dødpunktet

Den værste fase i processen at skrive et manuskript overhovedet er gennemskrivningsfasen.
Jeg er virkeligt bare ikke vild med den.
Især ikke når man mangler en slutning og og et par scener hist og pist, og man har skrevet en ny begyndelse og slettet en sidehistorie (hvem var det også der fik den helt igennem geniale idé på Hald Hovegård for et par måneder siden?), så alt skal skrives igennem med et helt nyt fokus, en helt ny tone, en helt ny ramme, og man har mere end 200 sider manuskript og nu på tredje gennemskrivningsdag fedter rundt på side 50.
Ville ønske man skulle stikke nogen en blankocheck og carte blanche til at gøre det for en.

Alt er oppe og vende, og det eneste jeg med sikkerhed ved ikke skal ændres, er begyndelsen:

Søndag, den 11. august, 13:04
Jeg er lige vågnet. For tredje gang siden jeg gik i seng i går. Jeg har ikke brækket mig i spanden ved siden af sengen endnu, og tror måske også godt jeg kan undgå det. Hvis jeg ikke rører mig. Overhovedet. I et døgn eller to.
     Drikker aldrig breezers igen. Eller øl. Aldrig nogensinde. Og det der med at det er første skoledag i morgen; glem det. Jeg går aldrig nogensinde i skole igen, ever. 

Senere, 16:10
Far der vist nok prøver at være okay sød, men er så pisseirriterende, har stillet en cola på mit sengebord sammen med et glas vand og to Panodiler. Han hoppede åbenbart ikke på den der med at jeg har spist noget jeg ikke kan tåle. Jeg kunne også høre ham grine sammen med mor på den anden side af døren – så tarvelige er mine forældre. De havde nok ikke grinet lige så meget hvis jeg var død, og det kunne jeg altså godt være. Det føles i hvert fald som om jeg skulle dø.
     Jeg mener det: Jeg drikker aldrig nogensinde breezers igen. 

Lige nu ville jeg sgu ret gerne have en breezer.  Eller to.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *