insektspiser

Jeg er jo i fuld gang med den her fine ungdomsbog.
Ingrid, hovedpersonen er landet i vbildmarken, så proppet med insekter og myg at hun er begyndt at tælle dem.

Hvis man laver mad over bål i mørket eller i skumringen, vil insekter, masser af insekter, især myg flyve ned i maden. Og når man skal spise, er der så mørkt, at man ikke kan se insekterne og pille dem op af maden.
             Det er åbenbart ikke noget problem, for de er ikke farlige, når de er blevet kogt.
             Og de er propfulde af proteiner.
             Selvom det var helt friske, og i særdeleshed lokale, insekter, var jeg ikke den eneste, der syntes, det var ulækkert. Ally græd. Seth og jeg spiste næsten ikke noget. Vi insisterede begge på at få så mange insekter som muligt op af vores mad, hvilket betød, at der ikke var særligt meget af den rigtige mad tilbage. Imens overraskede Melissa mig ved blot at trække på skuldrene og spise det hele, og Peace spiste med største fornøjelse og fablede noget om, at insekter bliver fremtidens spise, fordi kødindustrien ikke er bæredygtig.
             (Antal af døde myg: 438, ud over dem, vi kogte og spiste).

Nå, men i går aftes, sent faktisk, men tempetaturen landede alligevel på de 20 grader, læb jeg en tur. Rundt om søerne. Luften dirrede af varme, snak og hygge – og svirrende insekter. Og de var iuke kogte eller noget, de var levende, og jeg slugte mindst fire på min vej. København forvandlet til vildmarken.

En selvfølgelig lethed

Han spiller for alle der gerne vil høre,
for dronning, professor og fæ
Han spiller for månen og damen i Netto
og katten i naboens træ
Han spiller så hjertet får vinger
Han spiller så himlen bli’r blå
Han spiller så håret gror frem på en skaldet
(ja, det var der selv én der så)

Jeg har skrevet lidt om Marianne Iben Hansen før – fordi hun har skrevet en af de fineste og vigtigste ungdomsbøger, synes jeg.
Men Marianne Iben Hansen kan også noget andet end at skrive om sex og det – hun kan rime.
Fine, bløde, runde rim der ligger lige så godt i munden og i ørerne som en strandsten slebet glat af millioner af bølger ligger i hånden.

Hjemme hos os har mindstebarnet inhalleret lydbøger siden hun lærte at der er noget der hedder en cd. Hun tegner til lydbøger, falder i søvn til lydbøger, tager tøj på, pakker taske, spiller klaver til lydbøger – og i morges da jeg stod og lagde makeup på, satte hun den her i anlægget:

Bagsædehistorier

Den er ret fed.
En af mine andre yndlingsforfattere for børn og unge, Kim Fupz Aakeson, har også lagt en historier til denne samling fortællinger, det samme har Marianne Iben Hansen. Og da jeg stod der og lagde makeup, og hendes ord bølgede rundt om mig, slog det mig igen at hun er intet mindre end sublim når det kommer til sprog og rytme. Hun er i samme liga som Halfdan Rasmussen og Piet Hein, og hun rammer så rent med sine afrundede, fint polerede rim. Hun har en selvfølgelig lethed som kun  er ganske får beskåret.

Man tror man er stor når man ser en bille, men faktisk så er det vel den der er lille, skriver hun blandt andet. Og har man prøvet at skrive bare ét digt, én lejlighedssang, to små, bitte linjer der rimer, så ved man hvor svært det er, og sammenlignet med Marianne Iben Hansen vil man næsten altid være en lille undseelig bille …

I kan læse mere om hende her - og tage et nærmere kig på blandt andet dem her:

A, B kom og C     Palle P og perlen    Violinspilleren

Når naturen kalder

Er ved at oversætte den mest vidunderlige ungdomsbog.
Hovedpersonen er endt på en vildmarkstur, og det synes hun, som I kan se længere nede, er helt igennem fedt.
Jeg har netop oversat den her passage fra den dagbog hun skriver til sin mor undervejs:

Kære mor
Er det ikke bare vanvittigt morsomt, at jeg valgte at blive for at slæbe og sejle i en kano? Kan du høre mig grine, der hvor du er? Nå, men så prøver jeg at skrue lidt op for lyden.
HA HA HA HA HAAAAAAAAAA.
Og her kommer lige lidt info om livet/naturen til dig:
Hvis du nogensinde skal slæbe en kano gennem skoven og derefter sejle selvsamme kano i en milliard timer, og dine arme og skuldre brænder som ind i helvede, når det bliver aften, og det eneste, du drømmer om, er en enkel middag bestående af insekter og ris, inden du går omkuld i dit telt …
Og så opdager du, at de to røvhuller af et par ledere har taget teltene og givet dem til en gigantisk skotte, der har taget dem med langt uden for din rækkevidde, og de nu forventer, at du i stedet bygger et shelter at sove i,
 Ja, et shelter …
 på resten af den her rådne tur – syv dage mere –
ja, så skal du bare gøre det her:

… Ja, det kunne I godt tænke jer at vide, ik’?
I må vente til bogen kommer. Jeg skal nok sige til. Og I kan godt glæde jer.

Sådan en fin dag

I dag er bibliotekspengedag.
Jeg har drukket kaffe med en god bekendt jeg ikke har set i næsten to år. han er også selvstændig og arbejder meget, rigtigt meget. Og jeg har spist bibliotekspengefrokost med en god veninde/kollega som også får bibliotekspenge. Det er sådan en tradition vi har. Den der får mest, giver – det vil sige at man under alle omstændigheder vinder.
Det er sådan en fin dag i dag.
Jeg sad ved vinduet under morgenkaffen. Ankom i sol, drak kaffen under en byge, og folk på den anden side af ruden fortrak ind under markisen, børstede dråberne af skuldre og hår. Og jeg tænkte det er sådan det er, indimellem kommer der en byge, herregud, vi børster bare dråberne af jakken, ryster hovedet.
I aften kommer endnu en god veninde, jeg har bestilt sushi og lagt vinen på køl, og der står cola til ungerne sammen med fredagsslikket. I dag spiser vi glæden.
Det er sådan en fin dag i dag.

På glittet papir

Well, nu er den så i, den der artikel om Verdens sejeste skrivegruppe.
I dag er den landet i kioskerne, inde i Costume (side 100-103 hvis nu det skulle interessere nogen af jer).
Der er både billede af vores tomme kaffeglas og af os fordybet i samtale, sikkert om et nyt Julie Hastrup-mord, og en coach siger kloge ting om det at indgå i en gruppe. Det er essentielt, siger hun, at man mødes på “et solidt fundament. Det vil sige en fælles motivation og forståelse af, hvad man som gruppe er sammen om og forpligter sig til.”

I vores tilfælde kan det være at give hinanden verbale tæsk og ønske at slå hinandens karakterer ihjel, hvis de for eksempel keder os – og det fortæller vi også gerne hinanden – så det solide fundament er i vores tilfælde en enighed om at være rå, benhårde og kritiske læsere …

Costume-artikel

En mester i research

Sidst i februar udkom Helle fra Verdens sejeste skrivegruppe med en ny roman. Og grunden til at jeg ikke har skrevet om den før, er at jeg har haft travlt med at læse alle de gode anmeldelser hun har fået. (Og med at oversætte svensk børnebog om alle de systemer vi er en del af: produktionen af mad, el, transportsystemet etc., med at læse korrektur på den svenske ungdomsbog jeg oversatte i januar og februar, og med at oversætte endnu en ungdomsroman (der indtil videre er rigtigt lækker), men mere om det en anden gang).

Helle, altså.
Helle er skrivegruppens master of research. Hun har en særlig evne til at få selv rigtigt vigtige mennesker i tale, i dette tilfælde embedsmænd i blandt andet Justitsministeriet, spindoktorer, politiske kommentatorer, folk der ved hvad de taler om, og hun får dem til at fortælle; anekdoter, insiderviden, fif og tricks – og omsat til prosa bliver det vældigt godt.
Og det er vi i skrivegruppen ikke de eneste som synes, se for eksempel her, her og her. Og her.

Bogen – som hedder Stjålne liv – kickstarter en ny serie, og det har været en ganske særlig fornøjelse at være en del af den skriveproces.
Alt er i spil når et nyt univers skal bygges op, nye karakter dannes, nye lejligheder, hoveder og sind indrettes – og vi har formet personligheder og finpudset plot ad flere omgange ved de hvide duge på Norden. Vi har talt om barnløshed, ting der hviskes om på gangene på Christiansborg, aftaler der laves ved håndvasken på toiletterne, trusler som hvisles ud i mails, den slags …
Og nu er den her. Endelig.
Det er som at stå med en lille nyfødt nevø i armene og tænke: Det føles – næsten – som er han min, så fin, så lækker, så færdig.

Stjålne liv

Når man er mest til latter

For nogle uger siden fyldte ældstebarnet 10. Hans første runde fødselsdag. Jeg fik allerede til jul en fornemmelse af at det var noget særligt, da Ulvens moster næsten hviskende, næsten andægtigt, fortalte at hun havde købt den første læsebog til ham. Det ønskede han sig, og hun havde som den første bidt mærke i at han nu var nået dertil. Han ville gerne have bøgerne selv, eje dem, have dem stående i reolen ved siden af bladboksene proppet med Anders And-blade.

Ulven og sønnike deler fødselsdag, men i år overlod Ulven scenen til ham, så vi holdt ægte rund fødselsdag. Runde flag, runde sandwich, runde kager – og de gæster der kunne, havde allesammen store, runde prikker på deres tøj. Det var en fest.
Og fødselsdagsbarnet fik sin anden læsebog, også af hans bedstemoster.

Størstebarnet er ikke til zombier. Han er ikke den store fan af fantasy, han kan faktisk bedst lide det lidt lette, det sjove – og de bøger han lader sig synke ind i, opsluge af, er alle inden for denne genre. Dem er der bare ikke så mange af. Måske kender I det? Måske har I selv unger der ikke kan lide gys og gru og afrevne fingre …
Nå, men it’s your lucky day – for her kommer et par tips. Hvis I og jeres unger er endnu mere heldige, har I ikke læst dem endnu.
De fedeste bøger den 10-årige har læst, er dem her:

wp1  wp2  wp3  wp4  wp5
“En dag bliver jeg berømt, men indtil da må jeg finde mig i at gå i folkeskolen med en flok kraftidioter”, siger hovedpersonen blandt andet. Og det er sådan noget min søn synes er sjovt. (Det samme synes hans mor). Han har godt nok grinet. Og været umulig at få kontakt med, lang tid ad gangen. Og han var pænt ked af det da han vendte sidste blad i det sidste bind på dansk.
Hvorfor det er ekstragodt at have en bedstemoster der forstår betydningen af at fylde 10 – og derfor gav ham dem her:

tt1   tt2
Timmy Taber er allerede berømt, synes han selv. Hør bare:
Navnet er Taber. Timmy Taber.
Jeg er grundlægger af og direktør for detektivbureauet Taber A/S – det bedste detektivbureau i byen, hvis ikke i landet. Muligvis i hele den vestlige verden.
Min succes er dog ikke kommet af sig selv. Der har været forhindringer. F.eks.:
1. Min mor
2. Min skole
3. Min idiot af en bedsteven
4. Min isbjørn.
… og hende, som ikke har noget ansigt, fordi jeg har bortcensureret det, og som vi aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde skal tale om. Overhovedet.

Billederne er nolet på forlagenes hjemmesider, her og her . Hvor man selvfølgelig også kan købe bøgerne.

 

Verdens sejeste skrivegruppe slår til igen

Jeg var i skrivegruppe i går.
Vi havde for første gang i vores seks år sammen besøg – af en journalist der skal skrive en artikel om os.
Vi havde ikke som sådan forberedt os eller koordineret hvem der sagde hvad, vi slog os blot ned ved det vanlige bord på Norden med fire baljer kaffe, isvand, notesbøger, manuskripter, gestik – og hele to optagere så journalisten var sikker på at få alt det med vi nåede at få sagt (også i munden på hinanden) i den tid det tog at fortælle om vores skrivefællesskab.

Vi kom omkring stort set det hele: Hvordan vi fandt hinanden, hvem der er den hårdeste, mest direkte kritiker (Maren) og den mest snerpede skribent (moi, surprise). Vi talte om styrker og svagheder, om at elske hinandens ting som var det ens niece, om research og sprog, vi talte om at skrive om sex, og vi rundede en klassiker: Kan man egentlig slå en kat ihjel med en Singer-symaskine?

Jeg tror det bliver et rigtigt fint interview.

Verdens sejeste skirvegruppe + journalist

Billedet er taget inden vi begyndte at tale. Synes vi ser så kloge og tænksomme ud. Aner ikke hvordan vi så ud da vi talte. Og gestikulerede. Og lagde nakkerne tilbage og lo.

Det er Helle der har taget billedet – jeg har nolet det fra hendes fine forfatter-Facebook-side lige her.

 

om nytårsønsker og poetsne

De sidste ti år har vi holdt nytår på den samme måde.
Ulven, ungerne, ungernes gudmor og mig. Sushi, masser af bobler og ritualer; fælles oppyntning af stuen, dronningens nytårastale med misodip og kinaradise, årsquiz – og nytårsmål og ønsker skrevet ned, plomberet og gemt til året efter. Lykkes det? Når vi det vi har sat os for?

I år flyttede vi festen, skiftede scene og menu – og i lille intimt sommerhus med pejs og brede plankegulve og havet som skyller ind over sten i alle former en god gåtur derfra, tog vi hul på et nyt år.

Inden da havde vi aftalt at vi hver især skulle have en overraskelse med til os alle fem som skulle spredes ud over dagene, og ungerne pakkede hver sit spil og dækkede op med chips og hygge, og vi skiftedes til at slå hinanden i Tegn & Gæt. Ulven havde tegneting med, og mindstebarnet og jeg tegnede efterår, og vi lavede morgengymnastik og legede i haven, og dagen før vi tog hjem, sendte vi gudmors overraskelse afsted, ud over vandet i den blå skumring; en lyslanterne lastet med endnu flere ønsker for det nye, spæde år.

Min overraskelse havde ligget på hylden i reolen siden jeg købte den i sommer.
En fortælling så fint pakket ind med poetsne og trykt med maskinskrevne bogstaver der sendte mig tilbage til lyden af en skrivemaskine og retteblæk og bogstaver slidt af tasterne.
Hvis I endnu ikke har læst Mette Hegnhøjs fine fortælling om Ella der savner sin far – og sin mor der er begyndt at leve livet – og som finder en kat og i øvrigt lever blandt bøgerne i morens antikvariat, burde det være et af målene for 2016.

Ella

Bogen fås i to udgaver, og den ene, den jeg havde haft stående i reolen i et halvt års tid, kommer i en æske. Med gummibånd om og mavebælte af fint tapet, og den er ikke hæftet, men løse ark, og da vi sad der i sommerhuset med ilden buldrende og vinden bragende, og jeg læste op, løsblad for løsblad, var selv mindstebarnet stille.
Tænksom. Forundret. Ramt i det bløde punkt i brystet.
Det bliver I også.

Billedet er for øvrigt nolet her hos forlaget, og ovre hos Mette Hegnhøj kan man læse meget mere om bogen der har fået velfortjent meget opmærksomhed.

siden sidst … # 2

* har jeg landet en svensk oversættelse og derfor syltet alt muligt andet på kontoret – som regnskab, indtørrede tebreve og bloggen.

* har jeg erfaret at jeg har oversat så mange amerikanske ungdomsbøger at jeg fuldstændigt har glemt at unge kender alle latrinære bandeord og i øvrigt aldrig, aldrig kunne finde på at sige penis, skede eller hr. fru (indsæt selv efternavn) til deres venners forældre.

* har jeg fået rigtigt mange nye opgaver i ordrebogen næste år – holder det, bliver 2016 et fantastisk år.