Jeg har vist nok et par gange før skrevet om lykken ved at være en del af et kontorfællesskab – ikke mindst et pinligt et af slagsen.
Og i dag er lykken ikke desto mindre.
I fredags fejrede vi at Pinligt Selskab i år har 20-års jubilæum på adressen – og det blev et brag af en fest.
Der var diskokugle og lysshow og playliste og fri bar og virkeligt fine gaver og chili con carne der sved på læberne, til natmad – og da jeg var nødt til at forlade kalaset ved midnatstide, groggy efter lidt for mange uger med lidt for lange dage, var det som om festen stadig var ny – og de sidste forlod blev også først smidt ud fra festen ved sekstiden.
Søndag mødtes den hårde kerne (som jeg lige præcis den dag ikke var en del af) klokken 11 til oprydning, og da jeg mødte ind i morges, kunne man overhovedet ikke se at her havde været så mange mennesker med højt hår og fest i blodet.
Jamen det er mageligt – og ingen af tegnedrengene som havde slæbt de virkeligt tommer dåser ned til Netto og gjort tegnestuen beboelig igen, brokkede sig eller kom med stikpiller fordi jeg ikke havde stået i baren på aftenen, ikke blev til den bitre ende – og desuden ikke kunne komme til oprydningen.
Tror nok jeg engang formulerede det i stil med: Der er ikke så meget pis med drengene.
Og det er der virkeligt ikke.
PS. Der var utroligt mange kendte, blandt andet hende her (som altså tog min tjans i baren). Hvis I gider læse kommentarsporet, kan I se hvor mange kendte der var.
