Jeg havde lige lagt røret, sådan føltes det, men der var gået timer. Og i det efter som livet endnu en gang var blevet, havde nogen flettet en blytråd gennem kroppen på mig og snoet den så stramt rundt om mine organer at jeg ikke kunne trække vejret. Men ilten sivede forræderisk ind og ud gennem huden, ind gennem porer og åbninger, jeg kunne ikke slippe.
Vi havde taget pænt tøj på, og jeg forsøgte at gemme mig bag fed foundation og løs pudder, forsøgte at kamuflere forgrædte øjne bag mascarabeklædte vipper og kunstigt smil. Vi havde overrakt gave, vi havde krammet og sagt tillykke, og nu sad vi der i sofaen og småsludrede og spiste boller og lagkage og lo ad familievittigheder, og min stemme gled ud over læberne på mig, den dannede sætninger der hang sammen, sætninger der gav mening, selvom der var tomt som den sorte nat inden i mit hoved. Jeg kunne jo godt høre jeg lød som mig selv, jeg lignede mig selv, jeg kunne godt se det, og jeg konverserede, det er ligesom at cykle, det sidder i kroppen på en, men hele tiden lå det der, lige inde bag alle de forbandede banaliteter der kom ud ad gabet på mig.
Hun dør. Det er sådan det er.
Tænk det stadig er blåt #23
