dagbog

Den var rød, krokodillepræg og låsen mat messing. Hun gemte den ikke eller noget, og nøglen sad i låsen. Den lå i skuffen sammen med scrapbogen fra 60’ernes Amerika, med postkortlækre billeder af Det Hvide Hus og JFK og Frihedsgudinden. Og Raj.

Siderne knitrede, der var pergament over fotografierne, og allerede inden jeg kunne ét ord engelsk, stavede jeg mig hakkende gennem hendes første kærlighed som den tog sig ud, dér i scrapbogen.
Anna Marie, I wish you should be with me, Raj.
Hi Blood of my Veins, When you are with me whole world seems is smiling, gay, and happy. But when you are away from me everything seems to be so dead.

Hun var amerikanersmuk. Med prinsessebenstilling, Marilyn Monroe-runde lår og helt kort hår. Hans hånd lå let om hendes arm, kjolen var kort, hvid og lysende mod hans mørkeksotiske ydre. Og jeg hørte Beatles, Bob Dylan og John Denver, fløj afsted på et jetfly, over Atlanten, ud i verden, væk, når jeg sad der på gulvet foran skuffen og prøvede at forestille mig mit eventyrliv hvis en indisk mand ved navn Raj havde været min far, og ikke en kjøvenhavnsk tilflytter med fuldskæg og vandblå øjne ved navn Jens.

*

Hun gemte den ikke. Havde hun bare gemt den. Den lå i skuffen, nøglen sad i, det var jo så nemt. Deri stod alt det hun ikke havde klistret ind i scrapbogen, med hendes sirligt ciselerede skrift, tæt, linje efter linje, side efter side.

Og hun var et menneske.

virkelighedssky

Hun sad derude på landet. Man kunne høre termokanden snøfte og nordenvinden krybe raspende gennem bøgebladene, men døren var låst, og natten var mørkelang over markerne på den anden side af vinduerne. Var hun selv en film, ville en vindueshasp klapre et sted, og der ville med ét lyde et bump nede fra den kælder de ikke havde. Hun sad derude på landet, med fødderne oppe på stuebordet, fjernsynet spejlede sig i de sorte ruder, og hun var alene hjemme. Fuglene, Psycho, Hjemsøgt, Soon Amy, soon.

Til gengæld holdt hun sig fra virkeligheden, fra aviser og den slags og dameblade og bøger med fortællinger fra det virkelige liv. Holdt sig fra alt for meget Tv-avisen og P1 Morgen og dokudramaer. Og politik og dokumentarprogrammer om skilsmisser og børnedrab og sorte og hvide og misrøgt og det der er værre.

Jeg har prøvet at gøre hende kunsten efter, mange gange, men jeg duer ikke til mørke og lyde og underlægningsmusik og suspense i levende billeder, jeg er faktisk bedre til virkeligheden.

Tænk det stadig er blåt #30
Foto: Gitte Lotinga

mus

Hun var bange for mus. Fælderne stod i køkkenskabet og i værkstedet i bunden af huset og ved fyret i bryggerset. Engang klappede en fælde inden musen havde fået sat sig ordentligt til rette, og halen var næsten blevet revet af ved roden da den havde slæbt fælden efter sig. Ude i bryggerset, tror jeg, vi måtte ikke se det, men hun har helt sikkert taget hånden op til munden da de fandt den, og inde i mit hoved væltede billederne blodigt rundt.

Vi fik nye fælder. Små bure med tremmer for enderne og et sindrigt system jeg forsøgte at gennemskue, som gjorde at de kunne komme ind, men ikke ud. Man kunne høre dem rumstere indeni.

En enkelt mus valgte et andet skab end det med fælderne; det store afsyrede der husede min farmors hæklede mundservietter og viskestykkerne og makronerne i den blomstrede kagedåse fra min mormor. Man kunne se dens tænder i kogechokoladen, makronerne var blevet små bunker støv, og den havde bygget rede i karkludene. Hun må have fået kvalme af alle muselortene.

Derfor ved jeg hun ville have sagt nej, men det var på Hjallerup Marked, og min bror havde holdt hendes veninde Gunhild i hånden på sin vej mellem boderne ned til radiobilerne, og man ved jo aldrig hvad de landevejsriddere kan finde på – som at forære små japanske dansemus til lyshårede knægte med krøller og perlelatter i både stemme og øjne.

Den var ikke større end en femkrone. Måske var det det der gjorde at hun sagde ja, herregud, den fyldte jo ingenting, men halen var lang, og når musen vrikkede hen over den blomstrede madras på min skibsbriks, lignede halen en slange.

Jeg sad med bowlen fyldt med savsmuld og det mikroskopiske liv mellem benene da vi havde den med på rundfart til naboer og venner.  Det var jo mageløst med den bette mus. Jeg holdt glasset fast mod bilens skrumplen, sommerbrisen stod ind over markerne og ind ad forruden, og jeg skulle have lagt hånden beskyttende over åbningen. Det skulle jeg.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har fortalt ham at jeg kunne se det allerede da jeg sad der i bilen. På vejen hjem. Jeg tror heller ikke han ved det, for vi satte bare bowlen ind på plads i vindueskarmen, og først næste morgen opdagede vi at den lillebitte japanske mus som den første i vores familie var holdt op med at danse.

Tænk det stadig er blåt #29

(over)tro

Når jeg sad der i toget, lod blikket hvile på markerne, på vandhuller og snadrende fugle og stationerne der gled forbi i gamle mursten med fortællinger så fint indlejret i mørtlen.
Når jeg sad der med noter og eksamenspensum og DSB-kaffe og angsten som en ekstra kvalmende puls i halsen, og det begyndte at blive langt i Jylland. Fredericia  Vejle     Horsens       Skanderborg      Aarhus H       Hadsten         Langå          Randers

 

Hobro          Arden               Skørping                Støvring

 

 

Aalborg, endelig Aalborg,                       Aalborg Vestby                 Lindholm

 

 

 

Brønderslev

 

 

 

Vrå

 

 

 

Hjørring

 

 

 

 

 

Sindal
Sindal
Sindal,

så lovede jeg at jeg ville bestå alle mine eksaminer (hvis du lover at overleve), at jeg ville forfølge mine drømme (bare du lover at overleve), jeg ville holde fast i kærligheden, ville blive lykkelig.

Du er nødt til at love at overleve. Lover du det?

Tænk det stadig er blåt #28
Foto af dygtige Gitte Lotinga

ar


Vi mødtes under stjernerne i den smukke tøndeformede bygning. Der var udsigt over søerne og springvandet der symboliserer solen, månen og jordens omdrejninger, og pusherne der forsøgte at skjule sig i skyggerne helt inde ved muren med zigzagmønsteret.

Der var julefrokost, og vores ansigter var stadig blanke og glatte, livet havde ikke dannet rynker endnu, ikke udenpå i hvert fald. Vi var begge i sorte bukser, sort blazer, hvid skjorte; vi lignede Julia Andrews i Victor Victoria, og der lå ti centimeters tavshed på den hvide dug mellem os. Vi havde hilst, vi spiste, vi sad der mellem kollegerne, men da vi først vendte os mod hinanden og begyndte at tale, stoppede vi ikke før et kys timer senere afsluttede samtalen ude på Gammel Kongevej. Og siden har vi ofte kigget stjerner.

Han lignede ingen mand jeg havde mødt før. Intet lignede noget jeg havde mødt før, så let, ligetil. Så usikkert. Men man bliver jo hele tiden overhalet indenom af livet. Så kommer det buldrende der med dets uperfekte kærlighed og dets bedreviden og alt det man ikke troede det også var. Er.
Vi kyssede i et vinterslukket springvand i Amaliehaven på første date, drak blå shots på Galathea Kroen sammen med hans bedste ven, og da vi sagde farvel, spænede han efter bussen som var vi en Nils Malmros-film.

Vi havde stået der i baren og leet og grinet og talt hen over realiteterne. Han havde lige forladt en kærlighed, havde hele sit liv i en taske, boede her og der og hjemme hos sine forældre, og inde under tøjet var hans hud gennemskåret af skrammer, af virkelighed og af levet liv. Af ar. Allerede. Og inden aftenen var omme, havde han vist mig de største.

Tænk det stadig er blåt #27

som stjerneskud




Jeg kan godt lide tanken om at det var hende som sagde det. Inden hun blev syg, da jeg var barn, blot en prik i livet.
Nej, nej, du må ikke sige det højt, sagde hun og lagde sin hånd hen over min mund. Og i hendes blå blik lurede smilet. Vi havde lige set et stjerneskud, det dalede over himlen, ned mod marken, svævede ud i verden som mælkebøttefrø, og ønsket var som en tyggegummiboble, på vej ud over læberne, lyserød og vibrerende bristefærdig.
Nej, nej, du må ikke sige det, så går det jo ikke i opfyldelse. Man skal gemme det, herinde …

Så nu lå jeg der, femten år efter, tyve år efter og bange voksen. Jeg talte uden ord ned i puden om aftenen. Jeg messede det samme tavse ønske igen og igen og igen – når jeg hævede blikket over Langebro om morgenen i den bugtende universitetsslange på vej til KUA, når jeg stod og rørte i pastasovsen om aftenen, rundt og rundt, når jeg svømmede, tag for tag de første 25 meter, 200, 1000, bane efter bane. Jeg hviskede, kiggede på himlen, hviskede, igen og igen og igen.

Tænk det stadig er blåt #26
Foto: Gitte Lotinga

planer

Han gik ikke synderligt op i statussymboler som havespringvand, eksotiske rejser og rødvin. Eller kongeligt porcelæn, sortglaseret tegltag og den slags. Røde bøffer og Rolex-ure. Han har altid mere været tilhænger af en limpistol og brugtvognsmarkedet og de danske campingpladser. Af nøjsomhed og lapper på tøjet og gør-det-selv-projekter. Og kærlighed; dét var de enige om.

Men han sparede op, kistebundsrigdom syntes at være gud, og det eneste jeg har hørt dem diskutere indædt, vedholdende, er den skide kapitalpension. Så hævede hun stemmen helt svagt og forsøgte med fornuft og følelse og gråden som en helt svag dirren.

I alderdommen skulle der være penge nok, syntes han at tænke, dagene skulle være belagt med Danske Bank-tryghed, og de skulle leve, skulle de, med Beaujolais og Spies Rejser og Otto Duborg og hele molevitten.

Men livet har det som bekendt med at være pisseligeglad med langtidsplanlægning og opsparing og sympatiske drømme. Livet skider på den slags, gør det. Det drysser med let hånd brud og opgør og konkurs og kræft ud over os, det lader støvet lægge sig på rødvinen i vinreolen, og rejsegavekortene på opslagstavlen bliver gulnede, de udløber, alt imens man kan høre seddelpressen inde ved siden af.

Tænk det stadig er blåt #25
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga