Jeg afleverede sidste bind i Monster High-serien i fredags.
To år har den været min trofaste følgesvend, og selvom jeg glædede mig til at få den sendt ud i verden, er det altid med et vist vemod at jeg siger farvel til et projekt jeg har levet med så længe. Selvom der har været lange pauser mellem de enkelte bøger i serien, har den hele tiden ligget og rumlet i hovedet. Når jeg er gået forbi et BR-vindue med merchandise i sort og pink overalt, eller da der landede en slags fanmail fra en gammel barndomsven hvis papdatter var ved at dåne da han fortalte at han havde leget gemmeleg med oversætteren da vi ikke var meget højere end fire malerbøtter oven på hinanden.
Nu er jeg så ramt af afleveringssløvsind. Og det kræver altid lige et par dybe indåndinger at lukke et projekt og kaste sig over et andet – især når der ikke rigtigt er noget at kaste sig over …
Jeg har jo søde Otto er et næsehorn som skal finde sin endelig form, og et par feriedage, så ramler jeg ind i enhver freelancers mareridt: en stille periode. Og selv efter så mange år i gamet, når jeg ofte – inden der atter lander nye opgaver (for det gør der jo. Altid) – at få den her følelse:
Og jeg når altid at overveje om det er nu jeg skal røve en bank, vælge at gå wrestlervejen eller noget helt tredje. Min sibiriske ulv, der jo er nødt til at bevare det kølige overblik – ellers overlever man ikke livet sammen med mig (eller det der leves i de store, barske skove), plejer altid at sætte det hele i perspektiv ved at konkludere at det måske så var nu at jeg skulle få skrevet nogle af alle de bøger jeg gerne vil skrive? Om jeg egentlig havde overvejet at det var en gave at få tid til netop det?
Således perspektiveret har jeg nu fundet notesbøgerne frem, ryddet skriverbordet (og hjernen, så godt som), så der er plads til at få min yndlings-Astrid videre i teenagelivet. (Når altså det der stor gule næsehorn der lige skal ud af vagten først, er blevet puffet blidt ud af kontoret).
Måske ender det endda med at både Astrid og jeg er klar til at kaste os ud i nye eventyr. Hvem ved.
