når de forlader os

Vi forandres når vores mødre forlader os. Det sætter spor i sjælen, farver det blik vi ser verden med, trækker smerten ud i huden.
Det er – også – det den her fine ungdomsbog handler om – foruden venskabets anatomi, dets vide grænser og sorgen over tabet af netop venskabet som kan være så altopslugende sort.

Miranda og Syd er nære veninder, bundet sammen af en fælles historie; deres mødre forlod dem. En dag forsvinder Syd bare. Og bogen handler om den vandring Miranda begiver sig ud på for at finde ud af hvad der er sket med Syd.

Syds flugtplan var blevet legendarisk på La Cruces High. Hendes mor var alkoholiker og forlod hende, og hendes far var et røvhul. Men Syd var anderledes. Hun trodsede alle odds, og folk elskede, når nogen gjorde det. (…) Hun har ikke altid været sådan. Alt forandrede sig, sommeren inden vi begyndte i highschool, da hendes mor tog på afvænning og brugte to måneder på at blive ædru, inden hun stak af til Colorado og overlod forældremyndigheden til Ray. Hun forlod Syd uden nogen form for forklaring eller undskyldning. Det var vildt. Jeg var knust. Jeg kunne ikke sove, og mine angstanfald vendte tilbage for fuld styrke. Min far rullede hele kriseberedskabet ud og sendte mig hen til den psykolog, jeg havde gået hos, da min egen mor forlod os syv år tidligere.

Bogen er netop udkommet, og selvom jeg var voksen da jeg mistede min mor, selvom jeg ikke har været i sorg over bristede venskaber siden jeg var ung, har den været en genkendelig fornøjelse at oversætte. Jeg tog turen tilbage til de venskaber jeg grundlagde i gymnasiet, til den store kærlighed der kan være i netop dem – og til følelsen af at man har hele livet liggende derude i horisonten og mindst lige så meget levet liv liggende i bagagen. Det er i hvert fald sådan Miranda og Syd har det i Savn mig ikke. Og måske er det også sådan det er.

 

kunsten at skrive på et afslag

Der har været noget stille i mit skrivecenter – og på bloggen – siden jeg lagde sidste scene fra Tænk det stadig er på blåt på bloggen i september.
Det er ikke fordi jeg ikke har skrevet, for det har jeg, bare ikke på bloggen.
Det føltes som at lukke en bog man har været i gang med at læse uendeligt længe, og så forsøge at slå op på første side i en ny, en der ligner, for kun at konstatere at ordene slet ikke smager lige så godt, de ligger bare der som små syrlige bolsjer på tungen. Det har været tomt og underligt og vemodigt, udtømt på en eller anden måde.
Og det har føltes som at skrive videre på et afslag.

Jeg har prøvet det flere gange, og det er altid lykkedes mig at ryste afslaget af mig og sætte mig til tasterne igen. Nogle gange skriver man umådeligt godt på trods, andre gange på vrede og indignation, men nogle gange kan et afslag også slå ihjel -romaner, drømme, kreativitet.
Et afslag kan sætte sig som migræne, som gigt i fingrene, som en tyngde der gør at man ikke får slæbt sig hen til tastaturet, staffeliet eller klaveret med det samme igen eller nogensinde måske …
Jeg har talt med rigtigt mange af mine forfattervenner og -bekendte om netop det, om afslagets anatomi – for det er for langt de fleste skrivende (og udøvende kunstnere i det hele taget) et vilkår man er nødt til at tage brydergreb på indimellem. Det er et vilkår når man på den eller den anden måde er skaber af noget andre, ganske som i Klodshans, kan sige Duer ikke – væk! til.

Men i efteråret læste jeg korrektur på en bog om Kamma Rahbek, og deri var det mest vidunderlige citat af Adam Oehlenschläger.
Engang i 1816 takkede Det Kongelige Teater pænt nej til et af hans stykker, men Oehlenschläger, ja, han var ikke synderligt tynget af hverken den ene eller den anden form for tomhed.

Jeg er een af Danmarks almindelig erkiendte første Digtere” skrev han til  teatercensorerne, “jeg er Professor i Æ s t h e t i k e n ved Kiøbenhavns Universitet; jeg er i min modne Alder, og min bedste Kraft, og min Ære kan paa ingen Maade taale, at jeg skulde finde mig i en slig Kabale, og koldsindig see mit Arbeide udelukket fra en Skueplads, hvor man dog saa ofte har givet forbarmelige Sammensætninger. Antages mit Stykke ikke, saa udbeder jeg mig de philosophiske og philologiske Professorers Kiændelse i denne Sag, og med den appellerer jeg til Kongen, og mine Medborgere.

Sådan. Så nemt kan det gøres – får jeg det ikke som jeg vil have det, ja, så appellerer jeg til Kongen, og mine Medborgere.

på kanten af et nyt år

Jeg er ved at lukke ned for 2018 på kontoret.
Jeg streger ud og sætter kryds, lægger planer, drømmer.
2018 har været lidt flosset i kanten, jeg har haft fløjtende, syngende travlt, har oversat så tasterne slog gnister, og jeg har haft det så stille at jeg knap turde åbne kalenderen af frygt for at den kun bestod af blanke sider.
Og så har jeg skrevet, på en ny roman og på Tænk det stadig er blåt – der blev min debut som autobiografisk blogromanforfatter. Det har været godt at kigge på livet gennem et litterært filter, at se på min mor, på hendes sygdom, på hendes død, og det har været godt at sætte Gitte Lotingas fine billeder til – og jeg har savnet romanen lige siden sidste indlæg blev lagt på …

Heldigvis har året været spækket med litteratur der har fået mig til både at le og græde på kontoret, jeg har måttet tage luft ind til både Dødevaskeren og I hans øjne så jeg døden, og da jeg oversatte Six of Crows-serien, genfortalte jeg for ungerne om aftenen til kødsovsen stivnede på tallerkenerne. De åd fortællingen i store mundfulde, og de var lige så vemodige som jeg da jeg satte det allersidste punktum på side 900.
Jeg er blevet klogere på fordelen ved hemmelige forelskelser, uduelige ægteskaber og ung kærlighed der giver blå mærker, på fiktiv selvtægt begået i mit hood, terror på dansk jord, politiske citater, og jeg har ikke længere nogen grund til ikke at have klæbehjerne. Jeg er dykket ned i gådefulde dyr, nordisk vildt, Luther, Kamma Rahbek og “den danske spion” Lembourn – jeg har med andre ord oversat, korrekturlæst og redigeret nogle af de allerbedste bøger.

Det er så priviligeret, så berigende, så helt igennem lækkert – og jeg glæder mig kun til endnu mere af det i 2019.

Vi høres ved!

Foto: Gitte Lotinga

kim er død


Jeg lå der på det løkkede gulvtæppe i stuen med spil og dukker og tegnepapir. Tusserne lavede huller i tegninger mod det umulige underlag, der blev store blækpletter i prinsessekjoler og trækroner. Og på kommoden lå Soya og Karen Blixen, Irma-hønen blinkede i natten, derovre i hovedstaden, og i den koncentrerede stilhed lagde Jutlandia til.
Det var min barndoms lydtapet; hæs sang om eksotiske Langebro, de smukke unge mennesker og linedanserens stille dans.
Om lidt blir her stille, sang han, og det blir der nu, to minutters mindero i barndommens land. Tak for tonerne, din gavflab.

I går døde manden bag soundtracket til min barndom jo, Kim Larsen.
Thomas Helmig skrev på Facebook at skovens største træ var faldet, Jakob Martin Strid skrev at det var første gang han havde grædt over at et menneske han ikke kendte, var død. Jeg havde det på samme måde.

Jeg skrev ovenstående sekunder efter at jeg hørte at han ikke er her mere, og resten af dagen var fuld af vemod, fuld at tårne jeg havde bygget til tonerne af ham i min barndoms stue der nu lå væltede inden i mig.
Skæbnen ville at jeg havde mistet stemmen (efter min venindes meget talende 50-årsfødselsdag i lørdags), så jeg kunne ikke skråle med på alle hans sange der bølgede gennem verden hele dagen, men heldigvis er det sådan med Kim Larsen at man har ham med sig indeni, han ligger og vugger i kroppen, i sindet, i erindringen – fordi han altid har været der – så jeg sang i det stille.
Jeg sang da jeg så alle programmerne om ham man havde ryddet sendefladen for at vise, jeg nynnede med på de fineste fortolkninger af hans gigantiske arv – og jeg sang helt stille da savnet af alt det han havde lagt lyd til, ramte mig.

Det er efterhånden sjældent jeg savner min mor i hverdagen. Måske nåede jeg ikke rigtigt at få en voksenhverdag med hende, mig i hovedstaden, hun i det nordjyske, måske er det bare så længe siden at der var en hverdag med hende, men i går manglede hun pludselig.
I går ville hun have ringet, det sagde jeg til Ulven da jeg sad der i sofaen med toner og tårer i kroppen, og hun ville forsøge at tæmme stemmen, det ved jeg, men den ville have dirret.
– Har du hørt det? ville hun spørge. – Kim Larsen er død.
– Ja, jeg har hørt det, ville jeg forsøge at sige med min manglende stemme.
Og i baggrunden havde hun sat en plade på, jeg kunne høre Forklædt som voksen knitre bag hende, jeg kunne høre hende tage en slurk kaffe, stærk ville den være, så man kunne mærke at man levede, og så ville vi nynne tavse sammen. Og kloden ville fortsætte med at dreje stille rundt.

Foto: Ulven

øje for øje

Jeg har lagt sidste hånd på korrektur af en krimi der handler om selvtægt.
Det var interessant, eftertænksom læsning, hæsblæsende drama i et hood jeg kender godt, Bellahøj, så jeg kunne se kulissen om skuddrab, knivoverfald og voldtægter så ulideligt levende for mig.

Jeg har altid været fascineret af selvtægtsbegrebet – for hvor langt vil vi egentlig gå hvis en forbrydelse ikke længere er noget vi kun læser om på knitrende papir, men en skygge der har lagt sig over vores liv, vores barns, ægtefælles eller vens liv?

Jeg læst engang et interview med den begavede forsvarsadvokat Merete Stagetorn der sagde noget i stil med at alle mennesker besidder evnen til at begå en forbrydelse under de “rette” omstændigheder, og et andet sted har hun sagt: “Jeg har lært, hvor mangfoldigt samfundet er. Jeg har også lært, at mennesker, man ellers ikke skulle tro det om, kan vise sig at være selskabstømmere, storsvindlere, pædofile, tyveknægte, alt muligt.”

Stagetorn var, som advokater vel er flest, fortaler for og forsvarer af retsstaten, hun havde tillid til systemet – derfor turde hun også lægge det trygt over til systemet at dømme; hendes opgave var at give selv de skyldige det bedste forsvar, så ansvaret kunne placeres det rette sted, så retten kunne udmåle den rette straf. Men Stagtorn var ikke i tvivl om at alle, hvis man kommer langt nok ud, kan blive forbryder (og derfor fortjener et engageret og velopbygget forsvar) – og hun anerkendte dermed at følelserne kan tage over der hvor retsstaten ikke synes tilstrækkelig.

Det er interessant, synes jeg. For det bryder på sin vis med alt det jeg mener vi til enhver tid skal forsage, nemlig forståelsen for at man tager sagen i egen hånd, forståelsen for at vi vælger en vej der gør os selv til forbrydere. Ikke desto mindre føler jeg ofte en vis lettelse når sadisten får sin velfortjente bekomst, om end i et fiktivt univers, når offeret slipper afsted med det, og når vi forstår hvorfor han eller hun ikke længere havde evnen til at vente på netop retsstaten.

som en klippe i landskabet

Jeg hører Teitur og skriver på nyt romanprojekt.
Tænk det stadig er blåt duver inden i mig, stadig. Det har været en del af mig så længe, af min hverdag, mit arbejdsliv, det er min historie. Og nu ligger den herude til skue.
Da jeg begyndte på romanen, handlede det mest om min mor, om min sorg, om hvordan det er at leve med at det blev cancer der skrev Slut på sidste side i hendes historie. Men efterhånden blev det også en historie om barndommen derude på landet, om det der har dannet mig, om de mennesker der sætter spor i ens liv, om min bror, min mand, min far.

Jeg har altid været fascineret af menneskers historier, af det de kommer fra, af det de er dannet af, fascineret af hvor forskelligt vi falder ud, vi mennesker, også vi mennesker der på papiret har så meget tilfælles. Min bror og jeg for eksempel. Vi har klatret i de samme træer, løbet over de samme marker, har haft de samme samtaler over aftensbordet, gennemlevet den samme sorg. Og alligevel er han blevet en klippe i landskabet mens jeg er en pil der vajer i vinden, til den ene side, så til den anden.

Det er noget af det jeg kredser om i mit nye projekt. Hvad sker der med mennesker når livet folder sig ud på villavejen foran dem – og så anderledes end de regnede med det ville udfolde sig? Hvad sker der når den nabo man lurer på gennem hækken, viser sig at have hemmeligheder og løgne med ind i parcelhuset? Hvad sker der med kærligheden når den skal stå sin prøve?

blå mærker

Det var på den længste glidebane i skolegården. Måske var jeg kommet for tæt på asfalten, måske havde der ligget sand på isen, jeg ved det ikke, men det var i sjette eller syvende klasse, tror jeg, og mit øjenbryn rejste sig som en bule på størrelse med en golfbold. Vipperne lå som sammenklistrede insektben hen over det blå, grønne og gule, og den udspilede hud var som blankpoleret træ. Det var som kunne den sprænges, nu, om lidt.

Jeg tegnede det blå øje op hver morgen. For låst dør med min mors Rimmel-øjenskygge. Dæmpede perlemoret med lidt pudder, følte på huden der stadig var øm.
Hvor ser det vildt ud, sagde de og rørte let ved min arm. Rørte mig.
Tænk at det bliver ved med at være så blåt.
Ja. Tænk.

Tænk det stadig er blåt #63 – sidste afsnit
Foto: Gitte Lotinga