Måske sad jeg også i plysstolen da hun ringede denne gang, måske kunne jeg mærke plyssen mod benene, den kradsede. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang huske hvad hun sagde, hvordan hun sagde det, om undergangen også denne gang dirrede i hendes sprøde stemme. Måske var det min far der ringede, det har det sikkert været, jeg ved det ikke.
Men jeg er sikker på at jeg har kigget ud på verden. De gule bybusser måtte ligge væltede, hulter til bulter, husene måtte være styrtet sammen i bløde skyer af støv, søerne måtte være dækket af is, her midt i juli, og menneskene, menneskene måtte da være stivnede i deres sidste skridt, de var lige ved at sætte foden i fortovet, men nu hang den der i luften og ventede på at nogen, en eller anden, knipsede, og verden atter ville være i vater.
Tænk det stadig er blåt #22
Foto: Gitte Lotinga
