderne oppe på bordet med rødlakerede tånegle og et halvtomt krus, og vi hørte ikke tidens tikken eller plæneklipperen ude i haven eller naboens mejetærsker. Vi så ikke skyerne trække ind over kornet, hørte ikke tordenen rumle over rapsen. For nogen kunne lige vove på at forstyrre os.

Vi lærte at udvinde salt i Træl og fri, jeg bed mig i kinden mens Remi søgte og ledte efter sin familie i Frændeløs, og jeg kunne mærke Ridder Katos tunge, tunge hjerte af sten i maven da Mio satte sig op på Miramis og red afsted til Landet i det fjerne.

Og vi lo og gispede og sukkede, og hun fugtede atter sin finger. Og vi var stille og holdt vejret, og jeg tror det var der i den brunriflede sofa at jeg første gang så hende fælde en tåre.

Tænk det stadig er blåt #37
Foto: dramatiske Gitte Lotinga

ordløs – svanesang

Men min bror, min bror, han havde ting at sige, og døren ind til hendes stue lukkede sig bag ham med et stille, sukkende klik, tiden sneglede sig, og udenfor på gangen sad jeg, gik jeg, stod jeg og ville så gerne være en af nisterne på væggen derinde, ville gerne høre hvad han sagde, hvad han gjorde, og så alligevel ikke, måske ville jeg ikke, men jeg ville gerne spørge ham, eller også ville jeg ikke, ville ikke stå der med alle mine spørgsmålstegn og prikke hul på det fine øjeblik han netop da havde haft med et menneske der ikke længere havde noget at sige.

 

*

 

Hun nynnede, ville ikke tale, tror jeg. Hun havde ikke flere spørgsmål eller svar, kiggede ud ad vinduet, håret var fladt fra puden, man kunne se feberens rødme i huden, og de tog hendes hånd, nogen, ikke jeg. Og hun nynnede.

Tænk det stadig er blåt #36
Foto: Gitte Lotinga

 

afstand

Jeg ville bare kravle op i hospitalssengen. Puffe helt let til hende så hun vidste jeg var der, for jeg kunne intet sige, kunne ikke tale til et menneske der ikke længere selv havde nogen ord.

Jeg ville putte mig ned i afstanden mellem hendes krop og sengegærdet. Hendes arme lå på dynen, solbrændt hud mod blåstribet institutionslinned og et armbåndsur der vidnede om at tiden stadig gik, at det kun var herinde det føltes som om den var gået i stå. Time for time. Huden på hendes hænder lignede bagsiden af et blad, årerne løb som små bække.

Jeg ville bare kravle op i sengen. Ville lade alle de ord der kun var stumme tanker, glide gennem mig, videre, ud, væk. Ud mellem os i luften der lugtede desinficeret og steril, og der ville de så hænge til alle der siden døde i selvsamme i seng.

Jeg ville kravle op til hende. Fortælle hende at det var sommer udenfor, at vi netop havde bestemt at vi skulle have jordbær til hendes begravelse. Selvpluk. Og vi skulle have chokolade og hvidvin og være i haven og fortrænge at bedene ikke var blevet luget, men kornet stod vel nok fint, og det ville jeg fortælle hende. Jeg ville fortælle hende at jeg havde sovet på en madras i besøgsstuen, jeg havde hulket, det lød som et ulvebrøl mod min kærestes hals, og udenfor stod de og røg, personalet og de syge. Godt hun ikke røg mere.

Jeg ville sige det der lå hulter til bulter inde i mit hoved som en stabel byggeklodser der før havde været et knejsende tårn. Okay, du må, det er, og far, ja, far … jeg ved det godt, det gør ondt, jeg … ikke mere måske, det er okay du ikke er, du behøver ikke blive, man kan godt leve videre, du må ikke give op, nej, du må gerne, jeg vil gerne at du skal vide at du gerne


Vi
skal
nok
klare
 det alle
tre
Vi klarer
det alle
tre
sammen
Det lover jeg

Og så ville jeg spørge hende om hun var bange.

Tænk det stadig er blå #35
Foto: fine Gitte Lotinga

frit fald

Det var mig der var der. Jeg kan ikke huske etagen, kan ikke genkalde mig gulvet mod mine fødder, men det har været linoleum, gråt, nu føles det som om jeg svævede, sejlede ud og ind af stuerne, ned ad gangen, greb fat i en sygeplejerske, holdt fast. Hang oppe under loftet, uden forbindelse til virkeligheden.

Jeg vil bare høre hvornår hun vil være oppe at gå igen?
Oppe at gå?
Det kommer hun ikke, det går kun én vej nu.
Det var noget i den stil hun sagde.

Og jeg kunne nå jorden igen. Faldt som gennem et træs krone. Ramlede ned i verden, fandt famlende mine fødder.

Hjemme i min brors og hans kærestes kælderlejlighed svarede min far da jeg endelig fik proppet mønter i telefonen. Han ville jo bare lige sove, ti minutter, tyve, vævende ud og ind af vores verden, ville skimme avisen, skylle hospitalslugten af sig, drikke kaffe. Trække luft.

Det var kun mig der svævede rundt i den store gule murstensbygning, men nu kom de. Jeg husker det som kunne jeg høre dem løbe op ad trapperne, de pustede, ja, man kunne høre dem komme, deres skridt gav genlyd gennem alle etagerne med syge. De hev efter vejret, og de har sikkert tænkt. Vi nåede det.

Og det gjorde vi. Vi nåede det.

Tænk det stadig er blåt #34
Foto: Gitte Lotinga

lonely rider

Min far kørte motorcykel. Jeg kunne høre når han drejede ned ad markvejen, og jeg var ude på gårdspladsen. Tilfældigt eller i forventning. Han snirklede i langsom gengivelse op ad vejen mens småstenene stod som bittesmå projektiler ud over grøftekanten, ud over stubbe og raps og hvedeaks, op til den hvidkalkede gård og ind i garagen hvor han havde benzinen stående i en falmetrød olietønde uden låg.

Nogle gange traskede jeg op mod landevejen med støvet som i en westernsky om skoene og hoppede op mellem hans ben så jeg kunne mærke hestekræfterne brumme mod cowboystoffet, lykken suse i maven. Og markerne bølgede forbi og vinden, og indenfor et sted i huset var min mor.

Blev motorcyklen stående da vi flyttede? Klodset op ved siden af den tomme olietønde. Voksede støvet frem som et nyt lag lak indtil både motorcyklen og drømmen om det frie liv var dækket?

*

Da hun døde, købte han en rød Moto Guzzi. Skinnende krom og sadeltasker og frihed og sort tøj fra top til tå så man næsten ikke kunne se hvor gammel han var.

Den fik ærespladsen i den dobbelte garage, passet og plejet blev den. Og den blev skiftet ud, til en solgul med flere heste, og en gang til, indtil den havde vokset sig lige så stor som han.

Og da han var klar til det, fandt han atter kærligheden på den motorcykel. Det var forår, ishuset ved Vesterhavets brus skulle åbne, og kromet var blevet pudset så solen kunne sparke sæsonen i gang i karosseriet. Og hun sprang op bag ham, satte sig på det sæde min mor havde nægtet at sidde på, af angst, sikkert, af frygt for alt det som kunne ske.
Men der sad hun nu, den nye kvinde, sad der da de kørte gennem lynglandskabet, ud mod klitterne, ud mod havet. Og hun holdt fast. I ham.

Tænk det stadig er blåt #33
Foto: Gitte Lotinga

the end

Hun ville overleve. Igen. Hun sagde ja til alt, til kemo og piller og indlæggelser og hospitalstøj. Og til Gud. Hun søgte pension, satte sin underskrift på ansøgningen uden tøven; på den anden side af det her skulle hun leve. Og hun fik blomster, bløde som fløjl, hun trak duften ind som stod hun på kanten af foråret.

Men vi andre, vi andre havde googlet, læst pamfletter og statistikker og sat os ind i tingene, så vi vidste godt at hun kun havde fået lov at vende timeglasset én gang.

Tænk det stadig er blåt #32
Foto: Gitte Lotinga

 

dagbog

Den var rød, krokodillepræg og låsen mat messing. Hun gemte den ikke eller noget, og nøglen sad i låsen. Den lå i skuffen sammen med scrapbogen fra 60’ernes Amerika, med postkortlækre billeder af Det Hvide Hus og JFK og Frihedsgudinden. Og Raj.

Siderne knitrede, der var pergament over fotografierne, og allerede inden jeg kunne ét ord engelsk, stavede jeg mig hakkende gennem hendes første kærlighed som den tog sig ud, dér i scrapbogen.
Anna Marie, I wish you should be with me, Raj.
Hi Blood of my Veins, When you are with me whole world seems is smiling, gay, and happy. But when you are away from me everything seems to be so dead.

Hun var amerikanersmuk. Med prinsessebenstilling, Marilyn Monroe-runde lår og helt kort hår. Hans hånd lå let om hendes arm, kjolen var kort, hvid og lysende mod hans mørkeksotiske ydre. Og jeg hørte Beatles, Bob Dylan og John Denver, fløj afsted på et jetfly, over Atlanten, ud i verden, væk, når jeg sad der på gulvet foran skuffen og prøvede at forestille mig mit eventyrliv hvis en indisk mand ved navn Raj havde været min far, og ikke en kjøvenhavnsk tilflytter med fuldskæg og vandblå øjne ved navn Jens.

*

Hun gemte den ikke. Havde hun bare gemt den. Den lå i skuffen, nøglen sad i, det var jo så nemt. Deri stod alt det hun ikke havde klistret ind i scrapbogen, med hendes sirligt ciselerede skrift, tæt, linje efter linje, side efter side.

Og hun var et menneske.

Tænk det stadig er blåt #31