Er blevet ramt af vinterferiestemning.
Den har sneget sig ind på mig som duften af varm chokolade og ingefærkager.
Det er noget med den høje himmel, og byen der ligner en søndag.
Eller også skyldes det at jeg sad hele formiddagen i går på et ferieramt Crone Film med hørebøffer på og valgte det ene billede efter det andet fra Otto er et næsehorn til billedbogen der nu er ved at finde sin endelige form.
Turen over Langebro på vej derud med bussernes rumlen bag mig mindede mig om dengang jeg læste på KUA, om de mange morgener hvor jeg lod blikket vandre ud over vandet, først til venstre, så til højre, og det føltes som om jeg havde hele livet foran mig. Hvilket jeg også havde.
Eller også skyldes det at jeg så selvsamme Otto sammen med ungerne i biografen i dag og lurede af hvor de lo, og opdagede hvor de mindste krøb op på skødet af angst for at det ikke endte godt. Og vi hoppeløb hjem gennem sneen stadig med duften af popcorn og vådt tøj og hygge i næsen.
Eller også skyldes det at ulven og ungerne lavede snelygter i gården mens mørket faldt på, og lyden af deres latter steg op mellem husene som røg fra det bål der kunne have varmet deres iskolde hænder.
…
Eller også skyldes det at jeg har lagt to feriedage ind i kalenderen. Hvem ved.