Man vedbliver at tage afsked, og nu sad vi der under himlen der var begsort med stjerner spredt som huller i et dørslag. Det var sommernatskøligt, men i læ i indhakket under halvtaget havde vi whisky og tæpper og en enkelt staldlampe med lyset som et blafrende insekt over hovedet.
Jeg kiggede på stenene på gårdspladsen, kunne stadig mærke dem under mine bløde barnefødder, rundt om hjørnet havde hønsehuset stået, bag det lå skoven, hvor min far brændte skrald af, og bedstevennen lærte mig at klatre i træer. I virkeligheden var det bare en snoldet klynge vindblæste graner og birke, men når man er lille, kan selv de mest forkølede stammer være en skov. Og når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig høre hvordan det lød når vinden ruskede i bladene.
Inde i stuen stod mit barndomshjem i kasser. Vi hørte vinyludgaverne af Beatles og Dylan inden vi pakkede dem ned, billederne havde efterladt lyse øer på tapetet, og overalt i de skuffer og skabe vi åbnede, lå der spor af hende. Knapper købt på loppemarkeder, postkort med akvareller af strande og skove og markblomster, breve med ønsket om at hun snart ville blive rask, billeder, strikkepinde, hendes dagbog.
Man vedbliver at tage afsked, alkoholen duvede i kroppen, og vi havde fundet en flyttekasse med billedbøger længst inde på loftet hvor den var nem at overse. Jeg så hende for mig: en ny mor med drømme for sine børn, for sine børnebørn, engang, hun sad der og kiggede ud i luften med et lille nyt liv sparkende i maven, og hun havde gemt livet til det i de kasser, og til vores. Vi kunne lugte tiden da vi løftede låget, min bror og jeg, og alt det hun havde gemt til vores børn nede i den kasse, en dag, engang, slog luften ud af mig som havde hun lige tyret en fodbold i mellemgulvet på mig.
Tænk det stadig er blåt #62 – næstsidste afsnit
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
