Midt i alt det triste er der heldigvis også noget at fejre.
I går havde Verdens bedste skrivegruppe taget de høje hæle på, for Julie og hendes gnistrende røde nye krimi, Mirakelmanden, var dagens midtpunkt.
Jeg var bombet efter ganske få timer på kontoret, tog hjem for at sove en times tid, vågnede fem minutter efter at jeg skulle have krammet Julie tillykke og måtte blæse gennem byen i silende martsregn.
Der er heldigvis intet som bobler og små kager med lyserødt flødeskum der lægger sig som fløjl i munden på en, og gode ord, og dem er de mestre i, inde på Politikens Forlag, der kan få en til at smile, så vi fik sendt både Julie og hendes mirakelmand så fint ud i verden.
Bogen er bind 6 i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, og denne gang har Julie smidt hende en tur til Finland, med pitstop i Stockholm, og det kan godt være Finland er noget med grønne træer og blå søer og åbne vidder, og I tror det er finsk lakrids, Iittala-striber og Marimekko det hele, men ha, ikke når Julie skruer det hele med gru og råhed og alle de ondeste følelser vi mennesker kan besidde.
“Men er det uhyggeligt nok?” har Julie spurgt et par gange undervejs i skriveprocessen når vi har siddet der ved stambordet på Norden med roser og hvide duge og caffelatte og en lille kage til.
Og ja, har vi nikket, det er det.
Da Vladimir kom til sig selv, var han fastspændt og ude af stand til at se noget.
Han prøvede at blinke med øjnene, men det ændrede ingenting. Alt omkring ham var sort. Han overvejede, om det mon var, fordi nogen havde givet ham bind for øjnene, men da han forsøgte at trække armene til sig for at mærke efter, gik det op for ham, at de var spændt fast, det samme var hans ankler.
Han stivnede. Lå helt stille og mærkede panikken ulme under huden.
”Hallo,” kaldte han. ”Er her nogen?”
I kan læse meget mere om bogen og se film og alt muligt lige her.
