Der har været noget stille i mit skrivecenter – og på bloggen – siden jeg lagde sidste scene fra Tænk det stadig er på blåt på bloggen i september.
Det er ikke fordi jeg ikke har skrevet, for det har jeg, bare ikke på bloggen.
Det føltes som at lukke en bog man har været i gang med at læse uendeligt længe, og så forsøge at slå op på første side i en ny, en der ligner, for kun at konstatere at ordene slet ikke smager lige så godt, de ligger bare der som små syrlige bolsjer på tungen. Det har været tomt og underligt og vemodigt, udtømt på en eller anden måde.
Og det har føltes som at skrive videre på et afslag.
Jeg har prøvet det flere gange, og det er altid lykkedes mig at ryste afslaget af mig og sætte mig til tasterne igen. Nogle gange skriver man umådeligt godt på trods, andre gange på vrede og indignation, men nogle gange kan et afslag også slå ihjel -romaner, drømme, kreativitet.
Et afslag kan sætte sig som migræne, som gigt i fingrene, som en tyngde der gør at man ikke får slæbt sig hen til tastaturet, staffeliet eller klaveret med det samme igen eller nogensinde måske …
Jeg har talt med rigtigt mange af mine forfattervenner og -bekendte om netop det, om afslagets anatomi – for det er for langt de fleste skrivende (og udøvende kunstnere i det hele taget) et vilkår man er nødt til at tage brydergreb på indimellem. Det er et vilkår når man på den eller den anden måde er skaber af noget andre, ganske som i Klodshans, kan sige Duer ikke – væk! til.
Men i efteråret læste jeg korrektur på en bog om Kamma Rahbek, og deri var det mest vidunderlige citat af Adam Oehlenschläger.
Engang i 1816 takkede Det Kongelige Teater pænt nej til et af hans stykker, men Oehlenschläger, ja, han var ikke synderligt tynget af hverken den ene eller den anden form for tomhed.
“Jeg er een af Danmarks almindelig erkiendte første Digtere” skrev han til teatercensorerne, “jeg er Professor i Æ s t h e t i k e n ved Kiøbenhavns Universitet; jeg er i min modne Alder, og min bedste Kraft, og min Ære kan paa ingen Maade taale, at jeg skulde finde mig i en slig Kabale, og koldsindig see mit Arbeide udelukket fra en Skueplads, hvor man dog saa ofte har givet forbarmelige Sammensætninger. Antages mit Stykke ikke, saa udbeder jeg mig de philosophiske og philologiske Professorers Kiændelse i denne Sag, og med den appellerer jeg til Kongen, og mine Medborgere.”
Sådan. Så nemt kan det gøres – får jeg det ikke som jeg vil have det, ja, så appellerer jeg til Kongen, og mine Medborgere.
