For et par år siden måtte jeg erkende at det der med at være online konstant er en rigtigt skidt idé når man samtidig skal lave penge. Det er som om netaviserne og de sociale medier har det med at snige sig ind på en når man mindst venter det, men altid midt i noget der burde være mere vigtigt.
Så jeg fik mig en ny ven. Cold Turkey hedder han. Tror måske jeg har nævnt ham før, men han kan ikke omtales for tit, for det er ham der (sammen med en barmhjertig bank) har sørget for at min lille virksomhed ikke er gået konkurs. Endnu.
Cold Turkey er den fineste indretning i min computer. Han sørger for jeg ikke liige kan smutte forbi politiken.dk eller Twitter eller Marens Blog. Eller Facebook. Facebook, den slyngel. Samtidig er nettet ikke blokeret helt hvilket er en nødvendighed fordi jeg har de fleste af mine ordbøger online og i øvrigt er stærkt forlovet med Google.
Før jeg lod Cold Turkey være dørvogter, havde jeg mindst fire overspringshandlinger i timen. Mindst. Og hver gang brugte jeg lige et par minutter på at komme ind i det jeg var i gang med, igen, og det fungerede ikke rigtigt for nogen af os.
Nu har jeg sat overspringshandlingerne i system. To timer ad gangen blokerer jeg for de værste af dem, og der er sket det magiske at jeg, fordi jeg ved at jeg ikke kan smutte forbi Facebook og alle de andre tidsslugere, heller ikke tager på visit ret mange andre steder når jeg arbejder. Ja, jeg ved heller ikke hvordan det er sket, men det er sådan det er.
For tiden sidder jeg jo ret op og ned og oversætter dagen lang og lidt til, og lige nu er det derfor endnu vigtigere at arbejdstrækkene er lange og uden afbrydelser, og at jeg derfor ikke lige kan trille forbi alt det som ikke har med arbejdet at gøre. Bonussen er at jeg ikke sjældent har dårlig samvittighed når jeg læser nyheder eller tweets eller lader mig opdatere på Facebook. Eller googler mig selv.
Hvad? Jamen det er man da nødt til når der ligger fine omtaler af ens blog diverse steder – som her, hos Kulturmor – ellers finder man jo aldrig ud af det, vel?
Heller ikke at jeg netop der, hos Kulturmor, er fremhævet sammen med hele to andre medlemmer af Verdens Sejeste Skrivegruppe.
Nå, men nu kalder oversættelsen og Cold Turkey. Vi høres ved når jeg har fundet mere om mig selv på nettet. Eller før. Hvis I er heldige.
Billedet hedder Narcissus. Det er af Caravaggio, og jeg synes ligesom det passede til lejligheden.
