En morgen regnede det. Bålet ville ikke brænde, så morgenmaden måtte tilberedes på Trangiaen, under træernes grønne kroner, vi kunne høre dråberne på bladene og på presenningen. Vi sad der side om side med kaffe og toast med æg, bacon og brænderøg. Tæer i Birkenstock, sod mod huden, soveposernes knitren.
Det har været den fineste sommer i min lejr: telttur ved Isefjorden, vandet var køligt som sølv, og vi søgte ly for regnen på rockmuseet i Roskilde. Vi elskede det i hele fem timer, ungerne elskede det. Morgenmigræne bragte mig ud af teltet efter drugs 04.16, solopgangen lå der og flimrede over fjorden, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Der var forladte huse, vi besøgte et af dem, uglen lå død på parketten, uroen hang stadig med sine fugle fra loftet.
Og vi besøgte den ældre generation i det nordjyske, Vesterhavet bruste, isene var store, min fars værksted duftede som altid; træ, støv, varmt værktøj, og der var ærter, sommerblomster og nærvær. Skyerne drev over himlen der er så høj deroppe mod nord, og vandslangen dannede pust af vand over ungernes hoppen på trampolinen.
Og ødegården i Sverige, den var den fineste, rød og hvid i Smålands støvetgrønne landskab. Nevø og niece med bare tæer og perlelatter, bål, båd og fiskestænger, og de voksne drak Baileys og snakkede til mørket lukkede sig. Man kunne høre græshopperne.
Det har været et heftigt første halvår af 2019, bøgerne er smuttet gennem mine fingre, magi, historie, musik, og nu står sidste halvår her og vibrerer med endnu mere af alt det gode. Sommeren er gledet gennem mig, jeg er klar, sensommer, efterår, vinter – I kan bare komme an.
