Jeg havde aldrig vundet noget. Men det var sommerfest, og på sportspladsen bag hallen var målene byttet ud med telte og boder, og man havde trillet en pølsevogn ind over målstregerne og parkeret den så man kunne dufte en enkelt med ristede løg over det meste af pladsen. Der var revy og ringridning og fiskedam. Og en tombola. Hele byen var der, mureren, købmændene, lærerne. Brugsuddeleren og pedellen fra skolen. To fedtede mønter havde jeg i hånden, og adskillige lodder rigere fortsatte dagen med røde pølser og astronaut-is og chips med dildsmag.
Det var en lilla morgenkåbe i rillet frotté med vide ærmer, og jeg holdt den kun ganske kort i hånden – tænk at jeg vandt – inden jeg sagde til min mor at den måtte hun få.
Søndagsmorgener med Lurpak og rundstykker med birkes blev efterhånden vævet ind i stoffet, og Hitchkock-gysere og en influenza eller to og alle forårsforkølelserne. Men til sidst da luven var slidt af på albuerne, og den ikke længere kun omfavnede hende en sjælden søndagsmorgen, men hver dag fordi kemokvalmen var på sit højeste, og det eneste hun havde lyst til, var cola og grapefrugt, da lugtede den ikke længere af hende.
Tænk det stadig er blåt #24
