ar


Vi mødtes under stjernerne i den smukke tøndeformede bygning. Der var udsigt over søerne og springvandet der symboliserer solen, månen og jordens omdrejninger, og pusherne der forsøgte at skjule sig i skyggerne helt inde ved muren med zigzagmønsteret.

Der var julefrokost, og vores ansigter var stadig blanke og glatte, livet havde ikke dannet rynker endnu, ikke udenpå i hvert fald. Vi var begge i sorte bukser, sort blazer, hvid skjorte; vi lignede Julia Andrews i Victor Victoria, og der lå ti centimeters tavshed på den hvide dug mellem os. Vi havde hilst, vi spiste, vi sad der mellem kollegerne, men da vi først vendte os mod hinanden og begyndte at tale, stoppede vi ikke før et kys timer senere afsluttede samtalen ude på Gammel Kongevej. Og siden har vi ofte kigget stjerner.

Han lignede ingen mand jeg havde mødt før. Intet lignede noget jeg havde mødt før, så let, ligetil. Så usikkert. Men man bliver jo hele tiden overhalet indenom af livet. Så kommer det buldrende der med dets uperfekte kærlighed og dets bedreviden og alt det man ikke troede det også var. Er.
Vi kyssede i et vinterslukket springvand i Amaliehaven på første date, drak blå shots på Galathea Kroen sammen med hans bedste ven, og da vi sagde farvel, spænede han efter bussen som var vi en Nils Malmros-film.

Vi havde stået der i baren og leet og grinet og talt hen over realiteterne. Han havde lige forladt en kærlighed, havde hele sit liv i en taske, boede her og der og hjemme hos sine forældre, og inde under tøjet var hans hud gennemskåret af skrammer, af virkelighed og af levet liv. Af ar. Allerede. Og inden aftenen var omme, havde han vist mig de største.

Tænk det stadig er blåt #27

som stjerneskud




Jeg kan godt lide tanken om at det var hende som sagde det. Inden hun blev syg, da jeg var barn, blot en prik i livet.
Nej, nej, du må ikke sige det højt, sagde hun og lagde sin hånd hen over min mund. Og i hendes blå blik lurede smilet. Vi havde lige set et stjerneskud, det dalede over himlen, ned mod marken, svævede ud i verden som mælkebøttefrø, og ønsket var som en tyggegummiboble, på vej ud over læberne, lyserød og vibrerende bristefærdig.
Nej, nej, du må ikke sige det, så går det jo ikke i opfyldelse. Man skal gemme det, herinde …

Så nu lå jeg der, femten år efter, tyve år efter og bange voksen. Jeg talte uden ord ned i puden om aftenen. Jeg messede det samme tavse ønske igen og igen og igen – når jeg hævede blikket over Langebro om morgenen i den bugtende universitetsslange på vej til KUA, når jeg stod og rørte i pastasovsen om aftenen, rundt og rundt, når jeg svømmede, tag for tag de første 25 meter, 200, 1000, bane efter bane. Jeg hviskede, kiggede på himlen, hviskede, igen og igen og igen.

Tænk det stadig er blåt #26
Foto: Gitte Lotinga

planer

Han gik ikke synderligt op i statussymboler som havespringvand, eksotiske rejser og rødvin. Eller kongeligt porcelæn, sortglaseret tegltag og den slags. Røde bøffer og Rolex-ure. Han har altid mere været tilhænger af en limpistol og brugtvognsmarkedet og de danske campingpladser. Af nøjsomhed og lapper på tøjet og gør-det-selv-projekter. Og kærlighed; dét var de enige om.

Men han sparede op, kistebundsrigdom syntes at være gud, og det eneste jeg har hørt dem diskutere indædt, vedholdende, er den skide kapitalpension. Så hævede hun stemmen helt svagt og forsøgte med fornuft og følelse og gråden som en helt svag dirren.

I alderdommen skulle der være penge nok, syntes han at tænke, dagene skulle være belagt med Danske Bank-tryghed, og de skulle leve, skulle de, med Beaujolais og Spies Rejser og Otto Duborg og hele molevitten.

Men livet har det som bekendt med at være pisseligeglad med langtidsplanlægning og opsparing og sympatiske drømme. Livet skider på den slags, gør det. Det drysser med let hånd brud og opgør og konkurs og kræft ud over os, det lader støvet lægge sig på rødvinen i vinreolen, og rejsegavekortene på opslagstavlen bliver gulnede, de udløber, alt imens man kan høre seddelpressen inde ved siden af.

Tænk det stadig er blåt #25
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

morgenkåben


Jeg havde aldrig vundet noget. Men det var sommerfest, og på sportspladsen bag hallen var målene byttet ud med telte og boder, og man havde trillet en pølsevogn ind over målstregerne og parkeret den så man kunne dufte en enkelt med ristede løg over det meste af pladsen. Der var revy og ringridning og fiskedam. Og en tombola. Hele byen var der, mureren, købmændene, lærerne. Brugsuddeleren og pedellen fra skolen. To fedtede mønter havde jeg i hånden, og adskillige lodder rigere fortsatte dagen med røde pølser og astronaut-is og chips med dildsmag.

Det var en lilla morgenkåbe i rillet frotté med vide ærmer, og jeg holdt den kun ganske kort i hånden – tænk at jeg vandt – inden jeg sagde til min mor at den måtte hun få.

Søndagsmorgener med Lurpak og rundstykker med birkes blev efterhånden vævet ind i stoffet, og Hitchkock-gysere og en influenza eller to og alle forårsforkølelserne. Men til sidst da luven var slidt af på albuerne, og den ikke længere kun omfavnede hende en sjælden søndagsmorgen, men hver dag fordi kemokvalmen var på sit højeste, og det eneste hun havde lyst til, var cola og grapefrugt, da lugtede den ikke længere af hende.

Tænk det stadig er blåt #24

life goes on


Jeg havde lige lagt røret, sådan føltes det, men der var gået timer. Og i det efter som livet endnu en gang var blevet, havde nogen flettet en blytråd gennem kroppen på mig og snoet den så stramt rundt om mine organer at jeg ikke kunne trække vejret. Men ilten sivede forræderisk ind og ud gennem huden, ind gennem porer og åbninger, jeg kunne ikke slippe.

Vi havde taget pænt tøj på, og jeg forsøgte at gemme mig bag fed foundation og løs pudder, forsøgte at kamuflere forgrædte øjne bag mascarabeklædte vipper og kunstigt smil. Vi havde overrakt gave, vi havde krammet og sagt tillykke, og nu sad vi der i sofaen og småsludrede og spiste boller og lagkage og lo ad familievittigheder, og min stemme gled ud over læberne på mig, den dannede sætninger der hang sammen, sætninger der gav mening, selvom der var tomt som den sorte nat inden i mit hoved. Jeg kunne jo godt høre jeg lød som mig selv, jeg lignede mig selv, jeg kunne godt se det, og jeg konverserede, det er ligesom at cykle, det sidder i kroppen på en, men hele tiden lå det der, lige inde bag alle de forbandede banaliteter der kom ud ad gabet på mig.

Hun dør. Det er sådan det er.

Tænk det stadig er blåt #23

når verden vælter

Måske sad jeg også i plysstolen da hun ringede denne gang, måske kunne jeg mærke plyssen mod benene, den kradsede. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang huske hvad hun sagde, hvordan hun sagde det, om undergangen også denne gang dirrede i hendes sprøde stemme. Måske var det min far der ringede, det har det sikkert været, jeg ved det ikke.

Men jeg er sikker på at jeg har kigget ud på verden. De gule bybusser måtte ligge væltede, hulter til bulter, husene måtte være styrtet sammen i bløde skyer af støv, søerne måtte være dækket af is, her midt i juli, og menneskene, menneskene måtte da være stivnede i deres sidste skridt, de var lige ved at sætte foden i fortovet, men nu hang den der i luften og ventede på at nogen, en eller anden, knipsede, og verden atter ville være i vater.

Tænk det stadig er blåt #22
Foto: Gitte Lotinga

år 0, version 2.0

Måske var hun kommet ind fra haven med sveden som perler i dunene på sine kinder og sorte negle som hun kiggede på da hun tog telefonen. Måske havde hun som altid sang i stemmen. Eller var det slet ikke telefonen, fik hun et brev? Var det posten der havde hentet hende ind fra haven? Eller måske havde hun siddet i hjørnet med et kafferandet krus og en bogklubbog, eller hun havde lige taget en lur og var stadig en anelse døsig, så hun var først ved at sætte kaffe over. Jeg ved det ikke. Jeg glemte at spørge. Men udenfor duftede verden af riddersporer og lupiner og hyld, og det var snart jordbærtid, himlen var høj, og skyerne får der sprang hen over alt det blå, og hendes hud rødmede let efter den ansigtsbehandling hun havde fået i fødselsdagsgave. Hendes hår var blevet klippet flere gange nu. Det var sort i bunden og krøllet, så anderledes det hun havde haft før canceren, så nyt.

Og min far var rask.

Det troede hun også at hun var. Lige i det øjeblik inden hun tog telefonen eller sprættede brevet op, troede hun det, hun havde virkeligt ingen anelse, og hun må have kigget på de sorte negle eller på kruset med rander eller på bogen der lå så man kunne ane bogmærket, og jeg tror hun ville ønske hun ikke var stoppet med at ryge, netop da.

Tænk det stadig er blåt #21
Foto: Gitte Lotinga