Som nogle af jer allerede ved, snublede jeg nærmest ind i oversætterbranchen – fordi der var nogen som turde give mig chancen med den første bog.
Og det er jeg virkeligt, virkeligt glad for – for jeg elsker at oversætte.
Min anden oversætteropgave overhovedet var en ungdomsbogsserie (og serier er noget vi elsker, sådan nogle som mig; fast arbejde og på kontrakt et stykke tid ud i fremtiden), som nogen, uvist af hvilken grund, mente jeg var den rette til at oversætte, og tolv bøger senere kunne jeg skrive Gossip Girl på min værkliste.
Serien er en slags Sex and the City for unge piger, masser af smukke mennesker, dyre mærker, drinks og den slags – men den har en underløbende sarkasme og en ironisk distance til high society-livet på 5th Avenue som jeg synes var ret sjov. Den blev også til en tv-serie der vist nok endte med at blive ret populær, men på tv blev de unge mennesker lidt for polerede og lidt for pæne efter min smag, og det skæve ved bøgerne var blevet slebet af så serien passede ind i rækken af lækre tv-serier for unge.
Det er efterhånden længe siden jeg har haft fingre i sladretøsen, men for et par uger siden modtog jeg er slags fanbesked på Facebook fra en anmelder der netop havde opdaget at det var mig der havde oversat serien – og bare ville sige: OMG!
Og endnu en gang blev jeg mindet om at de liv man begraver sig i, når man arbejder som oversætter, de miljøer man går rundt i – ja, de findes altså stadig derude på nogens natbord, i nogens reol, og nogle gange længe efter at man selv er gået videre til en helt anden bog, et helt andet sted i verden.
I den søde besked på Facebook stod der også at det godt kunne være der på et tidspunkt kom noget om serien på deres fine bogsite.
Og det gjorde der sørme.
