kim er død


Jeg lå der på det løkkede gulvtæppe i stuen med spil og dukker og tegnepapir. Tusserne lavede huller i tegninger mod det umulige underlag, der blev store blækpletter i prinsessekjoler og trækroner. Og på kommoden lå Soya og Karen Blixen, Irma-hønen blinkede i natten, derovre i hovedstaden, og i den koncentrerede stilhed lagde Jutlandia til.
Det var min barndoms lydtapet; hæs sang om eksotiske Langebro, de smukke unge mennesker og linedanserens stille dans.
Om lidt blir her stille, sang han, og det blir der nu, to minutters mindero i barndommens land. Tak for tonerne, din gavflab.

I går døde manden bag soundtracket til min barndom jo, Kim Larsen.
Thomas Helmig skrev på Facebook at skovens største træ var faldet, Jakob Martin Strid skrev at det var første gang han havde grædt over at et menneske han ikke kendte, var død. Jeg havde det på samme måde.

Jeg skrev ovenstående sekunder efter at jeg hørte at han ikke er her mere, og resten af dagen var fuld af vemod, fuld at tårne jeg havde bygget til tonerne af ham i min barndoms stue der nu lå væltede inden i mig.
Skæbnen ville at jeg havde mistet stemmen (efter min venindes meget talende 50-årsfødselsdag i lørdags), så jeg kunne ikke skråle med på alle hans sange der bølgede gennem verden hele dagen, men heldigvis er det sådan med Kim Larsen at man har ham med sig indeni, han ligger og vugger i kroppen, i sindet, i erindringen – fordi han altid har været der – så jeg sang i det stille.
Jeg sang da jeg så alle programmerne om ham man havde ryddet sendefladen for at vise, jeg nynnede med på de fineste fortolkninger af hans gigantiske arv – og jeg sang helt stille da savnet af alt det han havde lagt lyd til, ramte mig.

Det er efterhånden sjældent jeg savner min mor i hverdagen. Måske nåede jeg ikke rigtigt at få en voksenhverdag med hende, mig i hovedstaden, hun i det nordjyske, måske er det bare så længe siden at der var en hverdag med hende, men i går manglede hun pludselig.
I går ville hun have ringet, det sagde jeg til Ulven da jeg sad der i sofaen med toner og tårer i kroppen, og hun ville forsøge at tæmme stemmen, det ved jeg, men den ville have dirret.
– Har du hørt det? ville hun spørge. – Kim Larsen er død.
– Ja, jeg har hørt det, ville jeg forsøge at sige med min manglende stemme.
Og i baggrunden havde hun sat en plade på, jeg kunne høre Forklædt som voksen knitre bag hende, jeg kunne høre hende tage en slurk kaffe, stærk ville den være, så man kunne mærke at man levede, og så ville vi nynne tavse sammen. Og kloden ville fortsætte med at dreje stille rundt.

Foto: Ulven

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *