Det var hver mandag aften, nede i hallen. Man kunne høre gummiskoene hvine mod det blanke gulv, strengene summede, mændene stønnede. Min far havde helt korte shorts på og Yonex-ketsjer og sko købt i Brugsen, og jeg sad på bænken under tømrerreklamer og skilte så store som campingvogne med banklogoer og hang ud med de andres unger, og når fædrene var færdige, gik vi op i klubhuset der lugtede af friture og støvede gardiner og smøger der røg sig selv i reklameaskebægre.
Du må tage til du skammer dig, sagde han, altid, hver eneste gang, og rakte mig sin pung. Den var blankslidt læder, formet efter hans lomme og fristende, forførende tung, og når man kun er en tolvårig datter – hvornår skammer man sig så? Køber man for en femmer blandet eller en negerbolle eller en Cocio? Køber man kun bolsjer der kan ligge der på tungen som en jordbærskat og vare til man rumler hjem gennem aftenlandskabet i den gamle Opel? Eller tager man en tier ekstra, to måske, bøjer sig ind over disken og kigger på bland selv-slikket og lister mønterne ned i lommen mens han sidder der og drikker Faxe Kondi og ryger en efter kampen-Cecil?
Jeg tror ikke jeg nogensinde kiggede mig over skulderen. Tror ikke han hævede blikket, iagttog mig. Jeg stod der med skatkisten i hånden, og han sad der og snakkede og røg og pustede ud, og mit hjerte dunkede i halsen – for tillid er tung som en tordensky når man kun er en tolvårig datter, tillid er tung som en slidt gammel læderpung fuld af mønter.
Tænk det stadig er blåt #15
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
