Vi mødtes under stjernerne i den smukke tøndeformede bygning. Der var udsigt over søerne og springvandet der symboliserer solen, månen og jordens omdrejninger, og pusherne der forsøgte at skjule sig i skyggerne helt inde ved muren med zigzagmønsteret.
Der var julefrokost, og vores ansigter var stadig blanke og glatte, livet havde ikke dannet rynker endnu, ikke udenpå i hvert fald. Vi var begge i sorte bukser, sort blazer, hvid skjorte; vi lignede Julia Andrews i Victor Victoria, og der lå ti centimeters tavshed på den hvide dug mellem os. Vi havde hilst, vi spiste, vi sad der mellem kollegerne, men da vi først vendte os mod hinanden og begyndte at tale, stoppede vi ikke før et kys timer senere afsluttede samtalen ude på Gammel Kongevej. Og siden har vi ofte kigget stjerner.
Han lignede ingen mand jeg havde mødt før. Intet lignede noget jeg havde mødt før, så let, ligetil. Så usikkert. Men man bliver jo hele tiden overhalet indenom af livet. Så kommer det buldrende der med dets uperfekte kærlighed og dets bedreviden og alt det man ikke troede det også var. Er.
Vi kyssede i et vinterslukket springvand i Amaliehaven på første date, drak blå shots på Galathea Kroen sammen med hans bedste ven, og da vi sagde farvel, spænede han efter bussen som var vi en Nils Malmros-film.
Vi havde stået der i baren og leet og grinet og talt hen over realiteterne. Han havde lige forladt en kærlighed, havde hele sit liv i en taske, boede her og der og hjemme hos sine forældre, og inde under tøjet var hans hud gennemskåret af skrammer, af virkelighed og af levet liv. Af ar. Allerede. Og inden aftenen var omme, havde han vist mig de største.
Tænk det stadig er blåt #27
