Jeg kan se hende i spejlet. De smalle ankler, læggene, lårene der buer mod kjolestoffet, den genstridige hårde hud på hælene. Kan se hende i det askeblonde hår, kort, bag ørerne, kan se hende i dunene på kinderne, på overlæben, i de stride skæg der må fjernes med pincet, og i hverdagsstressen der indimellem sætter sig som bumser på hagen.
Jeg kan se hende i de fem kilo for meget, og jeg kan se hende i smil og sol der har sat sig som rynker om øjnene og i kavalergangen. Hun viser sig i påskeforkølelserne der tager både smags- og lugtesans, og i forårstungsindet der lægger sig som en gammel støvet uldfrakke om mig, og jeg føler mig tyk og trist og grim og åh, så træt.
Og jeg kan høre hende. Hun kommer ud af min mund i hele sætninger og løsrevne ord, hun kommer ud som følelser og etik og moral og danske viser og godnatsange, og hun taler til mine børn, jeg aer dem på kinden på samme måde som hun, og hun opdrager på dem. Jeg står der på skuldrene af hende og prøver at gøre dem til hele og lykkelige og duelige mennesker.
Så de kan klare sig når jeg engang ikke er her.
Tænk det stadig er blåt #61
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga