ikke et ord om Blachman

Jeg har skrevet det meste af formiddagen i dag. På mit eget.
Det er to ord jeg tit hiver op af hatten når nogen spørger mig hvordan det går, og om jeg har nok at lave. Hvis jeg ikke har det, siger jeg altid: “Men så har jeg jo mit eget.”

Se, det der mit eget kan jo være hvad som helst: julekort, indkøbsliste, blogindlæg (eller en-i-disse-dage-åbenbart-obligatorisk-leder/statusopdatering/artikel om Blachman). Eller min bog.

Det var det i dag. Og indtil videre har det blandt andet handlet om at være et skodbarnebarn, om at hænge ud med en skralder på Nørrebro, og det sidste jeg har skrevet er:
“men far sagde alligevel at jeg ikke kunne få lov til at hænge ud ude i kollektivet på en hverdagsaften hvis det betød at jeg først kom hjem en halv time senere end vi havde aftalt. Excuse me? Få lov til? Hvornår er det lige min far er begyndt at give mig lov til noget? Og hvornår er det lige at han er begyndt at tale som om det der med børneopdragelse er noget han går ind for? Og er det ikke også for sent når ens ”barn” er femten? Jeg spørger bare.”

Elsker at være sur teenager i arbejdstiden.