nærmest lykkelig

Den historie jeg nu vil fortælle, falder i to dele.
Den første ligger mere end tyve år tilbage i tiden. Jeg går i gymnasiet og sidder netop nu inde på mine forældres soveværelse med bankende hjerte og det grå telefonrør presset ind mod øret. Jeg venter. På at komme igennem til Tværs, og allerede inden Tine Brylds stemme svøber sig om mig i den anden ende af røret, har jeg fortrudt.
Min bedste veninde i gymnasiet, Ditte, har slået op. Ligesom var vi kærester. Hun har en fornemmelse af at den der ekskæreste jeg stadig hænger fast i, og som er hendes gode ven, i virkeligheden er grunden til at jeg stadig er veninde med hende. Og det gider hun ikke. Ret skarpt set af en sekstenårig, tænker jeg nu, og modigt at hun turde agere på det. For man slår bare ikke op med sine veninder. Det tænker jeg også da jeg sidder der på patchworksengetæppet og venter på Tine Bryld, overbevist om at hun vil give mig ret. Det gør hun ikke. Det var jo det der var så vidunderligt ved hende. Hun gav alle der talte med hende, et kærligt puf, også mig. Og hun insisterer på at min historie, som jeg egentlig synes er ret banal, skal i radioen fordi den berører et tabu, og jeg lader mig overtale. Og da jeg lægger røret, har jeg fået fornyet respekt for Tine. Hun hørte mig, anerkendte mig – og gav mig så det spark i r… jeg havde brug for.

Nå, men anden del af historien foregår i dag …
Når man arbejder med det jeg gør – børne- og ungdomsbøger – får man sjældent anmeldelser. Anmelderne beskæftiger sig primært med voksenbøger, det er jo også de voksne der læser dagblade og blade, og de unger køber heller ikke særligt mange bøger selv. De låner dem. Derfor venter sådan nogen som mig ikke med bævende knæ på at anmelderne får taget sig kærligt af vores bøger, vi venter på lektørudtalelsen. På den udtalelse der beskriver bogen, kategoriserer temaer, indkredser målgruppen og sammenligner bogen med andre bøger i samme genre. Dén udtalelse kan blive afgørende for hvor mange bøger bibliotekerne bestiller hjem – og dermed for at ens bog overhovedet når målgruppen.

Derfor var jeg også ved at gå i gulvet i går da lektørudtalelsen på Astrids dagbog landede i min indbakke. Heldigvis havde min redaktør ringet mig op inden og sagt at den var god, og hun havde læst bidder af den op i telefonen og gentaget at den var virkeligt god. Og jeg smilede og smilede og smilede og var helt ør og rørt, for det eneste jeg kunne huske mellem telefonsamtalen og min gennemlæsning af udtalelsen – var at jeg blev sammenlignet med netop min ungdoms stemme, fine Tine Bryld.

Du kan læse hele udtalelsen her. Hvis du vil.

(Det smukke billede af forstandige Tine er nolet her).