fugl

A_FUGL

 

Der stod en gigantisk bøg i haven da mine forældre købte huset. Dens lange, slanke stamme var perlebroderet med hagl fra et luftbøsse en flok drenge havde plaffet ind i træet en listig sommerdag. Efter klokken 13 tog bøgen alt sollyset, og der var fugt i den ene ende af huset, man kunne lugte det i skabene og i min fars grønne fløjlsjakkesæt der tit kom til at hænge lidt for længe i de skabe. Og det irriterede hende, fugten, mørket, skyggen, hun sagde det tit, hendes stemme var knirkende, knagende. Men der var en gynge. Et bræt med et tov igennem der nev i ens børnebare lår, og når jeg gyngede, var jeg lille Ida der kunne se helt til Mariannelund, når jeg lagde mig tilbage, kunne jeg se trækronen brede sig over mit hoved som en grønbølgende luftballon. Når jeg lagde mig tilbage, hvilede mod luften, fløj jeg, ud og ind af det dunkle, ud og ind af det kølige, ud over markerne, ind over land.

Jeg har været ti, jeg kan ikke huske det, men jeg vælger at det var deromkring, for jeg kunne stadig lide at gynge, det sang i maven, summede i tæerne, og de fældede træet. Hun havde talt om det længe, lige siden vi flyttede ind måske, og hvad skulle man egentligt også med en terrasse der henlå i skygge det meste af dagen, så der lå store lyse lunser af træet i haven flere dage efter og grene der havde drysset deres bløde blade ud over plænen. Og så stod man der, på stubben med et helt åretegningsliv under fødderne, og der var sol på terrassen til ud på eftermiddagen hvor hun sad med smøg og kaffe og arbejdsdagen som en svag aftegning under de blå øjne.

Man kunne have hængt en hængesofa op i den bøg. Med hvidmalede kæder som rustede i efteråret, og blomstrede hynder og sommerhuslugt i betrækket. Der kunne hun sidde i pensionisthverdagen med børnebørnene som små kælne katte i skødet, og min far ville gå rundt i sine træsko og male vinduesrammer eller klippe hæk. Et maleri ville de have været, et Carl Larsson-maleri, med rododendron og solsikker og vildtvoksende græs og fugle om benene og strikkede sjaler og stråhatte, den ville kaste skygge over min mors læsende ansigt. Men hun må have vidst det. Vidst at hun skulle se at få skabt noget sol på den skide terrasse før det var for sent.

Tænk det stadig er blåt #1
Foto: © Gitte Lotinga

Hvor der er fugle

– er der fisk, skriver Maren i sin nyeste bog. Og den har jeg helt glemt at fortælle om.

Bogen udkom for et par uger siden, og det fejrede hun i Politikens Boghal med publikum og sin crowd (that would be us) og samtale om bogen med P1’s Klaus Rothstein. Der parentes bemærket godt kan lide bogen. Det kan jeg parentes bemærket også.

Og Maren læste op og foldede bogen ud for sit publikum, og vi fik serveret skumsprøjt og hemmelighedernes væsen og kalve med flere hoveder sammen med bobler blandt alle bøgerne, og Maren strålede og signerede, og i et hjørne sad Julie og jeg fra Verdens sejeste skrivegruppe og iagttog hende smile og tale og sidde bøjet over endnu et eksemplar af sin nye bog – og vi var behørigt stolte. Det var jo også vores ord der da mødte verden, næsten.

Jeg vil ikke sige særligt meget om bogen, synes bare I skal læse den, den er en ægte Maren; dyster, tørt konstaterende, tragikomisk, ja, den beskriver livet med alt det det indeholder af groteske relationer, tanker og følelser.

Darling var aldrig kommet sig over synet af den indavlede kalv, hun havde set hos Fede. Den havde ligget der forkrøblet med for mange ben, stadig smurt ind i fedt fra moderkagen med et blik, der viste at den også selv vidste, at den var helt gal. Fede havde selv slået den hårdt i hovedet med en skovl til den var holdt op med at spjætte og sagt, at det var da også satans, man skulle gøre alt selv her på stedet. Han var rød i hovedet både af sommervarme og vrede. Bagefter var kalven blevet smidt på møddingen. Selv om Fede havde beordre, den skulle graves ned, så de alle slap at se på det forbandede misfoster. Men siden han ikke pegede på en bestemt, da han sagde det og i øvrigt selv aldrig slog vejen forbi møddingen, blev den bare liggende der og glo forpint efter Darling med sine to hoveder og alle sine døde øjne, når hun løb forbi for at komme ned til vandet og hjem til fyret.

Hvis I vil læse mere om bogen, så gør det blandt andet her, her og her.

Hvor der er fugle

Når ondskab kommer i glittet papir

Midt i alt det triste er der heldigvis også noget at fejre.
I går havde Verdens bedste skrivegruppe taget de høje hæle på, for Julie og hendes gnistrende røde nye krimi, Mirakelmanden, var dagens midtpunkt.
Jeg var bombet efter ganske få timer på kontoret, tog hjem for at sove en times tid, vågnede fem minutter efter at jeg skulle have krammet Julie tillykke og måtte blæse gennem byen i silende martsregn.
Der er heldigvis intet som bobler og små kager med lyserødt flødeskum der lægger sig som fløjl i munden på en, og gode ord, og dem er de mestre i, inde på Politikens Forlag, der kan få en til at smile, så vi fik sendt både Julie og hendes mirakelmand så fint ud i verden.

Bogen er bind 6 i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, og denne gang har Julie smidt hende en tur til Finland, med pitstop i Stockholm, og det kan godt være Finland er noget med grønne træer og blå søer og åbne vidder, og I tror det er finsk lakrids, Iittala-striber og Marimekko det hele, men ha, ikke når Julie skruer det hele med gru og råhed og alle de ondeste følelser vi mennesker kan besidde.

“Men er det uhyggeligt nok?” har Julie spurgt et par gange undervejs i skriveprocessen når vi har siddet der ved stambordet på Norden med roser og hvide duge og caffelatte og en lille kage til.
Og ja, har vi nikket, det er det.

Da Vladimir kom til sig selv, var han fastspændt og ude af stand til at se noget.
Han prøvede at blinke med øjnene, men det ændrede ingenting. Alt omkring ham var sort. Han overvejede, om det mon var, fordi nogen havde givet ham bind for øjnene, men da han forsøgte at trække armene til sig for at mærke efter, gik det op for ham, at de var spændt fast, det samme var hans ankler.
Han stivnede. Lå helt stille og mærkede panikken ulme under huden.
”Hallo,” kaldte han. ”Er her nogen?”

Mirakelmanden  Verdens sejeste m Mirakelamanden

I kan læse meget mere om bogen og se film og alt muligt lige her.

Noget om sorg

Musik er forbudt. Det vækker så mange følelser. “Lad være med at høre det alene,” siger de. Der er salmer om søndagen, med trænede medarbejdere, klar til at gribe dem, der bryder sammen under sang. 

Jeg har opdaget noget om sorg: Den har mange forskellige former – også inden i mig.

Da min mor døde, var sorgen en følelse af også at være blevet historieløs, at mangle et bindeled, nogen der kunne huske hvordan det havde været, hvordan jeg havde været, hvordan min fødsel havde været. Sorgen lå som en tyngde i mig, som en tåge indeni, den bredte sig når jeg tænkte tilbage, når jeg tænkte frem, for hvordan skulle jeg kunne planlægge en fremtid, en fremtid med børn og nye drømme, når hun ikke var der, når min far ikke kunne dele det med hende?
Min forældre og jeg boede i hver sin ende af landet da min mor døde, så hun manglede primært i bevidstheden, i den anden ende af telefonen, i sommmerferierne når vi lå på græsset i haven med markerne omkring os og vestenvinden susende gennem træerne, og hun manglede i julen hvor ingen havde opskriften på risalamande eller vidste hvordan hun nåede at få anden sprød mens vi var i kirke eller så Disney’s Juleshow.
Sorgen var der hele tiden som en påmindelse om at familien var amputeret, at jeg var amputeret, jeg manglede et anker, et pejlemærke. Og til sidst opdagede jeg også at sorgen var blevet en undskyldning, en undskyldning for ikke at drømme mere, for ikke at lægge planer, at tage mig at det jeg burde i mit liv – for hvordan kunne nogen forvente det når jeg var moderløs?

Og nu, nu er sorgen noget andet. Nu er den et vemod over at alt det vi, Ulven, Dorte, hendes kone og børnene delte, ikke er mere. Alle hverdagsstunderne, bålfadet i gården, de ristede pølser, salaterne, middagene, boblerne vi delte så rigeligt af. Alle brætspillene, gåturene, al latteren og alle pauserne når vi talte, fordi vi vidste at vi havde et helt liv foran os at tale i.
Dorte var ikke blot Ulvens bedste veninde, hun var hans kollega, hans chef, hun var leder på børnenes skole – hun og hendes familie var nogle af dem vi så allermeste, de var flettet ind i vores hverdag, vores arbejde, vores liv … Hun er i min indbakke, på Facebook, på Instagram. Der har min mor aldrig været.
Derfor er sorgen nu et tungt gisp der undslipper mig når jeg tænker på alle de huller der nu slås i hverdagen, alle de middage som ikke kommer, alle de sms’er der ikke længere bipper ind om aftenen når Ulven og hun slutter dagen af, Ulvens dybe, glade latter når de talte i telefon sammen, de kunne le, kunne de, sammen som ingen andre.

Sorgen over min mor var et løvebrøl jeg druknede ind mod min kæreste hals, store hulk der ramte ham som bølger en sen aften på hospitalet, larmende, rungende, men sorgen nu er så stille, den er tårer der siler, tavshed i stuen mellem os.

I disse dage tænker jeg, mindes jeg, og i disse dage læser jeg forstandige damer for at blive klogere på andres sorg. Og min egen.

Noget om sorg

Og det endte …

Da jeg skrev dette indlæg for præcis to uger siden, levede både vores nære veninde, Dorte, og Maria Gerhardt.
Nu er de begge døde. Ingen af dem nåede at fylde 40.

Jeg har jo selv mistet, min mor, der var 52 da hun døde – men hun havde voksne børn, godt på vej med kærester, drømme og kærlighed i livet – men når unge mennesker må herfra, er sorgen så anderledes; rå, voldsom, rivende og flående. Også selvom den var ventet.

Når døden rammer et menneske alt for tidlig, når sygdommen rammer mennesker med så meget uprøvet liv foran sig og deres børn, så minder det os om at vi skal huske at leve, at elske, at gå med bare tæer i græsset. At vi skal kigge op i himlen, følge forårssvalens dykkende, vuggende svæven hen over alt det blå, at vi skal være her, til stede … Vi skylder dem det, dem der ikke længere kan det, vi skylder de døde det, synes vi.

Vores veninde var i særdeleshed eksponent for netop det. Hun delte generøst og modigt sin sygdom, sin sorg, sin angst og sin afmagt med sine mange venner og følgere på Facebook, det var råt og ærligt og svært at være vidne til, men netop som jeg skrev, dengang for to uger siden, så er man nogle gange nødt til at læse også de tunge og svære ord – fordi man har det privilegie de ikke længere har; at man kan stå op til en ny dag dagen efter.

Alligevel var det første der slog Ulven og mig da vi vågnede i morges, hverdagen. Madpakkerne der ventede, hold nu kæft vi orkede ikke tunsalat og grovboller og små sprøde gulerødder, men inde ved siden af lå to gryntende, sengevarme unger, vores. Vi har dem, og de har os. Vi har nogen at smøre madpakker til, og de har nogen der kan …

Da vi fik beskeden om at Dorte var død i går, havde jeg kun lyst til at åbne en flaske vin. At drikke mig gennem aftenen til en gedigen rødvinshovedpine, men vi havde kun bobler på hylden, så de røg på køl, og da ungerne var puttet, og vi sad der i sofaen med hverdagsrod og aftenritualer som dynger af dårlig samvittighed rundt omkring os, skålede vi. Løftede glasset, tudede lidt, mindedes, talte – og var stille. Helt stille.

Når livet ender

Ulven og jeg har en nær ven der er dødssyg af kræft.
Hun har været det længe, hun og hendes familie har været midt i det længe, og ude i periferien af denne umenneskelighed står vi, hendes venner.
Vi prøver at række ind, at gøre noget, men kræft er en ensom vandring, og intet, intet slår det at stå der med sit liv i hænderne og vide at man ikke længere kan passe på det, at ingen kan passe på det.

Det kryber ud og ind ad vores hverdag, bevidstheden om at vores liv er så let, så fint, så leende sammenlignet med det de står i, og indimellem slår det luften ud af mig, og jeg bliver så berørt af det.
Sådan en dag er i dag.
Og jeg prøver at adsprede mig med musik og kaffe, men den bog jeg oversætter, er så fuld af ondskab og skræmmende fremtidsvisioner og tortur, og det er næsten mere end jeg kan håndtere. I dag.

I dag udkommer også Maria Gerhardts Transfervindue, og mit SoMe-feed skubber hende så nænsomt og massivt ind i min virkelighed. Måske er det også derfor det er sådan en dag, jeg tror det.
Jeg ved ikke om jeg kan læse flere af Gerhardts ord, tænkte jeg da jeg læste Lotte Thorsens smerteligt fine interview med hende i Politiken i lørdags. Men nogle gange er man nødt til netop det, at læse ord som dem Gerhardt skriver, fordi det er hendes virkelighed, vores vens virkelighed, hver eneste dag, hvert eneste fucking minut, og de har ikke det pivilegie jeg har; at det kun er dage, som i dag, det slår luften ud af mig, at det kun er dage, og ikke det sidste af mit liv.

Så jeg vil købe den bog, trække luft ind, læse, tænke – og leve.

Transfervindue