på sidelinjen

Det er så meget værre, sagde hun. For man kan ikke kæmpe. Ikke drømme. Ikke bede. Kun vente, ved siden af, på afstand.

Nu lå han der i det institutionsstribede sengetøj. Min far. Den gule murstensbygning i Aalborg var byttet ud med den i Frederikshavn, den med de solgule markiser over blanke øjne der kigger ud over byen og havnen med trawlere og kraner og et enkelt gråt flådefartøj. Måske var havnen allerede blevet underligt forladt dengang. Tavs.

Det var blot en skygge, den skulle de hurtigt få bugt med, sagde lægerne, men alligevel. Og vi, vi på sidelinjen så det hele for os, katetre, brækbakker, gummihandsker der forsigtigt rører ved tøjet med giften trængt helt ud trådene, og de sitrende øjenlåg når hun forsøgte at sove. Og håret, håret der til sidst blev barberet af og lå som sølvgrå sløjfer på badeværelsesgulvet.

Jeg ved ikke hvordan jeg fik det at vide. Aner ikke hvor jeg var, sad jeg i den samme plysstol, var verden væltet på den anden side af ruderne igen? Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, men hun må have ringet. Eller ringede han selv, rolig, pragmatisk, foldede han virkeligheden ud i en bisætning? Det kunne ligne ham.

Og sad hun så bare der ved hospitalssengen og ventede? Med plastikkaffe i hånden og et knitrende dameblad måske og kærligheden som en tynd ring af guld om fingeren. Sad hun der blot og kiggede ud over havnebyen? Kunne hun se havet? Det kunne hun vel, og hun kunne se ham, sin mand der lå der med krøller på hovedpuden og slap med tre ugers sitrende venten og en operation. Og skrækken, som man siger.

Tænk det stadig er blåt # 17
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

nøgen

Det er den der duft af nyt tøj, lyden af forhænget når man trækker det til side, og træringene hopper hen over overlæggeren i prøverummet, spejlet fra gulv til loft som intet slører, intet pakker ind, og lyset som en projektør, sat til at afsløre og pakke ud.

Jeg sad på skamlen i hjørnet med dynger af tøj på skødet og knitrende poser ved fødderne, og damerne trak forhænget til side eller talte igennem det, og kun når vi var i yndlingsbutikken i Frederikshavn, sagde hun ja tak til hjælp. Jeg købte engang en ring derinde, ville fejre noget, livet, måske, eller nej, jeg tror jeg havde tabt mig, det var det. Oxideret sølv, en skagensrose med kronblade så store at sandet lagde sig imellem dem når jeg havde den på på stranden, og den kastede skygge på min finger.

Men det var lige meget hvad jeg sagde når jeg sad der. Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle sidde der, for det var lige meget hvordan jeg lagde hovedet på skrå, hvilke vinkler jeg betragtede hende fra, hvordan jeg formulerede mig. Hvor pæn jeg kunne have syntes hun var. Tøjet lagde sig i folder de forkerte steder, krøb ind hvor det ikke skulle, og dyngen i mit skød voksede. Man kunne se det i måden hun trak blusen af over hovedet på, når hun bøjede sig ned og trådte forsigtigt ud af nederdelen og hængte den op på bøjlen igen. Hun kiggede ind i spejlet, og så alligevel ikke, kiggede forbi sig selv, forbi mig.

Og jeg tænkte det var sådan det var at være kvinde; for tyk, forkert, for sårbar.

Tænk det stadig er blåt #16
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

tillid

Det var hver mandag aften, nede i hallen. Man kunne høre gummiskoene hvine mod det blanke gulv, strengene summede, mændene stønnede. Min far havde helt korte shorts på og Yonex-ketsjer og sko købt i Brugsen, og jeg sad på bænken under tømrerreklamer og skilte så store som campingvogne med banklogoer og hang ud med de andres unger, og når fædrene var færdige, gik vi op i klubhuset der lugtede af friture og støvede gardiner og smøger der røg sig selv i reklameaskebægre.

Du må tage til du skammer dig, sagde han, altid, hver eneste gang, og rakte mig sin pung. Den var blankslidt læder, formet efter hans lomme og fristende, forførende tung, og når man kun er en tolvårig datter – hvornår skammer man sig så? Køber man for en femmer blandet eller en negerbolle eller en Cocio? Køber man kun bolsjer der kan ligge der på tungen som en jordbærskat og vare til man rumler hjem gennem aftenlandskabet i den gamle Opel? Eller tager man en tier ekstra, to måske, bøjer sig ind over disken og kigger på bland selv-slikket og lister mønterne ned i lommen mens han sidder der og drikker Faxe Kondi og ryger en efter kampen-Cecil?

Jeg tror ikke jeg nogensinde kiggede mig over skulderen. Tror ikke han hævede blikket, iagttog mig. Jeg stod der med skatkisten i hånden, og han sad der og snakkede og røg og pustede ud, og mit hjerte dunkede i halsen – for tillid er tung som en tordensky når man kun er en tolvårig datter, tillid er tung som en slidt gammel læderpung fuld af mønter.

Tænk det stadig er blåt #15
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

 

kærlig hilsen mor

Hun havde en forbandet evne til at træde ud af sig selv, at stille sig til side så hun ikke stod i vejen for nogen, for noget. Og varmen lå som en tone i hendes stemme, omsorgen som en svag skælven, og hun gik ned på knæ når hun talte med nogen der var mindre end hun selv.

Hun lagde små sedler når jeg skulle i skole om morgenen, og hun var kørt, hun sendte Røde Kors-pakker med hvid castello og ALT for Damerne, Tuc-kiks og te da jeg var på højskole, og Tina og jeg fik styr på voksenverdenen og vores sjæleliv over de pakker, og hun må have lænset bankbogen for at sende lakrids til savannen da jeg var på dannelsesrejse i Kenya.

Og der kom breve i sække til os. Tætskrevne sider med blå kuglepen og hendes fine ciselerede bogstaver, om grillaftener med naboerne, om arbejdet, om haven. Vi læste dem op om bålet med natten så sort som menneskene omkring os, og hun afdækkede livet som det tog sig ud, helt tæt på, og hjemme i den verden vi var afskåret fra, derude i bushen.

Det var kort og koncist: Her går det godt, det er sommer, haven er så smuk, og det var langt og fintvævet om det som gjorde ondt: om min barndomsven der skulle bevare freden i Eksjugoslavien, og Rodney King der blev tæsket til døde fordi hans hudfarve var en anden end vores. Og hun sendte billeder med og savn og kærlighed.
Og alle sluttede de:
Kærlig hilsen mor.

Min far skrev ét brev. Kantede, kontante bogstaver om de 113 skud der skabte danmarkshistorie mens vi skabte vores egen i et kontinent så langt fra Skt. Hans Torv, og det var ledsaget af udklippede artikler og en analyse af hvad han mente det hele handlede om.
Og brevet sluttede:
Jeg er af den overbevisning at du kan læse det jeg skriver.
Venlig hilsen
Jens

Tænk det stadig er blåt #14
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

right on time

Man kunne høre tiden gå, tik tak. Jeg kiggede ud ad vinduet, på kornet der lå hen over marken i vinden som hentehår, på linen fra vimplen der slog mod flagstangen, man kunne høre smældet når man sad der helt stille, kunne høre aksene synge, vinden danse. Måske kiggede jeg ned på mine skosnuder, på kantebåndet der dækkede den falmede stribe hen over cowboystoffet, på løkkerne i gulvtæppet, en glemt legoklods helt inde under bordet. Jeg pillede ved lynlåsen i min jakke, hørte min far puste løs tobak af læberne, så min mor presse læbestiften fast på læberne som med et kys. De småsludrede sikkert, havde en sidste slat kaffe i kopperne. Tik tak.

Vi havde overtøj på og sko, selvom det var indenfor, man kunne se kamtakkerne i min brors lyse og fine hår, måske sad han og svingede med benene, og vi sad der overfor hinanden i stuen, vandkæmmede og i stadsetøjet som min mormor ville have sagt, uden at sige noget. Tik tak. Man kunne dufte sæbe og parfume, min mor havde mascara på, min far havde skiftet træskoene uden hælkappe ud med de nypudsede Ekko-sko, med plads til tæerne. For Guds skyld, med plads til tæerne.
Tik!
Den store viser landede på det helt rigtige tal, og det var som om vi alle blev trukket op i ryggen, trrrk, trrk, trrk.
Så, sagde min mor og skoddede sin cigaret i aksebægret og glattede nederdelen.

Tænk det stadig er blåt #13 

 

mørke

Jeg blev 28, og på Assistens kirkegård kunne man sparke blade og se egern, og der var så befriende højt til himlen. Var mit liv en Hollywood-film, ville jeg have slået ud med armene der midt på alléen, ville have danset som Gene Kelly, have skreget, råbt, hujet, ud i den skarpe luft, for i den anden ende af landet sad hun med kaffe og markerne som langstrakte tæpper af pindsvinepigge og en frifindelse og tandkød med farve.

Der var lagkage med abrikosmarmelade og chokoladeflødeskum og flag og Bodum-kaffe og nystrøget dug hjemme i lejligheden, der var stearinlys og friske blomster. Latter. Hold nu kæft, vi lo. Men kræft kommer i stimer, så rundt om bordet sad flere døtre til en diagnose, sludrende, smilende – men det nåede ikke øjnene, det gør det aldrig. Og inde bag betrækket, inde bag deres polstring var der sort og tungt og buldrende, og jeg er sikker på de ikke vidste om de kunne blive ved med at sidde der og spise kage og snakke efterårsferieplaner og sige sætninger som Men det går jo, det skal jo gå, Det er jo værst for hende – og min far selvfølgelig og Ja tak, jeg skal nok sige til … Nå, men hvordan står det ellers til hos jer?

For det er sådan det er.

Og man lader det kolde vand løbe og løbe på toilettet, ned over håndled og håndflader så de føles som is mod øjnene, og man græder ind i gæstehåndklædet, trækker vejret dybt ind i mørket, ind i smerten der ligger i mellemgulvet, og man er nødt til ikke at kigge sig i spejlet, for man ved godt at selvom ingen siger det, så kan man se det.

Tænk det stadig er blåt #12

om titler

Lidt længere nede ad landevejen boede Kristian. I det hus han byggede sammen med sin Lilli inden Alzheimers formørkede hendes sind, og hun ikke længere kunne huske hvordan man laver kaffe. Det var hans marker der lukkede vores matrikel inde i raps og brakvegetation og hvede, jeg gik hen over stubbene med bare tæer, de stak som pigge, og den solvarme asfalt summede mod fodsålerne når jeg trådte ud på den bagefter. Jeg sad øverst oppe på halmballerne når vi hjalp med at høste, og i gildesalen på førstesalen i huset stod klaveret. Jeg kan stadig høre dets sprøde klang under Ingers organistfingre som akkompagnement til Marken er majet og Nu falmer skoven trindt om land. Og i stuen satte han Pia Raug på pladespilleren, og jeg lå i den store plyssede hjørnesofa og lærte Jeg vil male dagen blå udenad.

Om aftenen når vi sad i stuen derhjemme, kunne vi se ham gå markvandring i skellet mens han pillede kerner af et strå. Man kunne høre de fede fluers summen ude på hans gårdsplads, og grisene, og man kunne lugte dem, og han havde i virkeligheden drømt om at blive sådan en der bygger broer. Men det blev man ikke i hans familie.

Og nede i byen hed de Rikke Maler, Lone Lærer og Helle Damefrisør. Og Murer-Thomas og Søren Auto, og gartnerens og brugsens og præstens, for man hedder sin titel, derude på landet, og vi var københavnerne.

Tænk det stadig er blåt #11