Jeg er jo i fuld gang med den her fine ungdomsbog.
Ingrid, hovedpersonen er landet i vbildmarken, så proppet med insekter og myg at hun er begyndt at tælle dem.
Hvis man laver mad over bål i mørket eller i skumringen, vil insekter, masser af insekter, især myg flyve ned i maden. Og når man skal spise, er der så mørkt, at man ikke kan se insekterne og pille dem op af maden.
Det er åbenbart ikke noget problem, for de er ikke farlige, når de er blevet kogt.
Og de er propfulde af proteiner.
Selvom det var helt friske, og i særdeleshed lokale, insekter, var jeg ikke den eneste, der syntes, det var ulækkert. Ally græd. Seth og jeg spiste næsten ikke noget. Vi insisterede begge på at få så mange insekter som muligt op af vores mad, hvilket betød, at der ikke var særligt meget af den rigtige mad tilbage. Imens overraskede Melissa mig ved blot at trække på skuldrene og spise det hele, og Peace spiste med største fornøjelse og fablede noget om, at insekter bliver fremtidens spise, fordi kødindustrien ikke er bæredygtig.
(Antal af døde myg: 438, ud over dem, vi kogte og spiste).
Nå, men i går aftes, sent faktisk, men tempetaturen landede alligevel på de 20 grader, læb jeg en tur. Rundt om søerne. Luften dirrede af varme, snak og hygge – og svirrende insekter. Og de var iuke kogte eller noget, de var levende, og jeg slugte mindst fire på min vej. København forvandlet til vildmarken.
