Mon dronningen også var vild og tøjlesløs?

I 1972 fik forfatteren Elsa Gress og hendes mand, maleren Clifford Whrigt, stillet en villa til rådighed af den daværende ejer af Marienborg Gods, grev Peter Moltke.
I huset skabte de kunstnerkollektivet Decenter - der blev et eksperimenterende alternativ til den etablerede kunstscene i 70’erne og 80’erne og samlingssted for et væld af både danske og udenlandske kunstnere og intellektuelle.
Huset lagde smukke rum til udstillinger, teaterforestillinger, foredrag, diskussioner og meget mere i næsten ti år, siden stod det tomt, og nu er det som I nok har gættet, det af undertegnede stærkt roste refugium, Villa Gress.

decenter

Villaen levede sit vildeste liv i en fascinerende og tøjlesløs epoke, dengang i 70′erne, en epoke der i dag regnes som en væsentlig milepæl i dansk kunst- og kulturhistorie.
I 1976 besøgte dronning Margrethe og prins Henrik officielt stedet – og nede i kælderen befinder sig stadig det toilet som dronningen benyttede da hun besøgte huset.

Jeg nåede ikke selv at sidde på det så berømmede toilet – og vel hjemme i hverdagen igen, tænker jeg at det måske ville gøre den lidt mere glamourøs hvis jeg havde gjort det …

Jeg ved ikke om dronningen nogensinde har siddet på toilettet heroppe på tegnestuen, formodentlig ikke, men der kom nye hylder op til toiletrullerne mens jeg tastede og tastede i Villa Gress. Og det er vel også  noget.

I skriverskjul #3

Nå, dag 4 i vidunderlige Villa Gres blev dagen hvor jeg har haft så uendeligt lidt lyst (læs: inspiration) til at skrive.
Læser op på skilsmisser og utroskab, på Maria Callas, hører hendes smukke fortolkninger af arier fra La Traviata, Tosca, Rigoletto – når jeg ikke hører Patrick Dorgan, min nye bedste ven, på repeat.
Jeg læser om selvmord og død og sorg, søger i de alleryderste kroge af nettet, hey, jeg laver jo research! siger jeg til mig selv. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne se det skide dokument vokse, blive længere, så jeg tæller enheder, igen og igen. Men det bliver det ikke længere af.

Og jeg går rundt i huset, suger indtryk, søger inspiration.

villa-gress-5      villa-gress3      villa-gress-4

Hun har aldrig været så tæt på Erling før. Hun skeler over mod ham, det ser ud som om han lige har kørt en kam gennem håret, hun kan se tændernes striber gennem det tynde grå hår, strøget om bag ørerne. De buskede øjenbryn, skægget, tætklippet, og skjortekraven der er slidt hele vejen rundt, knappet helt op. Han kigger ligeud i luften, har proppet hænderne i lommerne, sidder med benene over kors, vipper let med foden i træskoen som om han nynner indeni. Hvad mon han nynner indeni? Hun forestiller sig ikke at han er et menneske der nynner, han slår hende som tavs, sammenbidt, en mand der søger ensomheden i baghaven når de andre drikker hvidvin og fylder havebassiner i forhaven. Har de egentlig nogensinde talt sammen? Hun tror det ikke, ville ønske det, så hun kunne fortsætte den samtale de i så fald havde haft sidst. Men det lader ikke til at nattens stilhed, tavsheden der hænger der mellem dem i de to stole, generer ham. Han trækker vejret helt roligt, vipper med foden, lader blikket hvile.

Det skrev jeg i romanen i går, og det føles også som om jeg trænger til at lade blikket hvile i dag, og det på noget andet end teksten.

I skriverskjul #2

Man kan se bladflimmer på køkkengulvet, høre vinden. Og natten er blæksort med månen som enlig ven over trækronerne.
Og jeg sletter og føjer til, udvider universet, trækker det sammen. Læser op på sorg og ensomhed og småbørnshyl og rod. Bliver klogere, mens romanen langsomt, så uendeligt langsomt sniger sig en side længere, to.

Og i går løb jeg i skellet, med markerne på højre hånd og skoven på venstre. Havde Mads & Monopolets dilemmaer i ørerne og jord under skoene, rev mig på et krat, brændte mig på brændenælder så store som dronningebuske.

der-skoven-stod-saa-smuk1     der-skoven-stod-saa-smuk2

I skriverskjul # 1

Det er måden lyset falder ind ad vinduet på, hen over dyngen med bøger, den lander på min hud. Det er gulvbræddernes knirken, stilheden, markerne der ligger på lur lige bag træerne i skellet.
Det er enkelheden i ikke at skulle andet end det her, skrive, spise, løbe, sove. Tale over kaffen, skrive, spise, løbe, sove.

Jeg er draget i skriverskjul i Elsa Gress og Clifford Wrights tidligere kunsterkollektiv, Villa Gress. I skoven på Møn. På førstesalen sidder Helle og skriver krimi, og jeg forsøger at få hold på den roman der har ligget og vugget stille i mit hoved hele året.
De taler sammen i den. Sidder i knirkende havestole i sommernatten og fortæller hemmeligheder, deler sorg. Men her, omkring mig, er der stille.

Siden sidst er en sommer gået. Jeg har arbejdet, oversat, læst, holdt ferie – i vandkanten og i hovedstaden – jeg har landet nye opgaver, set gamle komme ud i verden med omslag og bagsidetekst – og her i efterårets fine sensommervejr har jeg for første gang meget, meget længe tid. Tid til at skrive.

villa-gress1      villa-gress2

insektspiser

Jeg er jo i fuld gang med den her fine ungdomsbog.
Ingrid, hovedpersonen er landet i vbildmarken, så proppet med insekter og myg at hun er begyndt at tælle dem.

Hvis man laver mad over bål i mørket eller i skumringen, vil insekter, masser af insekter, især myg flyve ned i maden. Og når man skal spise, er der så mørkt, at man ikke kan se insekterne og pille dem op af maden.
             Det er åbenbart ikke noget problem, for de er ikke farlige, når de er blevet kogt.
             Og de er propfulde af proteiner.
             Selvom det var helt friske, og i særdeleshed lokale, insekter, var jeg ikke den eneste, der syntes, det var ulækkert. Ally græd. Seth og jeg spiste næsten ikke noget. Vi insisterede begge på at få så mange insekter som muligt op af vores mad, hvilket betød, at der ikke var særligt meget af den rigtige mad tilbage. Imens overraskede Melissa mig ved blot at trække på skuldrene og spise det hele, og Peace spiste med største fornøjelse og fablede noget om, at insekter bliver fremtidens spise, fordi kødindustrien ikke er bæredygtig.
             (Antal af døde myg: 438, ud over dem, vi kogte og spiste).

Nå, men i går aftes, sent faktisk, men tempetaturen landede alligevel på de 20 grader, læb jeg en tur. Rundt om søerne. Luften dirrede af varme, snak og hygge – og svirrende insekter. Og de var iuke kogte eller noget, de var levende, og jeg slugte mindst fire på min vej. København forvandlet til vildmarken.

En selvfølgelig lethed

Han spiller for alle der gerne vil høre,
for dronning, professor og fæ
Han spiller for månen og damen i Netto
og katten i naboens træ
Han spiller så hjertet får vinger
Han spiller så himlen bli’r blå
Han spiller så håret gror frem på en skaldet
(ja, det var der selv én der så)

Jeg har skrevet lidt om Marianne Iben Hansen før – fordi hun har skrevet en af de fineste og vigtigste ungdomsbøger, synes jeg.
Men Marianne Iben Hansen kan også noget andet end at skrive om sex og det – hun kan rime.
Fine, bløde, runde rim der ligger lige så godt i munden og i ørerne som en strandsten slebet glat af millioner af bølger ligger i hånden.

Hjemme hos os har mindstebarnet inhalleret lydbøger siden hun lærte at der er noget der hedder en cd. Hun tegner til lydbøger, falder i søvn til lydbøger, tager tøj på, pakker taske, spiller klaver til lydbøger – og i morges da jeg stod og lagde makeup på, satte hun den her i anlægget:

Bagsædehistorier

Den er ret fed.
En af mine andre yndlingsforfattere for børn og unge, Kim Fupz Aakeson, har også lagt en historier til denne samling fortællinger, det samme har Marianne Iben Hansen. Og da jeg stod der og lagde makeup, og hendes ord bølgede rundt om mig, slog det mig igen at hun er intet mindre end sublim når det kommer til sprog og rytme. Hun er i samme liga som Halfdan Rasmussen og Piet Hein, og hun rammer så rent med sine afrundede, fint polerede rim. Hun har en selvfølgelig lethed som kun  er ganske får beskåret.

Man tror man er stor når man ser en bille, men faktisk så er det vel den der er lille, skriver hun blandt andet. Og har man prøvet at skrive bare ét digt, én lejlighedssang, to små, bitte linjer der rimer, så ved man hvor svært det er, og sammenlignet med Marianne Iben Hansen vil man næsten altid være en lille undseelig bille …

I kan læse mere om hende her - og tage et nærmere kig på blandt andet dem her:

A, B kom og C     Palle P og perlen    Violinspilleren

Når naturen kalder

Er ved at oversætte den mest vidunderlige ungdomsbog.
Hovedpersonen er endt på en vildmarkstur, og det synes hun, som I kan se længere nede, er helt igennem fedt.
Jeg har netop oversat den her passage fra den dagbog hun skriver til sin mor undervejs:

Kære mor
Er det ikke bare vanvittigt morsomt, at jeg valgte at blive for at slæbe og sejle i en kano? Kan du høre mig grine, der hvor du er? Nå, men så prøver jeg at skrue lidt op for lyden.
HA HA HA HA HAAAAAAAAAA.
Og her kommer lige lidt info om livet/naturen til dig:
Hvis du nogensinde skal slæbe en kano gennem skoven og derefter sejle selvsamme kano i en milliard timer, og dine arme og skuldre brænder som ind i helvede, når det bliver aften, og det eneste, du drømmer om, er en enkel middag bestående af insekter og ris, inden du går omkuld i dit telt …
Og så opdager du, at de to røvhuller af et par ledere har taget teltene og givet dem til en gigantisk skotte, der har taget dem med langt uden for din rækkevidde, og de nu forventer, at du i stedet bygger et shelter at sove i,
 Ja, et shelter …
 på resten af den her rådne tur – syv dage mere –
ja, så skal du bare gøre det her:

… Ja, det kunne I godt tænke jer at vide, ik’?
I må vente til bogen kommer. Jeg skal nok sige til. Og I kan godt glæde jer.

Sådan en fin dag

I dag er bibliotekspengedag.
Jeg har drukket kaffe med en god bekendt jeg ikke har set i næsten to år. han er også selvstændig og arbejder meget, rigtigt meget. Og jeg har spist bibliotekspengefrokost med en god veninde/kollega som også får bibliotekspenge. Det er sådan en tradition vi har. Den der får mest, giver – det vil sige at man under alle omstændigheder vinder.
Det er sådan en fin dag i dag.
Jeg sad ved vinduet under morgenkaffen. Ankom i sol, drak kaffen under en byge, og folk på den anden side af ruden fortrak ind under markisen, børstede dråberne af skuldre og hår. Og jeg tænkte det er sådan det er, indimellem kommer der en byge, herregud, vi børster bare dråberne af jakken, ryster hovedet.
I aften kommer endnu en god veninde, jeg har bestilt sushi og lagt vinen på køl, og der står cola til ungerne sammen med fredagsslikket. I dag spiser vi glæden.
Det er sådan en fin dag i dag.

På glittet papir

Well, nu er den så i, den der artikel om Verdens sejeste skrivegruppe.
I dag er den landet i kioskerne, inde i Costume (side 100-103 hvis nu det skulle interessere nogen af jer).
Der er både billede af vores tomme kaffeglas og af os fordybet i samtale, sikkert om et nyt Julie Hastrup-mord, og en coach siger kloge ting om det at indgå i en gruppe. Det er essentielt, siger hun, at man mødes på “et solidt fundament. Det vil sige en fælles motivation og forståelse af, hvad man som gruppe er sammen om og forpligter sig til.”

I vores tilfælde kan det være at give hinanden verbale tæsk og ønske at slå hinandens karakterer ihjel, hvis de for eksempel keder os – og det fortæller vi også gerne hinanden – så det solide fundament er i vores tilfælde en enighed om at være rå, benhårde og kritiske læsere …

Costume-artikel

En mester i research

Sidst i februar udkom Helle fra Verdens sejeste skrivegruppe med en ny roman. Og grunden til at jeg ikke har skrevet om den før, er at jeg har haft travlt med at læse alle de gode anmeldelser hun har fået. (Og med at oversætte svensk børnebog om alle de systemer vi er en del af: produktionen af mad, el, transportsystemet etc., med at læse korrektur på den svenske ungdomsbog jeg oversatte i januar og februar, og med at oversætte endnu en ungdomsroman (der indtil videre er rigtigt lækker), men mere om det en anden gang).

Helle, altså.
Helle er skrivegruppens master of research. Hun har en særlig evne til at få selv rigtigt vigtige mennesker i tale, i dette tilfælde embedsmænd i blandt andet Justitsministeriet, spindoktorer, politiske kommentatorer, folk der ved hvad de taler om, og hun får dem til at fortælle; anekdoter, insiderviden, fif og tricks – og omsat til prosa bliver det vældigt godt.
Og det er vi i skrivegruppen ikke de eneste som synes, se for eksempel her, her og her. Og her.

Bogen – som hedder Stjålne liv – kickstarter en ny serie, og det har været en ganske særlig fornøjelse at være en del af den skriveproces.
Alt er i spil når et nyt univers skal bygges op, nye karakter dannes, nye lejligheder, hoveder og sind indrettes – og vi har formet personligheder og finpudset plot ad flere omgange ved de hvide duge på Norden. Vi har talt om barnløshed, ting der hviskes om på gangene på Christiansborg, aftaler der laves ved håndvasken på toiletterne, trusler som hvisles ud i mails, den slags …
Og nu er den her. Endelig.
Det er som at stå med en lille nyfødt nevø i armene og tænke: Det føles – næsten – som er han min, så fin, så lækker, så færdig.

Stjålne liv