Man kunne høre tiden gå, tik tak. Jeg kiggede ud ad vinduet, på kornet der lå hen over marken i vinden som hentehår, på linen fra vimplen der slog mod flagstangen, man kunne høre smældet når man sad der helt stille, kunne høre aksene synge, vinden danse. Måske kiggede jeg ned på mine skosnuder, på kantebåndet der dækkede den falmede stribe hen over cowboystoffet, på løkkerne i gulvtæppet, en glemt legoklods helt inde under bordet. Jeg pillede ved lynlåsen i min jakke, hørte min far puste løs tobak af læberne, så min mor presse læbestiften fast på læberne som med et kys. De småsludrede sikkert, havde en sidste slat kaffe i kopperne. Tik tak.
Vi havde overtøj på og sko, selvom det var indenfor, man kunne se kamtakkerne i min brors lyse og fine hår, måske sad han og svingede med benene, og vi sad der overfor hinanden i stuen, vandkæmmede og i stadsetøjet som min mormor ville have sagt, uden at sige noget. Tik tak. Man kunne dufte sæbe og parfume, min mor havde mascara på, min far havde skiftet træskoene uden hælkappe ud med de nypudsede Ekko-sko, med plads til tæerne. For Guds skyld, med plads til tæerne.
Tik!
Den store viser landede på det helt rigtige tal, og det var som om vi alle blev trukket op i ryggen, trrrk, trrk, trrk.
Så, sagde min mor og skoddede sin cigaret i aksebægret og glattede nederdelen.
Tænk det stadig er blåt #13
Jeg nyder sådan at læse dine indlæg, – de tager én fuldstændig med.
Tusind tak, Jeanette, hvor gør det mig glad.