Det var på den længste glidebane i skolegården. Måske var jeg kommet for tæt på asfalten, måske havde der ligget sand på isen, jeg ved det ikke, men det var i sjette eller syvende klasse, tror jeg, og mit øjenbryn rejste sig som en bule på størrelse med en golfbold. Vipperne lå som sammenklistrede insektben hen over det blå, grønne og gule, og den udspilede hud var som blankpoleret træ. Det var som kunne den sprænges, nu, om lidt.
Jeg tegnede det blå øje op hver morgen. For låst dør med min mors Rimmel-øjenskygge. Dæmpede perlemoret med lidt pudder, følte på huden der stadig var øm.
Hvor ser det vildt ud, sagde de og rørte let ved min arm. Rørte mig.
Tænk at det bliver ved med at være så blåt.
Ja. Tænk.
Tænk det stadig er blåt #63 – sidste afsnit
Foto: Gitte Lotinga
2 Comments