Nå, men siden sidst har jeg sendt Ulven til Norge.
Han står på ski og sover i snehuler og er gennemkold og ret lykkelig, og imens har jeg fået repareret vores toilet der var begyndt at lække (to sekunder efter at Ulven havde forladt skuden, det er så typisk), og jeg har spist chokoladeovertrukken trøstelakrids og drukket kaffe i køkkenet med udsigt over gården der er januarmudret, og inde på kontoret oversætter jeg den fineste ungdomsbog og redigerer drabelig, blodig voksenlitteratur om normannernes hærgen.
Og derhjemme i stuen med dynen på sofaen hver aften er jeg begyndt på den her:
– der selvfølgelig er blevet overhalet indenom af en krimi og indtil flere tv-serier og rigtigt meget børnehygge. Var på posthusmuseet – børnenes absolutte yndlingssted i hele byen – i weekenden, og jeg glemte at man kun må være der en time, så vi var der to en halv, og børnene var blå i hovederne af sjov og ballade og gennemblødte helt ind til undertøjet …
Og jeg er begyndt at følge Jens Andersen på Facebook der jævnligt lægger de skønneste citater af Astrid Lindgreen ud til sine glubske følgere. Det her blandt andet:
“Man skal ikke skræmme børn fra vid og sans, men de har alligevel akkurat som voksne brug for at blive oprørte af kunst. Man må ruske op i en sjæl, som ellers sover, alle har brug for en gang imellem at græde og blive bange.
(Astrid Lindgren i Dagens Nyheter, september 1959)”
Så alt er godt.