Måske var hun kommet ind fra haven med sveden som perler i dunene på sine kinder og sorte negle som hun kiggede på da hun tog telefonen. Måske havde hun som altid sang i stemmen. Eller var det slet ikke telefonen, fik hun et brev? Var det posten der havde hentet hende ind fra haven? Eller måske havde hun siddet i hjørnet med et kafferandet krus og en bogklubbog, eller hun havde lige taget en lur og var stadig en anelse døsig, så hun var først ved at sætte kaffe over. Jeg ved det ikke. Jeg glemte at spørge. Men udenfor duftede verden af riddersporer og lupiner og hyld, og det var snart jordbærtid, himlen var høj, og skyerne får der sprang hen over alt det blå, og hendes hud rødmede let efter den ansigtsbehandling hun havde fået i fødselsdagsgave. Hendes hår var blevet klippet flere gange nu. Det var sort i bunden og krøllet, så anderledes det hun havde haft før canceren, så nyt.
Og min far var rask.
Det troede hun også at hun var. Lige i det øjeblik inden hun tog telefonen eller sprættede brevet op, troede hun det, hun havde virkeligt ingen anelse, og hun må have kigget på de sorte negle eller på kruset med rander eller på bogen der lå så man kunne ane bogmærket, og jeg tror hun ville ønske hun ikke var stoppet med at ryge, netop da.
Tænk det stadig er blåt #21
Foto: Gitte Lotinga
