Man havde hamret hendes navn ind i en gravsten allerede inden hun blev født. Som et tegn ville nogen mene. Navnet havde været en lillebitte og englefin storesøsters i et splitsekund af et liv inden hun forlod verden på sine ikke endnu udfoldede vinger.
Måske heledes min mormor og morfars sorg først da et nyt pigeliv atter kunne bære det navn, måske fortonede billedet af den lille, gennemsigtige pige sig, gled ud af deres sind da hun krøb derind. Anne Marie. Vi fandt stenen en fugtig dag på tur i hendes barndomsland hvor vi havde været ved vandet, hendes mellemblå og stille østkyst, og min morfars købmandsbutik, og landevejene hun havde hinket på, og nu gik vi rundt blandt sløjfede gravsteder, knuste sten og forstøvet kærlighed.
De havde troet det navn ville leve længe da de gav hende det, havde håbet at hun ville leve i hundrede år og blive gammel og kroget og vis, at hun ville sidde i en blomstret hængesofa under bøgens bølgende krone som et Carl Larsson-maleri, men gravstene voksede i familien allerede dengang vi stod der, og nu ligger slægtsleddene i den nordjyske muld rundtomkring, og kun min far der sjældent skuer bagud, men står så roligt, der i nuet, er min historiske vidensbank.
Tænk det stadig er blåt #8
