Jeg var sammen med en flok lærere i går hvoraf nogle er lockoutede. Og ret trætte af det. De vil jo dybest set bare gerne på arbejde, de savner det.
Jeg prøvede at sætte mig ind i hvordan det må være at være udelukket fra at passe det job man egentlig ret godt kan lide, og at være tvunget på dagpenge i x antal uger (i hvilke man meget gerne må vandre gaderne tynde og fortælle folk at man faktisk hellere ville på arbejde – og at man ikke strejker, men er lockoutet, og at det altså er noget helt andet).
Jeg prøvede at sætte mig ind hvordan det er at kæmpe en kamp man nærmest er blevet sat til at kæmpe, en kamp som også handler om fordommen om at man ikke rigtigt gider arbejde lige så meget som alle andre, ja, jeg prøvede at sætte mig ind i hvordan det er bare at vente på at nogen, måske, måske ikke gider genoptage forhandlingerne om ens arbejdsliv – samtidig med at man tænker at man nok først får lov at komme på arbejde igen når der engang, for det regner de jo i virkeligheden alle sammen med, kommer et indgreb.
Det var faktisk ret let at sætte sig ind i. Det må være rockersurt.
Så da jeg låste mig ind på tegnestuen her til morgen og blev mødt at stille jazz og den der skønne søvnige morgenstemning der altid er her når alle endnu ikke er mødt, ja, der var jeg altså ekstra glad for at det heller ikke i dag er mig der skal iklæde mig badge og banner og dele æbler og flyers ud og smile og ønske alle andre god arbejdsdag.
