Som nogle af jer nok har bemærket, har jeg gennem de sidste mange uger oversat en lidt anden type bog end det jeg normalt begiver mig ud i, nemlig en erotisk roman. Og nu har jeg så sat det sidste punktum.
Jeg læste engang et interview med en kollega der var i færd med at opbygge en karriere som oversætter, og som fik et godt råd af sin mentor, en af de sikre oversætterkort i den danske forlagsbranche, nemlig at sige ja til alt, også selvom man er ved at tude og brække sig af træthed. Idéen er jo at man hurtigt skal have opbygget sig en kundegruppe, nogen der ved at man findes, men også at man skal have fingrene i sproget hele tiden, at man skal skabe sig en sproglig erfaring også.
Jeg har tit tænkt på det råd.
Ikke mindst da jeg sagde ja til at oversætte den her bog – fordi jeg ikke blot sagde ja til en opgave der havde en rimeligt stram deadline, men også fordi jeg i den grad bevægede mig uden for min comfort zone, både fagligt og privat. Og det har uden tvivl været denne opgaves største udfordring.
Som jeg vist nok har strejfet et par gange før, kræver det en særlig tæft at skrive erotiske scener – som virker troværdige – og det der med sex, ja, det har jeg jo sneget mig behændigt uden om i mine egne bøger (måske er der er en opblødning på vej i Astrids dagbog 2, man ved aldrig), men i den her proces har jeg været nødt til at smide alle fine fornemmelser væk, at dykke ned under dynen så at sige – og at droppe enhver forestilling om at jeg kan sidde her på kontoret med mine eksklusive kaffe og formiddagsjazz helt uden røde kinder. For det har jeg ikke kunnet. Slet ikke. Og jeg har været ret glad for at jeg ikke har skullet læse noget som helst af det jeg har siddet med, højt, for så var jeg simpelthen sunket i jorden af skam og pinlighed.
Jeg har siden jeg indprentede mig det gode råd om at sige ja til alt, tænkt at det først og fremmest handlede om hele tiden at have noget at lave – så man ikke groede til – men også at sige ja til opgaver der var svære, der krævede noget ekstra af en – sprogligt – fordi det især er der man udvikler sig.
Men nu har jeg så opdaget at det der sker, når man jeg siger ja til en anden type opgave end jeg er vant til, en opgave der udfordrer mig på helt andre ikke-sproglige områder end jeg har prøvet før, ja, det er at jeg også udvikler mig sprogligt. Og at jeg har præcis den samme ambition om at levere, at ramme tonen (i dette tilfælde den lumre af slagsen) og at variere og finpudse sproget som ved en hvilken som helst anden opgave. Også selvom sproget i den her type bøger ikke er så avanceret. Der er ikke så mange krummelurer, så mange ciseleringer, fordi det vigtigste, let’s face it, ikke er hvordan det siges, men det der siges, og det må gerne være ret direkte og udpenslende.
Nå, men da jeg først havde overvundet den hurdle det er at oversætte nogle ord en til en – der er alligevel grænser for hvor poetisk man kan oversætte ord som cock og fuck, ik’? (ja, selv nu rødmer jeg. I kan godt se det har været noget af en opgave) – ja, så kunne jeg faktisk godt finde en vis tilfredsstillelse (tø hø) i at variere også det sprog, at finde synonymer, at gøre replikker mundrette etc. For det er jo det der er min opgave som oversætter, uanset forlægget.
Jeg ved ikke om det var lige præcis dét min kollegas mentor mente med at man skal sige ja til alt (også selvom man må slå knuder på sige selv og i nogle selskaber ikke lige buser ud med (detaljer om) den opgave man sidder med netop nu).
Jeg ved ikke om han også tænkte at man skulle sige ja til bøger man har meget svært ved at se sig selv som målgruppen for – men ikke desto mindre er det et virkeligt godt råd.
2 Comments