Hun var bange for mus. Fælderne stod i køkkenskabet og i værkstedet i bunden af huset og ved fyret i bryggerset. Engang klappede en fælde inden musen havde fået sat sig ordentligt til rette, og halen var næsten blevet revet af ved roden da den havde slæbt fælden efter sig. Ude i bryggerset, tror jeg, vi måtte ikke se det, men hun har helt sikkert taget hånden op til munden da de fandt den, og inde i mit hoved væltede billederne blodigt rundt.
Vi fik nye fælder. Små bure med tremmer for enderne og et sindrigt system jeg forsøgte at gennemskue, som gjorde at de kunne komme ind, men ikke ud. Man kunne høre dem rumstere indeni.
En enkelt mus valgte et andet skab end det med fælderne; det store afsyrede der husede min farmors hæklede mundservietter og viskestykkerne og makronerne i den blomstrede kagedåse fra min mormor. Man kunne se dens tænder i kogechokoladen, makronerne var blevet små bunker støv, og den havde bygget rede i karkludene. Hun må have fået kvalme af alle muselortene.
Derfor ved jeg hun ville have sagt nej, men det var på Hjallerup Marked, og min bror havde holdt hendes veninde Gunhild i hånden på sin vej mellem boderne ned til radiobilerne, og man ved jo aldrig hvad de landevejsriddere kan finde på – som at forære små japanske dansemus til lyshårede knægte med krøller og perlelatter i både stemme og øjne.
Den var ikke større end en femkrone. Måske var det det der gjorde at hun sagde ja, herregud, den fyldte jo ingenting, men halen var lang, og når musen vrikkede hen over den blomstrede madras på min skibsbriks, lignede halen en slange.
Jeg sad med bowlen fyldt med savsmuld og det mikroskopiske liv mellem benene da vi havde den med på rundfart til naboer og venner. Det var jo mageløst med den bette mus. Jeg holdt glasset fast mod bilens skrumplen, sommerbrisen stod ind over markerne og ind ad forruden, og jeg skulle have lagt hånden beskyttende over åbningen. Det skulle jeg.
Jeg tror ikke jeg nogensinde har fortalt ham at jeg kunne se det allerede da jeg sad der i bilen. På vejen hjem. Jeg tror heller ikke han ved det, for vi satte bare bowlen ind på plads i vindueskarmen, og først næste morgen opdagede vi at den lillebitte japanske mus som den første i vores familie var holdt op med at danse.
Tænk det stadig er blåt #29
