Nå, men der er også visse fordele ved at være familiens hente-bringer i disse tider, nemlig de tidslommer man ikke kan undgå at dumpe ned i. Busturen frem og tilbage til podernes skole. Den lilla sofa hvor man sidder og venter mens mindstebarnet laver parkour på paller og gamle traktordæk inde ved siden af. Kælderlokalet på Frøbelseminaret hvor man putter sig blandt ungernes dynger af vådt vintertøj mens størstebarnet lærer capoeria af Mestre Steen. Huller i en ellers tætpakket hverdag hvor man kan fylde på, trække luft, puste ud, indsuge ro – og litteratur.
I denne uge har jeg fået denne fyldt på:
Skulle nogen af jer have en fornemmelse af at ungdomslitteraturen i dag udelukkende byder på fantasy og horror eller heste- og fodboldbøger og enkelte lyserøde bøger med noget glitter og glimmer på omslaget, ja, så skulle I se at få fingre i den her.
Den er rå. Der er blod og opkast og tømmermænd. Og sex og splintrende sorg og en kærlighed så voldsom at den kan få en til hvad som helst. Selv en pæn teenagepige fra Hasseris.
Bogen er meget nærliggende blevet sammenlignet med Nordkraft (som jeg også inhalerede over en meget kort periode) – den foregår i et barskt miljø i Aalborg, og sproget har den samme skarpskårne nøgenhed der gør at det hele slår hårdere – både replikkerne og alt det der ikke siges.
Begyndelsen på bogen lyder:
Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde.
Og selvom man allerede der ved at det er afslutningen, på liv, på kærlighed, så fornemmer man også at det kun er begyndelsen. Begyndelsen på en af den slags bøger der kryber ind i en og hænger ved også når man bevæger sig ud af tidslommerne i hverdagen.
1 Comment