Jeg har lagt sidste hånd på korrektur af en krimi der handler om selvtægt.
Det var interessant, eftertænksom læsning, hæsblæsende drama i et hood jeg kender godt, Bellahøj, så jeg kunne se kulissen om skuddrab, knivoverfald og voldtægter så ulideligt levende for mig.
Jeg har altid været fascineret af selvtægtsbegrebet – for hvor langt vil vi egentlig gå hvis en forbrydelse ikke længere er noget vi kun læser om på knitrende papir, men en skygge der har lagt sig over vores liv, vores barns, ægtefælles eller vens liv?
Jeg læst engang et interview med den begavede forsvarsadvokat Merete Stagetorn der sagde noget i stil med at alle mennesker besidder evnen til at begå en forbrydelse under de “rette” omstændigheder, og et andet sted har hun sagt: “Jeg har lært, hvor mangfoldigt samfundet er. Jeg har også lært, at mennesker, man ellers ikke skulle tro det om, kan vise sig at være selskabstømmere, storsvindlere, pædofile, tyveknægte, alt muligt.”
Stagetorn var, som advokater vel er flest, fortaler for og forsvarer af retsstaten, hun havde tillid til systemet – derfor turde hun også lægge det trygt over til systemet at dømme; hendes opgave var at give selv de skyldige det bedste forsvar, så ansvaret kunne placeres det rette sted, så retten kunne udmåle den rette straf. Men Stagtorn var ikke i tvivl om at alle, hvis man kommer langt nok ud, kan blive forbryder (og derfor fortjener et engageret og velopbygget forsvar) – og hun anerkendte dermed at følelserne kan tage over der hvor retsstaten ikke synes tilstrækkelig.
Det er interessant, synes jeg. For det bryder på sin vis med alt det jeg mener vi til enhver tid skal forsage, nemlig forståelsen for at man tager sagen i egen hånd, forståelsen for at vi vælger en vej der gør os selv til forbrydere. Ikke desto mindre føler jeg ofte en vis lettelse når sadisten får sin velfortjente bekomst, om end i et fiktivt univers, når offeret slipper afsted med det, og når vi forstår hvorfor han eller hun ikke længere havde evnen til at vente på netop retsstaten.
