Jeg laver jo stort set ikke andet end at læse når jeg er på arbejde. Og skrive. Jeg dissekerer tekst, finpudser, smider ord ud, føjer nye til – og jeg elsker det.
Men indimellem forbander jeg også mit arbejde, ja, forbander langt væk at jeg har så uendeligt svært ved blot at læse for nydelsens skyld. Det er næsten umuligt at lægge redaktør/korrekturlæser-pennen fra mig og undgå at sætte usynlige røde streger under de fejl der måtte være sluppet igennem. Jeg slår personer ihjel jeg synes skulle være smidt ud af manuskriptet, jeg strammer plots, jeg bytter papirord ud med mere mundrette versioner – ja, jeg dissekerer, finpudser, smider ord ud og føjer nye til. Også når jeg ikke skal, goddammit.
Derfor har jeg også for længst opgivet at gennemføre princippet om at man læser en bog til ende (medmindre altså at jeg får penge for det, så kan man jo næsten få mig til at læse hvad som helst), og det er stort set kun i ferier at jeg læser bøger der kræver lidt mere end krimier og ungdomsbøger. Og kun hvis jeg har rigtigt god tid – for jeg er en sucker for krimier og ungdomsbøger. De er så nemme at gå til.
Heldigvis betyder mit job jo at jeg har utroligt mange bogpushere, ikke mindst inden for sidstnævnte genre – og for en måneds tid siden fik en af dem listet denne her ned i min taske:
Det er ungdomsgys, og et fint et af slagsen, så jeg har (næsten) ikke haft arbejdskasketten på undervejs, men bare bladret og bladret – og hensat til en gammel købmandsgård hvor det vist nok spøger på loftet, og fire venner sådan lidt tilfældigt sætter sig for at finde ud af hvad dét handler om, er jeg pludselig tilbage til dengang jeg lå på skibsbriksen derhjemme omgivet af Limahl og Michael Laudrup (!), og Christian Flagstad lavede lydtapetet, og eftermiddagene bare gled af sted med den ene gode historie efter den anden.
Næste bog i Kyed Knudsens Hjemsøgt-serie hedder Den døde skov, og den ligger lige nu og råwer på mig nede i tasken så jeg næsten ikke kan koncentrere mig om at læse det jeg rent faktisk får penge for.
