Jeg bor oppe under loftet, med skrå vægge, småblomstret tapet og gråmalet kommode.
Det minder om min mors ungpigeværelse hjemme i min mormor og morfars hjem, dengang de alle tre stadig levede, og mine morforældre havde købmandsbutik, og lageret var en gammel rødmalet trælade ude i gården med gummistøvler og spader hængende i spærene under loftet og en kaffemølle og gamle Anders And-blade i dynger man gerne måtte tage af.
Man kunne høre gulvbrædderne knirke ude på trappen, og jeg forestillede mig altid min mor sidde og fnise med sine veninder med ryggene op ad rosentapetet, og min mormor nede i stuerne med forklæde og støvekost, og morfar i butikken med orange kittel og en blyant bag øret.
Her på hovedgården knirker gulvet også, man kan høre de andre gå op og ned ad trapperne, man kan høre dem hente kaffe, og det er så fint at vide at ved siden af, under en, ovre i kapellet formes også alle mulige andre historier mens jeg skriver på min.
Jeg begyndte forfra i dag. Lagde manus til side og begyndte et helt andet sted, med en helt anden tone. Jeg ved ikke om det er det der skal til, men det var nødvendigt. Noget var nødvendigt. Og nu sidder jeg så og kigger på de 174 sider der ligger i en bunke ved siden af mig, med røde streger og kommentarer og forslag og glæder mig til at finde ud af hvor de nu er på vej hen. Godt jeg har seks dage til at finde ud af det. Gisp.