Jeg oversætter den mest fantastiske bog (I skal nok høre mere om den, det lover jeg) med en klump i halsen og tårer i øjnene.
Håber ikke nogen fra kontoret stikker hovedet ind, for jeg ved ikke om jeg kan sige noget. Jeg nærmer mig enden, og det er så trist, så trist, og jeg kommer til at savne den.
Bare man kunne oversætte den samme bog flere gange og forelske sig i den på ny. Igen og igen.