drømmen om et ISBN-nummer

Dengang jeg besluttede mig for at prøve forfatterdrømmen af, havde jeg allerede skrevet takketalen til BogForums Debutantpris i hovedet. Jeg så mit Oscar-moment for mig da jeg sad og skrev på mit første ungdomsbogsmanuskript her på tegnestuen, og da jeg finpudsede det på Hald Hovedgård for præcis et år siden.
Jeg ved jo godt at vejen til en karriere som forfatter er lang og snoet, at den kræver utallige omskrivninger, gennemlæsninger og nye skud på plotstammen – men indimellem er det bare så rart at tage vinger på og let og elegant svæve hen over alle svingene og bumpene og lande der hvor vejene ender. Der hvor alle ens ord er pakket fint ind i omslag med bagsidetekst, ISBN-nummer og hele molevitten, og der allerede er nogen som har læst dem. Og som synes om dem.

Dengang jeg besluttede mig for at nu skulle der ikke files mere på det manus før en kyndig redaktør havde kigget på det, nu skulle det af sted (goddammit!), og jeg med frygt og bæven sendte det ud i forlagsverdenen, og jeg skrev igennem, flere gange, og jeg ventede – ja, der arbejdede jeg videre på takketalen, drømte om alle de søde teenagepiger som ville være venner med mig på Facebook, om alle de kys jeg ville få af min mand (der – selvfølgelig – var ved at revne af stolthed) og om alle de likes jeg ville få her …

Alle drømmene fik det til at suge i maven, gav mig gåsehud – men ingen af dem, ingen, slog det fede og lykkelige smil der bredte sig over mit ansigt da en mail fra min redaktør i går (bare lyden af det: min redaktør) indledtes sådan her:

Yiiihaaa, vi har besluttet at antage dit manus, så tillykke med det 🙂
Jeg synes det er underholdende og velskrevet og helstøbt, så jeg tror, det bliver en nem redigering med kun småting at komme efter …

(Den lallegladt lykkelig kat = mig er lånt her).