Man kan se bladflimmer på køkkengulvet, høre vinden. Og natten er blæksort med månen som enlig ven over trækronerne.
Og jeg sletter og føjer til, udvider universet, trækker det sammen. Læser op på sorg og ensomhed og småbørnshyl og rod. Bliver klogere, mens romanen langsomt, så uendeligt langsomt sniger sig en side længere, to.
Og i går løb jeg i skellet, med markerne på højre hånd og skoven på venstre. Havde Mads & Monopolets dilemmaer i ørerne og jord under skoene, rev mig på et krat, brændte mig på brændenælder så store som dronningebuske.
