Jeg har de sidste mange uger været en anelse presset over at jeg ikke rigtigt har noget at lave. Altså, jeg er jo ikke decideret arbejdsløs – det er bare for små opgaver, og der er for langt imellem dem. Og jeg kan dybest set ikke leve af det.
Så ulven og jeg har holdt mange køkkenmøder med stearinlys og te når ungerne er puttet, og vi kan sidde i vindueskarmen og skue ud over en forårsdunkel gård og den gråblå byhimmel. Og sige:
“Hva’ så nu?”
“Tjo …”
Vi har prøvet det før – og det løser sig altid, men i år bliver et sejt år. Her er lidt for stille i branchen, der bliver lavet lidt for få bøger, og priserne presses så alle kan (forsøge at) få det til at løbe rundt.
I går fik jeg så at vide at en god bekendts kone nu er kommet på hospice. Hun er ung, har fire børn, de er nyforelskede, og de har haft alt, alt for kort tid sammen – og det er som om økonomiske problemer pludselig er så uendeligt ligegyldige. Jeg kan jo skue ud over et liv sammen med mine børn. Jeg skal ikke tage afsked, i dag, i morgen. Jeg kan passe mit arbejde, håbe på der kommer en ny opgave, snart, men jeg har trods alt noget at håbe på.
Så jeg tror køkkenmødet i aften bliver lidt mere stille, lidt mere tænksomt, måske ryger der en enkelt fyldt belgisk chokolade eller to med, sammen med teen og blikket ud over gården, og så vil jeg sende hendes mand alle de bedste tanker overhovedet. Han har mere brug for dem end jeg.
Jeg kender følelsen! Både bekymringerne for fremtiden og så det perspektiv, man pludselig får, når en man kender står over for døden (og går hen og dør) – en på ens egen alder vel at mærke. At dø som gammel er vel fint nok. Det er det andet, der rykker i tankenerven. Selv har jeg brugt det til at holde livet lidt mere ud i strakt arm, hvor jeg før ville være gået i spåner, for nå ja: Hvor der er liv er der håb.
Det er altid godt at få perspektiv, altid. Også selvom tristheden følger med, som nu.