For ret præcist tyve år siden stod jeg i Kastrup lufthavn med 23 kilo på ryggen, nyindkøbte Reeboks og mere end et års opsparet forventning buldrende rundt i hele kroppen.
Jeg skulle til Afrika.
Til Blixens Kenya som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke. Vi skulle stampe mudder til mursten til bygning af et hospital ret langt inde i ingenmandsland – og bortset fra gennem et enkelt weekendintrokursus et stykke tid før kendte jeg ikke de fire andre piger jeg skulle rejse med. Det kom jeg til.
Da jeg mere end fem måneder senere stod i samme lufthavn med rygsækken proppet med snavsetøj, souvenirs og oplevelser for et helt liv, var vi kommet så tæt ind på livet af hinanden at jeg ikke tror jeg kan komme helt så langt ind under huden på nogen igen.
Der sker noget med ens relation når man har haft malaria/skab/dehydrering sammen, når man har sovet i samme seng og under samme myggenet nat efter nat, når man har tudet af hjemve ulykkelig forelskelse sammen, når man har læst brevene op hjemmefra på skift i skæret fra lommelygten i den summende afrikanske nat og når man er blevet overfaldet af Nairobis gadebørn, sammen en nat, med hinanden i hånden …
Turen til Afrika blev min dannelsesrejse.
Jeg ved ikke om jeg ville være helt det samme menneske i dag hvis jeg ikke havde oplevet det jeg gjorde dernede. Det er som om kontrasterne, den dybe fattigdom, de hvide smil, stilheden på savannen, Nairobis brølende liv – alt det flettet sammen med den hudløshed man har når man rejser i så lang tid uden anden base end sin rygsæk og dem man rejser med, løber som en fin sølvtråd gennem mit liv. Og jeg kan stadig her så mange år efter blive helt blød indeni når jeg skimmer mine scrapbøger der indeholder alle de breve jeg sendte hjem, boner, chokoladepapir – og et hav af billeder. Af mig i en yngre, mere naiv og drømmende udgave – og dem der delte drømmene.
Tre af os holder stadig sammen – Rikke, Astrid og jeg. På tværs af landegrænser – men det betyder intet, for vores liv er på forunderlig vis bundet sammen af en fælles fortælling om Afrika.
Og i år har vi tyve års jubilæum. Det fejrer vi med fire dages intenst samvær i Astrids vidunderlige hjem i Bruxelles, lige rundt om hjørnet fra det afrikanske kvarter. Det kunne ikke passe bedre.
Jeg glæder mig – næsten lige så meget som dengang jeg stod i lufthavnen uden en rynke i ansigtet eller på sjælen.
Jeg ved det kommer til at føles som om vi lige har været sammen, som om det kun er et par år siden vi stod der side om side i vores kangaer og stampede mudder. Og jeg ved jeg er hæs af at le og tale når jeg vender hjem igen. Sådan er det altid.
Og mens jeg genlever mit afrikanske eventyr – foran Manneken Pis, til indtagelsen af bjerge af belgisk chokolade eller i forårssolen på Gran Place, kunne I jo læse den her:
eller den her:
Vi ses.
Man må sige du havde andet end vasketøj i rygsækken, da du kom hjem, erfaringer, oplevelser og venskaber for livet og modenhed. Det lyder helt fantastisk.
Det var helt fantastisk, Lene. Og tænk engang, nu er det tyve år siden.
Det var i sandhed magisk og en, på alle måder, fantastisk rejse og fortælling. Og jeg glæder mig til igen at opleve Bruxelles med jer 2. Der er sket meget siden. Og alligevel er det som det var. Skønt!