i eksil #1

Det første der sker, er at jeg får vendt op og ned på dagen, eller den forskubber sig.
Jeg glemmer at jeg plejer at blive vækket ved halvsekstiden, og at aftensmaden som regel står på bordet præcis tolv en halv time senere. Jeg tager en middagslur og besvarer en enkelt arbejdsmail om aftenen, og nogle gange går skrivedagen først for alvor i gang et stykke op ad formiddagen. Det gør ikke noget, for dagene er uendelige.

Jeg er i skriveeksil. På skønne, skønne Hald, og det første jeg gjorde da jeg ankom i dag, efter at have pakket ud, gjort klar og svaret mails, var at smide mig på sengen med en af de ungdomsbøger jeg har med for at samle inspiration. Og jeg tog en middagslur. Jeg er lige vågnet. Groggy af søvn og klar til at gå i gang når jeg har spist og drukket en kop te og fået rystet indmaden på plads i hovedet.

. . .

Jeg tager da bare al maden med hjemmefra, tænkte jeg da jeg så småt begyndte at foreberede mig i forgårs. Skidegod idé, så behøver jeg overhovedet ikke forlade Hald inden jeg tager hjem igen om en uge. Og det bette lager fylder vel ikke så meget. Nope. Men det var nok alligevel en anelse kækt, tænkte jeg da stod der ved bussen og havde to skift forude inden jeg landede i Viborg, og ingen ulv til at tage en af taskerne undervejs.
Jeg tog en taxa fra banegården og sludrede konspirationsteorier og politik med chaufføren inden han svingede ind foran hovedgården og ønskede mig god skrivelyst. Han kendte godt stedet. Det var ikke første gang han havde sat en forfatter af på de toppede brosten. Han havde for eksempel kørt Jussi Adler-Olsen herud flere gange. Og nu har han også kørt med Louise Urth Olsen, konstaterede han efter at have spurgt til mit navn.