Hun havde en forbandet evne til at træde ud af sig selv, at stille sig til side så hun ikke stod i vejen for nogen, for noget. Og varmen lå som en tone i hendes stemme, omsorgen som en svag skælven, og hun gik ned på knæ når hun talte med nogen der var mindre end hun selv.
Hun lagde små sedler når jeg skulle i skole om morgenen, og hun var kørt, hun sendte Røde Kors-pakker med hvid castello og ALT for Damerne, Tuc-kiks og te da jeg var på højskole, og Tina og jeg fik styr på voksenverdenen og vores sjæleliv over de pakker, og hun må have lænset bankbogen for at sende lakrids til savannen da jeg var på dannelsesrejse i Kenya.
Og der kom breve i sække til os. Tætskrevne sider med blå kuglepen og hendes fine ciselerede bogstaver, om grillaftener med naboerne, om arbejdet, om haven. Vi læste dem op om bålet med natten så sort som menneskene omkring os, og hun afdækkede livet som det tog sig ud, helt tæt på, og hjemme i den verden vi var afskåret fra, derude i bushen.
Det var kort og koncist: Her går det godt, det er sommer, haven er så smuk, og det var langt og fintvævet om det som gjorde ondt: om min barndomsven der skulle bevare freden i Eksjugoslavien, og Rodney King der blev tæsket til døde fordi hans hudfarve var en anden end vores. Og hun sendte billeder med og savn og kærlighed.
Og alle sluttede de:
Kærlig hilsen mor.
Min far skrev ét brev. Kantede, kontante bogstaver om de 113 skud der skabte danmarkshistorie mens vi skabte vores egen i et kontinent så langt fra Skt. Hans Torv, og det var ledsaget af udklippede artikler og en analyse af hvad han mente det hele handlede om.
Og brevet sluttede:
Jeg er af den overbevisning at du kan læse det jeg skriver.
Venlig hilsen
Jens
Tænk det stadig er blåt #14
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga
