morgenkåben


Jeg havde aldrig vundet noget. Men det var sommerfest, og på sportspladsen bag hallen var målene byttet ud med telte og boder, og man havde trillet en pølsevogn ind over målstregerne og parkeret den så man kunne dufte en enkelt med ristede løg over det meste af pladsen. Der var revy og ringridning og fiskedam. Og en tombola. Hele byen var der, mureren, købmændene, lærerne. Brugsuddeleren og pedellen fra skolen. To fedtede mønter havde jeg i hånden, og adskillige lodder rigere fortsatte dagen med røde pølser og astronaut-is og chips med dildsmag.

Det var en lilla morgenkåbe i rillet frotté med vide ærmer, og jeg holdt den kun ganske kort i hånden – tænk at jeg vandt – inden jeg sagde til min mor at den måtte hun få.

Søndagsmorgener med Lurpak og rundstykker med birkes blev efterhånden vævet ind i stoffet, og Hitchkock-gysere og en influenza eller to og alle forårsforkølelserne. Men til sidst da luven var slidt af på albuerne, og den ikke længere kun omfavnede hende en sjælden søndagsmorgen, men hver dag fordi kemokvalmen var på sit højeste, og det eneste hun havde lyst til, var cola og grapefrugt, da lugtede den ikke længere af hende.

Tænk det stadig er blåt #24

life goes on


Jeg havde lige lagt røret, sådan føltes det, men der var gået timer. Og i det efter som livet endnu en gang var blevet, havde nogen flettet en blytråd gennem kroppen på mig og snoet den så stramt rundt om mine organer at jeg ikke kunne trække vejret. Men ilten sivede forræderisk ind og ud gennem huden, ind gennem porer og åbninger, jeg kunne ikke slippe.

Vi havde taget pænt tøj på, og jeg forsøgte at gemme mig bag fed foundation og løs pudder, forsøgte at kamuflere forgrædte øjne bag mascarabeklædte vipper og kunstigt smil. Vi havde overrakt gave, vi havde krammet og sagt tillykke, og nu sad vi der i sofaen og småsludrede og spiste boller og lagkage og lo ad familievittigheder, og min stemme gled ud over læberne på mig, den dannede sætninger der hang sammen, sætninger der gav mening, selvom der var tomt som den sorte nat inden i mit hoved. Jeg kunne jo godt høre jeg lød som mig selv, jeg lignede mig selv, jeg kunne godt se det, og jeg konverserede, det er ligesom at cykle, det sidder i kroppen på en, men hele tiden lå det der, lige inde bag alle de forbandede banaliteter der kom ud ad gabet på mig.

Hun dør. Det er sådan det er.

Tænk det stadig er blåt #23

når verden vælter

Måske sad jeg også i plysstolen da hun ringede denne gang, måske kunne jeg mærke plyssen mod benene, den kradsede. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang huske hvad hun sagde, hvordan hun sagde det, om undergangen også denne gang dirrede i hendes sprøde stemme. Måske var det min far der ringede, det har det sikkert været, jeg ved det ikke.

Men jeg er sikker på at jeg har kigget ud på verden. De gule bybusser måtte ligge væltede, hulter til bulter, husene måtte være styrtet sammen i bløde skyer af støv, søerne måtte være dækket af is, her midt i juli, og menneskene, menneskene måtte da være stivnede i deres sidste skridt, de var lige ved at sætte foden i fortovet, men nu hang den der i luften og ventede på at nogen, en eller anden, knipsede, og verden atter ville være i vater.

Tænk det stadig er blåt #22
Foto: Gitte Lotinga

år 0, version 2.0

Måske var hun kommet ind fra haven med sveden som perler i dunene på sine kinder og sorte negle som hun kiggede på da hun tog telefonen. Måske havde hun som altid sang i stemmen. Eller var det slet ikke telefonen, fik hun et brev? Var det posten der havde hentet hende ind fra haven? Eller måske havde hun siddet i hjørnet med et kafferandet krus og en bogklubbog, eller hun havde lige taget en lur og var stadig en anelse døsig, så hun var først ved at sætte kaffe over. Jeg ved det ikke. Jeg glemte at spørge. Men udenfor duftede verden af riddersporer og lupiner og hyld, og det var snart jordbærtid, himlen var høj, og skyerne får der sprang hen over alt det blå, og hendes hud rødmede let efter den ansigtsbehandling hun havde fået i fødselsdagsgave. Hendes hår var blevet klippet flere gange nu. Det var sort i bunden og krøllet, så anderledes det hun havde haft før canceren, så nyt.

Og min far var rask.

Det troede hun også at hun var. Lige i det øjeblik inden hun tog telefonen eller sprættede brevet op, troede hun det, hun havde virkeligt ingen anelse, og hun må have kigget på de sorte negle eller på kruset med rander eller på bogen der lå så man kunne ane bogmærket, og jeg tror hun ville ønske hun ikke var stoppet med at ryge, netop da.

Tænk det stadig er blåt #21
Foto: Gitte Lotinga

ventetid

Han droppede kontrollen, min far. Sagde det var ventetiden, spildtiden, de lydløse træsko på gangene der nåede at klapre forbi så ufatteligt mange gange mens man sad der. Arbejdet ventede jo, en times kørsel derfra, og det kunne man ikke byde de gamle; at der skulle komme en anden og rense deres sår, skifte deres forbindinger, fordele deres piller. En anden end ham.

Jeg nåede knap at få ind under huden at han var syg. Tog luft ind, ville sige noget … Ikke igen, ville jeg have sagt. Og Du må ikke dø.

Så var han helbredt.

Bag de gule markiser over øjnene vendt mod havnen havde de været, han og hun, sammen, indhyllet i hospitalslugt og den der helt særlige cancernærhed. Og jeg sad i den anden ende af landet med opslåede lærebøger og litteraturhistorien og læren om stilistik, sad i storbyen med trafikken som slanger på gaden under mig og ingen markiser der kunne skærme mod verden.

Og nu droppede han kontrollen, tog den selv, gjorde han, mærkede efter, brugte den sunde fornuft herfra, for han troede ikke på det system han selv arbejdede i, troede ikke på forebyggelse og ville ikke lægge sit fremtidige liv i deres hænder. Jeg skældte ham ud, brugte sarkasme, lænede mig op ad ham, helt tæt og bedende, blev fem år igen, men han var ligeglad, min far.

Tænk det stadig er blåt #20
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

hvad du ønsker, skal du få

Jeg havde altid ønsket mig en storebror. Med knallert og skægstubbe og det der magiske lillesøstre ikke kan stå for. Med fodboldplakater fra B.T. på væggene, læderjakke og en Puch Maxi og cool kammerater man kunne drømme om at kysse, og kærester man kunne låne makeup og hvide pumps og stramme cowboynederdele af.

Jeg havde altid ønsket mig en storebror. Jeg ville stjæle hans kassettebånd med Duran Duran og Lou Reed og Gasolin’ og hans fodboldblade og Den Blå Bog med billeder af alle hans venner. Han skulle slingre gennem byen med mig på bagagebæreren og lære mig at drikke pilsner, og han skulle lange den første fyr der fik mig til at græde, et blåt øje.

Men sorg udvisker aldersforskelle. Når man står der med huden skrællet af, og angsten ligger blottet mellem en, når man griner ad fortiden og frygter fremtiden, når man skriver dødsannoncer og mindeord, vælger salmer og en natursten vi næsten selv kunne have fundet ude på Kristians mark, og messingbogstaver og det helt rigtige gravsted under blodbøgen, så betyder det pludselig intet hvem det var der slingrede gennem byen med hvem på bagagebæreren.

Tænk det stadig er blåt #19

og vinter kom

Det var det der sted på markvejen, i knækket, der hvor grantræerne skærmede for garagen, og man skulle stille sig på tæer i den grønne kradsestol inde i stuen for at se hvis bil der var på vej op til gårdspladsen. Det var det samme hvert år, og han stod i træsko og Helly Hansen-termojakke og skovlede i flere timer inden sin vagt, og bilen kunne lige snige sig ud gennem de to spor i alt det hvide når han skulle afsted.

Hun vandrede hændervridende rundt i stuen, nåede han det nu, og hvad med vejene, var de overhovedet farbare? Og hvorfor havde han ikke taget en hue på? Jeg stod i lænestolen med panden mod ruden og kunne se vinden hvirvle hans hår og sneen op i det skarpe lys fra neonrøret over garageporten, og hans næse var rudolfrød og dryppede, og når han kom hjem fra sin nattevagt i det tyste snedækkede morgenmørke, havde han stillet bilen nede for enden af markvejen til hende.

Og lørdagsgæsterne travede gennem driverne med markerne som pudderbløde dyner på hver side af det ryddede spor og sammenskudsmaden i gryder og Faxe Fad i en fletkurv højt løftet. Nogle af dem kom aldrig hjem den aften, så vi sov på madrasser i stuen, og det kollektivliv de havde drømt om da de var helt unge og boede oppe under taget på Kong Georgs Vej – på Frederiksberg der lød som Fies villakvarter i Den hvide sten i mine ører – foldede sig pludselig ud ved morgenbordet dækket af alt det huset formåede.

Og brønden frøs til. Inde i baggangen ved siden af vaskemaskinen stod en mælkejunge med vand nede fra Kristian. Han og min far havde slæbt den ind. Den er tung, sådan en junge, og låget gungrede når man lagde det på efter at have øst vand op med det orange litermål. Jeg kan stadig fornemme mælkejungekanten hvile mod armhulen når jeg stod på tæer og strakte hele armen ned mod vandet efter et par dage. Og der var ingen jern eller rust i det vand, så vi kunne med ét drikke saftevand der smagte af solbær.

Jeg vil tro hun hadede det. Det var så usselt med den junge, syntes hun, og al den skovlen sne, og de gamle biler der skulle sparkes i gang, døre der ikke kunne lukkes op, vinduer der ikke kunne rulles ned. Toilettet der stoppede, og det der sted i haven hvor jorden så blev så sumpet at græsset stod under vand.

Og han ryddede vejen, gæsterne travede gennem sneen, og hun røg en ekstra smøg.

Tænk det stadig er blå #18
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga