Jeg læste forleden at Matthew McConaughey har tabt sig tyve kilo fordi han spiller hiv-smittet rodeocowboy i en ny film.
Tyve kilo.
Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at google – og google er altså et vidunderligt værktøj for der kunne jeg straks se at han var gået fra det her:
– til det her:
!
Jeg har altid været enormt fascineret af (og en anelse bekymret for) skuespillere der skræller lag for lag af sig selv, både i bogstaveligste og overført betydning, for at komme helt ind under huden på den karakter de skal spille.
Heath Ledger der burede sig inde på et hotelværelse og øvede stemmer og skrev dagbog i sit da nye alter egos navn, Jokeren.
Robert di Niro der fik et væld af tatoveringer, trænede sig tynd og muskuløs og til og med fik tænderne ommøbleret for at spille Max Cady i Cape Fear.
Daniel Day-Lewis der til stort set alle de roller han har spillet, har lavet indgående research; var sammen med adskillige mennesker med lammelse da han spillede spastiker i My Left Food – og desuden nægtede at forlade sin kørestol under hele filmindspilningen for ikke at miste fornemmelsen med sin karakter.
Dustin Hoffman der løb 8-10 km om dagen da han skulle spille maratonløber i filmen Marathon Man – og inden han skulle indspille alle de scener han skulle være forpustet i, løb en hurtig kilometer.
Under optagelserne til selv samme film faldt for øvrigt hans modspillers berømte replik: “Why not try acting? It’s much easier.”
Og jeg blev næsten på stedet fan af Günter Walraff dengang han i 80’erne iklædte sig sort paryk og ditto kontaktlinser og afdækkede livet som tyrkisk gæstearbejder i Tyskland.
Måske synes jeg i virkeligheden den type forberedelse, hvad end det er til en bog eller en film, er så betagende fordi det er så langt fra min egen måde at arbejde på.
Jeg har vist tidligere ladet et par ord falde om at det der med research ikke er en disciplin jeg dyrker til perfektion. Det kan godt være jeg er fan af folk der tager deres kunst helt derud, men jeg er selv en anelse for doven til det.
Men nu har jeg tænkt mig at give det et forsøg.
Min skrivegruppe har jo gennem længere tid haft et vist ønske om at der skulle bare lidt mere sex på programmet i mine bøger. Og sidst vi mødtes, introducerede de mig guddødeme for muligheden for at der også kunne være noget med nogle øl og et par breezers.
Jeg har virkeligt ikke været meget for det, ja, jeg blev nærmest en anelse fornærmet da de smed dét på bordet, men godt så: Jeg ved hermed hvad jeg skal lave i weekenden.
Method writing, here I come.
…
PS. Hvis du ligesom mig synes det er fascinerende, så prøv lige at google method acting. Men ikke nu, vel? Så får du jo ikke lavet noget resten af dagen.
