Hun lå levende lit de parade. Med pulsen som en racerbil lige under den rynkede hud på halsen og vinduet på klem. Man kunne høre pårørendefødder på trappen på den anden side af væggen ved hovedgærdet og hendes åndedrag som en svag rallen. Vi stod som ranke stammer om hendes seng, vi hviskede, vi lo, vi hævede stemmerne. Det gjorde vi. Og når min far talte til hende, rejste hårene sig på hendes arme. Hans kyndige, sørgende hænder sørgede for at morfinen løb lindt og konstant gennem det Hickmankateter der havde prikket hul på hendes ene lunge.
Jeg har aldrig spurgt om han justerede dosen.
Tænk det stadig er blåt #39
Foto: Ulven