Det var det år min far læste i Århus. Himlen lå som et sort låg over gårdspladsen, gennemstukket af stjernedrys, og han stod der på trappen, i en bleg søjle af lys fra lampen med en håndfuld killing rakt frem mod mig. Jeg havde fået lov at være længe oppe, for det var fredag, og der var langt fra Århus; et helt familieliv og et hundrede og nogle og halvtreds kilometer.
Jeg kan stadig mindes fornemmelsen af dens spinnen inde bag den bløde, bløde sorte pels, helt fint og let mod min dirrende barnehånd.
Og hun fik killinger. Den lille grå som hun ikke mente kunne klare sig, fandt vi i legekassen klemt inde mellem dukker og biler og bolde med trykket som sovear i den fine pels og vejrtrækningen som små hostende pust. Den sked overalt. Jeg kunne høre min far bande om morgenen når han trådte hen over det knirkende gulv med lort som grønne knaster i plankerne, og jeg mindes de forklarede mig det, gjorde de ikke?
Så var den væk.
Han har sikkert brugt en spade, har holdt den fast under træskoen, trykket den lidt på maven, eller også har han druknet den i gulvspanden ude i bryggerset, ingen grund til at køre til dyrlægen med det lille skravl.
Og senere, i det hjem der blev mit rigtige barndomshjem, fik vi høns og ænder. Der var friske æg i halmen, og kun én gang var vi lidt sene til at få æggene ind, så min mor slog et slimetvådt kyllingefoster ud i den brune Margretheskål.
Min far gravede det gule badekar ned i jorden foran hønsehuset, og vi fyldte det med vand til randen, den grønne haveslange snoede sig gennem stenene på gårdspladsen.
Men badekar har ingen bredder, siderne er glatte, og små ællinger kan ikke flyve.
Tænk det stadig er blåt #7
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
