Nå, jeg fik afleveret Breivik-korrekturen i morges. Måske har I fornemmet at den kan anbefales? Det kan den.
Og selvom jeg måtte tage et par pauser og ryste fornemmelsen af klaustrofobi ud af kroppen da jeg kom til de kapitler der – sobert og fint, uden sensationen som en underløbende dirren i teksten – beskriver de 80 helt igennem forfærdelige minutter efter at Brevik satte fod på Utøya, bliver bogen aldrig en sladderbladsudlægning af katastrofen. Den fortæller om en barndom med misbrug og (omsorgs)svigt, om en ungdom på jagt efter at høre til og at blive stor, blive konge, ja, den forsøger at levere en eller anden form for psykologisk forståelse af det uforståelige – og jeg tror den norske anmelder som skrev: En norsk tragedie vil bli stående lenge – meget lenge – som den aller beste boken om 22. juli-tragedien, har ret.
