i eksil #4

Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg være her i flere uger. Det er enkelheden; en kop te ved det blåmalede plankebord i køkkenet, friskbagte boller med smeltet smør, den samme udsigt, den samme musik og dagene der glider over i hinanden næsten uden at jeg bemærker det.
Så kunne Ulven pakke en rygsæk og bygge sig et hjem i skoven omgivet af en anden slags stilhed, trække dén følelse af ene og alene-liv helt ned i maven mens hans kone lod sig opsluge af det her, af Hald.
Og når vi så var hjemme i storbyens rabalder igen, og motorvejen buldrede afsted på den anden side af vinduerne, ville vi begge være lidt mere hele mennesker, tror jeg.

Men derhjemme er der lyse krøller og latter helt nede fra maven og kolde tæer under dynen midt om natten og fine stemmer der indimellem ringer og siger at de elsker mig helt op til universet.
Derhjemme er der en anden enkelhed, en hverdagsenkelhed sat i skema med klokkeslet og faste sengetider og mad på bestemte tidspunkter, og bare tanken om at sige farvel til den i mere end en uge, giver mig akut skriveblokering.

Det er det skisma der hele tiden er i mit skriverliv; trangen til at isolere mig, behovet for absolut störst möjlige tystnad, for lange seje træk – og for at leve det almindelige liv med alt hvad det indebærer.
Det er to verdener, de overlapper hinanden selvom de ikke har ret meget andet tilfælles end den dårlige samvittighed der løber som en rød tråd gennem dem begge; fordi ingen af dem kan eksistere uden den anden, men de i virkeligheden fungerer allerbedst hver for sig.