dagbog

Den var rød, krokodillepræg og låsen mat messing. Hun gemte den ikke eller noget, og nøglen sad i låsen. Den lå i skuffen sammen med scrapbogen fra 60’ernes Amerika, med postkortlækre billeder af Det Hvide Hus og JFK og Frihedsgudinden. Og Raj.

Siderne knitrede, der var pergament over fotografierne, og allerede inden jeg kunne ét ord engelsk, stavede jeg mig hakkende gennem hendes første kærlighed som den tog sig ud, dér i scrapbogen.
Anna Marie, I wish you should be with me, Raj.
Hi Blood of my Veins, When you are with me whole world seems is smiling, gay, and happy. But when you are away from me everything seems to be so dead.

Hun var amerikanersmuk. Med prinsessebenstilling, Marilyn Monroe-runde lår og helt kort hår. Hans hånd lå let om hendes arm, kjolen var kort, hvid og lysende mod hans mørkeksotiske ydre. Og jeg hørte Beatles, Bob Dylan og John Denver, fløj afsted på et jetfly, over Atlanten, ud i verden, væk, når jeg sad der på gulvet foran skuffen og prøvede at forestille mig mit eventyrliv hvis en indisk mand ved navn Raj havde været min far, og ikke en kjøvenhavnsk tilflytter med fuldskæg og vandblå øjne ved navn Jens.

*

Hun gemte den ikke. Havde hun bare gemt den. Den lå i skuffen, nøglen sad i, det var jo så nemt. Deri stod alt det hun ikke havde klistret ind i scrapbogen, med hendes sirligt ciselerede skrift, tæt, linje efter linje, side efter side.

Og hun var et menneske.

Tænk det stadig er blåt #31