måske skulle jeg bare blive wrestler

Mine børn er ikke synderligt imponerede af det jeg laver.
Altså, det der med bøger er jo bare noget med at sidde foran en computer hele dagen og taste. Og hvem gider egentligt det? (Bortset fra deres kedelige mor, altså).

Men det aftvang alligevel en lille smule respekt da jeg kom hjem med den her:

Og især den ældste synes det er o.k. sejt at jeg netop nu sidder og laver billedbogen til den her:

Ikke mindst fordi der hænger gigantiske reklameplakater for den på alle de busstoppesteder han passerer på vej til skole – og ingen ved jo at det er filmen der reklameres for og ikke bogen, vel?

Derfor bredte der sig også et stort smil om munden på mig  da manden i går sendte mig en sms om at sønnike stod og blærede sig med mig.
Arh, tænkte jeg, han står ved bussen sammen med dagens legekammeret og praler af sin mor mens de betragter en stort gult næsehorn.

Ha!

To sekunder senere landede endnu en sms:

“At du på én gang har fået et blåt øje, sår på læben, hul i hovedet og en hudafskrabning … Sejt.”

Og der troede jeg lige …

Men ældstebarnet har jo nok fat i noget, måske giver det her alligevel mest street credit:

(PS. Det var et stunt i gården, jeg gjorde det helt alene, jeg er helet for flere år siden. Men det er der jo igen af legekammeraterne der ved).