når stenbroen møder skoven

I januar fyldte Ulven 40. Og når man er et skovvæsen som han, er det eneste man drømmer om at lade sig fejre i skoven.
Skidt man så er født om vinteren.
Derfor havde han inviteret familie, venner og kolleger i skoven til fejring i denne weekend – og jeg tror nok jeg har sagt det til alle der kom, og til Ulven, mindst tyve gange, men hold nu k… vi var heldige med vejret.

Jeg er stadig helt ør i hovedet af sol og vind og lyden af skoven og knitrende ild. Det samme er ungerne og halvsløje med ondt i halsen, så vi har alle tre været hjemme i dag – og mens de sad i sofaen med te og honning og så Pingvinerne fra Madagaskar, gennemgik jeg redaktørens rettelser af min erotiske oversættelse.
Det var en virkeligt mærkelig kombination – men det er jo det jeg siger; et freelanceliv som mit byder i den grad på variationer i hverdagen.

*

Jeg synes stadig ikke jeg har fået sjælen med.
Der sker noget når man sætter næsten 40 (stenbro)børn og -voksne stævne i en lysegrøn forårsskov og har bål i et døgns tid, og man har øl og bobler og skumfiduser og snobrødsdej med og bare er. Sammen. Og skoven er lysende smuk, og der er vind i håret, og da det bliver aften, og børnene dumper om en efter en, og det kun er bålet der lyser, og stjernerne og knæklysene sat fast på shelteren så vi kan finde vores soveposer, og man er på syvende glas bobler i et plastikkrus, ja, der har man fuldstændigt glemt lugten af regnvåd asfalt og lyden af biler der gasser op når lyset skifter til grønt nede på gaden.
Det er magi. Og det kan anbefales.